Jores Okore i søgelys i matchfixingsag

Jores Okores sene advarsel i kampen mod OB har fået advarselslamperne til at blinke hos Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi efterforsker en matchfixingsag fra AaB's kamp mod OB tilbage i oktober. Det handler om den advarsel, som Jores Okore pådrog sig i to minutters tillægstid. Foto: Lars Poulsen.
Nordjyllands Politi efterforsker en matchfixingsag fra AaB's kamp mod OB tilbage i oktober. Det handler om den advarsel, som Jores Okore pådrog sig i to minutters tillægstid. Foto: Lars Poulsen.

Det er en af de største profiler i AaB-truppen, som er under luppen i den matchfixing-sag, som Nordjyllands Politi for kort tid siden løftede sløret for.

Forsvarsprofilen Jores Okore bliver efterforsket på baggrund af en advarsel, som han ragede til sig i kampen mod OB 18. oktober 2019.

AaB var på vej til en 1-0 sejr, da Okore i en situation omkring midterlinjen - i to minutters tillægstid - nærmest stemplede gæsternes Oliver Lund i brystkassen.

Det var Jores Okores første frispark i kampen, men handlingen var ualmindelig voldsom, og dommer Sandi Putros hev øjeblikkeligt det gule kort frem.

Jores Okores advarsel i en kamp mod OB fra sidste efterår undersøges nu for matchfixing. Foto: Lars Poulsen.
Jores Okores advarsel i en kamp mod OB fra sidste efterår undersøges nu for matchfixing. Foto: Lars Poulsen.
 

Stor spilleaktivitet
Ekstra Bladet har gennem længere tid været bekendt med, at flere bookmakere med licens i Danmark registrerede usædvanlig stor spilleaktivitet på en advarsel til Jores Okore i netop den kamp, og der var steder, hvor der blev lukket for spil på netop det udfald, fordi der blev satset store beløb.

AaB lægger i sin pressemeddelelse meget stor vægt på, at politiets efterforskning retter sig mod en specifik hændelse i en kamp, hvilket er en noget mere snæver beskrivelse af politiets fokus, end ordensmagten selv er ude med. Nordjyllands Politi bruger den brede formulering 'matchfixing,' som i mest ekstreme tilfælde kan indikere, at der er tale om kampe, der er tabt med vilje.

AaB ønsker ikke at komme med flere oplysninger, end de er kommet med i den netop udsendte pressemeddelelse, men Ekstra Bladets kilder slår fast, at udtrykket 'specifik hændelse' er nøje udvalgt af den nordjyske klub.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Jores Okores agent, Nikola Juric, men han har ingen kommentarer til sagen.

Det har ikke været muligt at træffe Jores Okore for en kommentar til situationen. 

Se også: Det laver Superliga-profilerne derhjemme

Se også: Sparer kæmpe beløb

Se også: Lyn-belønning til Brøndby-komet

Se også: Legendarisk stadion bliver solgt