Kære fodboldgud: Lad det ikke ske igen

Fire år efter FIFA’s nedsmeltning genvælges Gianni Infantino onsdag som præsident - men meget lidt har ændret sig siden Blatters dramatiske fald 

Gianni Infantino bad muligvis en stille bøn til fodboldguden om, at hans genvalg forløber uden arrestationer på FIFA-hotellerne. Foto: Lars Poulsen
Gianni Infantino bad muligvis en stille bøn til fodboldguden om, at hans genvalg forløber uden arrestationer på FIFA-hotellerne. Foto: Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): Da schweizisk politi en tidlig morgenstund for fire år siden rykkede ind på det fashionable hotel, Baur au Lac i Zürich og anholdt en lang række af FIFA’s topfigurer var der mange, der tænkte, at nu ville verdensfodbolden gå en lysere fremtid i møde.

I kølvandet på den massive politiaktion, som var koordineret med FBI i New York, valgte FIFA’s præsident Sepp Blatter at smide håndklædet i ringen. På en ekstraordinær kongres blev Gianni Infantino i en duel med sheik Salman fra Bahrain valgt som fodboldens nye førstemand. 

Skulle det nu være slut med brune kuverter, luksusliv og kæleri for denne verdens ledere? 

Ja, siger Infantino og hans klakører i FIFA, hvoraf de fremmeste er førnævnte sheik Salman, som i dag er præsident for Det Asiatiske Fodboldforbund, AFC, og første vicepræsident i FIFA, og Ahmad Ahmad som er præsident for Det Afrikanske fodboldforbund, CAF, og ligeledes vicepræsident i FIFA.

Det er et par af fodboldens baggårdsbisser, som Infantino gladeligt omfavner, når der er fotografer til stede.

Artiklen fortsætter under billedet...

FIFA’s præsident måtte stå model til mange selfies, da han besøgte AFC på Hotel Meridian i Paris. Foto: Lars Poulsen
FIFA’s præsident måtte stå model til mange selfies, da han besøgte AFC på Hotel Meridian i Paris. Foto: Lars Poulsen
 

Ahmad Ahmad er af mange i afrikansk fodbold beskyldt for korruption, og der var af samme årsag arrangeret en demonstration mod Caf foran Hotel Hyatt Regency i Paris, hvor Ahmad Ahmad og hans folk havde kongres som optakt til FIFA-kongressen onsdag. Ahmad Ahmad undlod ikke at lovprise Infantino. Den afrikanske fodboldpræsident sagde, at det var Caf, der som de første havde anbefalet Infantinos genvalg. Ahmad Ahmad forklarede hvorfor:

Før Infantino kom til, fik de enkelte fodboldforbund i Afrika 250.000 dollar i årlige tilskud fra FIFA. Nu får de flere millioner dollar. Det udløste en del klapsalver og et bredt smil hos Infantino, der havde fået plads på podiet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ahmad Ahmad fra Caf følte sig noget alene i den store fodboldverden. Den afrikanske fodboldpræsident beskyldes fra mange sider for urent trav. Foto: Lars Poulsen
Ahmad Ahmad fra Caf følte sig noget alene i den store fodboldverden. Den afrikanske fodboldpræsident beskyldes fra mange sider for urent trav. Foto: Lars Poulsen

Artiklen fortsætter under billedet...

Det var der håndfaste beviser for uden for Hotel Hyatt Regency, hvor en flok demonstranter anklagede Caf-ledelsen for korruption. Foto: Lars Poulsen
Det var der håndfaste beviser for uden for Hotel Hyatt Regency, hvor en flok demonstranter anklagede Caf-ledelsen for korruption. Foto: Lars Poulsen
 

Gianni Infantino var også på besøg hos AFC, hvor han i lobbyen løb ind i Chung Mong-joon fra Sydkorea. Chung er mangemilliardær og en del af Hyandai-klanen. Tidligere var han vicepræsident i FIFA, og han forsøgte for fire år siden at gå efter præsidentposten. Men Blatter fik ham skaffet af vejen. Chung blev anklaget for at have fiflet med stemmerne, da Rusland og Qatar i december 2010 fik tildelt VM i henholdsvis 2018 og 2022.

Chung blev kendt skyldig og i første omgang udelukket fra al fodbold i fire år. Senere blev straffen nedsat til 15 måneder, og derfor var han lovligt til stede i Paris. Og man skal da love for, at han var velkommen. Infantino nærmest overfaldt ham med kram og kærtegn, og sammen blev de to placeret på første række hos AFC, hvor sheik Salman fra talerstolen hyldede Infantino som FIFA’s ubestridte leder.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mangemilliardæren Chung Mong-joon fra Sydkorea har været udelukket fra al fodbold, men han er tydeligvis taget til nåde af Infantino. Foto: Lars Poulsen
Mangemilliardæren Chung Mong-joon fra Sydkorea har været udelukket fra al fodbold, men han er tydeligvis taget til nåde af Infantino. Foto: Lars Poulsen
 

Salman havde på et møde i FIFA’s styrende råd mandag fået gennemtrumfet, at Infantino på kongressen onsdag bliver genvalgt med akklamation, altså uden nogen form for afstemning. Der skal ikke være nogen hår i suppen. Den slags kunne de ikke gøre bedre i det gamle Sovjetunionen. Eller for den sags skyld i Sepp Batters dage som FIFA-præsident.

Og når vi nu er ved Blatter og vennerne i øst. Det var en kendt sag, at Blatter ville rejse til verdens ende for at blive fotograferet med en statsleder og modtage en medalje. Infantino går ham i bedene. Kort før denne uges sammenkomst i Paris var Infantino et smut i Moskva, hvor han af Vladimir Putin modtog den russiske venskabsorden. Smukt placeret på venstre jakkerevers.

Artiklen fortsætter under billedet...

Der var meget lidt, der handlede om fodbold tirsdag, men Infantino bemærkede dog den store pokal, som Qatar tidligere på året fik som bevis for at have vundet de asiatiske mesterskaber. De skal i øvrigt om fire år holdes i Kina. foto: Lars Poulsen.
Der var meget lidt, der handlede om fodbold tirsdag, men Infantino bemærkede dog den store pokal, som Qatar tidligere på året fik som bevis for at have vundet de asiatiske mesterskaber. De skal i øvrigt om fire år holdes i Kina. foto: Lars Poulsen.
 

Er der da slet ikke noget, som har forandret sig i FIFA, efter at Infantino er kommet til? Det er der. Der er nu klare krav til de lande, der søger om at afholde VM. Det gælder også på menneskerettighedsområdet.

Men den største forskel er, at der er i dag er endnu flere penge til deling blandt medlemslandene. Det var et løfte Infantino, blev valgt på, og det vil han gentage onsdag fra talerstolen. De delegerede fra alle 211 medlemslande vil tage fra byernes by med lidt flere penge på lommen. Penge som skal bruges til at udvikle fodbolden lokalt, men som desværre for ofte ender i de forkerte lommer. 

Således blev præsidenten for Sydsudans fodboldforbund, Ghabour Goc Alei, 24 maj udelukket fra al fodbold i ti år for at havde misbrugt midler fra FIFA. Præcis som det så ofte skete i Blatters dage.

Se også: Håndsky FIFA-præsident i flyverskjul

Se også: DBU-formand lurepasser: - Jeg vil ikke forholde mig til det

Se også: Officielt: FIFA dropper kæmpe ændring

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere