Kahlenberg om Brøndby-stoppet: Pludselig sad jeg bare og græd

Der var gået præcis ét år og én dag fra endnu en skadespause begyndte, til Thomas Kahlenberg tog beslutningen. Seks kampe i april måned 2016 havde været alt for hårdt for den ramte hofte, og siden havde midtbanemanden været gennem en operation og en hård genoptræning, før han nu endelig var tilbage i Brøndby-trøjen. Det var blevet til en hel 2. halvleg i Haderslev mod SønderjyskE for ligesom at teste fysikken, og nu løb han så her og varmede op på sidelinjen, mens Parken gyngede og sang i en højdramatisk pokalfinale mellem FC København og Brøndby. Men den 34-årige Kahlenberg havde faktisk ikke særlig meget lyst til at blive kastet ind i det opgør, der efter pausen gik fra 0-0 til 1-1 og sluttede med 3-1 til FC København. - Jeg var jo ikke fit eller klar til at spille i den forstand. Men der var to kampe tilbage af turneringen, da vi skulle spille mod SønderjyskE, og der kunne ikke ændres noget på, at vi sluttede som nummer to, så jeg spillede for at få nogle svar og få det prøvet af, efter jeg havde trænet over længere tid. - Vi vidste jo godt, at det ikke var 100 procent, men jeg kunne alligevel lave ret meget, så den halvleg var en god anledning til at finde ud af, hvordan kroppen reagerede, fortæller Thomas Kahlenberg om comebacket fire dage før pokalfinalen i Parken, hvor han ikke bare var med for syns skyld. --------- EKSTRA SPLIT ELEMENT --------- - Jeg havde været i spil, hvis vi havde haft en føring i kampen, som vi skulle holde. Hvis vi ikke skulle jage og sprinte, men holde lidt i bolden og tage nogle beslutninger i spillet. Det havde jeg også snakket med træneren om inden. - Men når jeg havde været med i opvarmningen i nogle af de tidligere kampe og også mod SønderjyskE, hvor jeg varmede op fra bænken, så glædede jeg mig ikke til at komme ind. Jeg håbede mere, at jeg ikke kom ind, for jeg kunne mærke, at det ikke var særlig godt, når jeg varmede op. - Men jeg havde jo villet det så meget, og selv om jeg da havde mærket nogle ting, så syntes jeg alligevel, at jeg havde en god fornemmelse, men når det så gjaldt en kampsituation, så kom fornemmelsen af begrænsninger og smerter og gener tilbage. Det var jo et signal om, at nu skulle jeg ikke mere. Nu skulle jeg sige stop. - Jeg varmede så op i store dele af 2. halvleg af pokalfinalen, men kunne godt mærke, at jeg faktisk helst ikke skulle ind. Jeg var selvfølgelig gået ind og havde bidraget med de ting, som jeg skulle bidrage med, og som jeg også godt kunne have udført på et eller andet niveau, men jeg kunne godt mærke, at det ville være lidt presset. - Nogle dage var det okay, men det nytter jo ikke noget, at det skal være sådan et lotteri, hvor man lige rammer den rigtige dag på kampdagen. Skal man så holde igen hele ugen for at være klar og frisk? For det første går den ikke under Zorniger, og for det andet går det bare slet ikke i det hele taget. - Men det var faktisk først, da pokalfinalen var afgjort, at jeg sådan endegyldigt sagde til mig selv, at jeg ikke kunne spille mere. Og så tog jeg så snakken med Brøndby om, at jeg gerne ville stoppe, siger Thomas Kahlenberg, der på det tidspunkt også kun havde en måneds tid tilbage af en kontrakt, som Brøndby heller ikke havde planer om at forlænge. --------- EKSTRA SPLIT ELEMENT --------- Men da det var klubben, hvor det hele var begyndt knap 20 år tidligere, skulle midtbanemanden selvfølgelig ikke forlade Brøndby Stadion ad bagdøren, og det gjorde han heller ikke. For selv om hverken formen eller kroppen var 100 procent, så kunne han med talentet og erfaringen stadig gøre fyldest, og derfor spillede han fra start som anfører, da sæsonen tre dage efter den tabte pokalfinale lukkede hjemme mod FC Nordsjælland. Og det blev en afsked, som det passede sig for en Brøndby-legende. - Det var en rigtig mærkelig dag. I dagene op til havde jeg taget beslutningen endegyldigt og haft snakken med klubben, så jeg vidste, at det var den sidste dag, og så var der nogle interviews, hvor det løb lidt af med mig. Og at løbe på banen med mine børn og få den hyldest – den gestus jeg fik af hele stadion – det var meget overvældende og meget specielt. - Det var fantastisk at få den afslutning og få sagt farvel, i stedet for at vente til efter sæsonen var slut og så bare trække stikket. Nu har jeg oplevelsen, billederne og videoen af børnene, der er med mig inde på banen. - Det var stort, og det betyder meget for mig. Men da kampen så gik i gang, blev det hurtigt en kamp som alle andre, siger Kahlenberg med det skæve smil, som man kender. Og midtbanemanden holdt til det 47. minut, selv om omstændighederne ikke var optimale – slet ikke da Hjörtur Hermannsson blev vist ud efter 11 minutter. - Vi startede ellers meget godt, men i forvejen var jeg jo ikke i mit livs forfatning, så det var ikke så sjovt at skulle løbe rundt mod de der små vævre Nordsjælland-drenge med en mand i undertal. - Der kunne jeg godt mærke, at mine presse-evner eller mangel på samme kom lidt til kort. Så det var en lidt hårdere halvleg end nødvendigt, men det var en fed dag, som jeg kigger tilbage på med stor glæde. - Det gør jeg, siger Kahlenberg, der den dag var en af fem mand, der stoppede i klubben, men bestemt ikke blev snydt for sit bifald, selv om der også skulle siges farvel til Frederik Holst, Lebogang Phiri, Rodolph Austin og angrebstræner Mark Strudal. - Efter kampen var der afslutning på stadion med koner og ledere og det hele. Det var en sæsonafslutning, som der er hvert år, men så var der bare lidt mere afsked end normalt, så der var nok flere taler end sædvanligt, fortæller midtbanemanden, der ikke havde sådan et øjeblik, hvor det ramte ham, at det nu var slut. - Nej, der var mere mange øjeblikke. Jeg havde jo været i tvivl hele tiden, og jeg havde egentlig troet på det, for der havde været mange gode øjeblikke gennem foråret, og jeg havde hele tiden prøvet at optimere alle de ting, jeg kunne gøre. - Men det holdt bare ikke, og derfor tog jeg beslutningen, siger Kahlenberg om en beslutning, der både var trist men samtidig også en stor lettelse. - Det var jo den store kontrast i det. Det var en stor lettelse, men samtidig var det også så overvældende. Jeg kan for eksempel ikke huske, hvornår jeg ellers har grædt i mit voksenliv. Mine børns fødsel har været enestående og overvældende øjeblikke, men det var ikke med tårer, der løb på den måde. I hvert fald ikke i samme omfang som her. - På dagen for den sidste kamp var jeg ude at køre i bil, og pludselig sad jeg bare og græd. Det var sgu’ mærkeligt. Ja, bare at sidde og snakke om det nu og sætte ord på er følelsesmæssigt, siger Thomas Kahlenberg på en blæsende januar-mandag over en kop kaffe, otte måneder efter at solen skinnede på en fyldt endetribune i Brøndby, og folket hyldede en mand, der sagde farvel til et liv som fodboldspiller. Brøndby-anfører: Oscar-skandalen var et kæmpe chok Overscoringer og kæmpehandler: Her er Superligaens 13 bedste nyindkøb

Kahlenberg om Brøndby-stoppet: Pludselig sad jeg bare og græd

Læs videre med
Ekstra Bladet+

For79 kr./md.

Læs videre medEkstra Bladet+

For79 kr./md.

Læs videre med
Ekstra Bladet+