Kalenderen er smadret

FIFA kæmper mod coronaen, og den internationale matchkalender er smadret - nu skal der laves en ny, hvor der blandt andet skal findes nye datoer til kvindernes EM og U21

Infantino som her er sammen med Ahmad Ahmad, præsident for CAF, skal nu strikke en ny matchkalender sammen. Foto: Lars Poulsen.
Infantino som her er sammen med Ahmad Ahmad, præsident for CAF, skal nu strikke en ny matchkalender sammen. Foto: Lars Poulsen.

Efter tirsdagens beslutning om at udskyde EM til 2021 samlede FIFA’s præsident Gianni Infantino onsdag fodboldpræsidenterne fra alle konføderationerne til et videomøde om fodbolden i coronaens skygge. Og udfordringerne er mildest talt kolossale. Der skal nemlig vendes op og ned på den internationale matchkalender. 

På dagsordenen var en accept af, at EM 2020 og Sydamerikas Copa America 2020 skubbes til 2021. Det handlede blot om en blåstempling, og det var allerede på plads inden mødet.

For at give plads til de to turneringer næste sommer er FIFA tvunget til at udskyde Infantinos helt store personlige projekt, det nye klub-VM med 24 hold, herunder otte europæiske, som skulle have været afviklet i Kina.

Men det er næppe med blødende hjerte, at FIFA-præsidenten har givet denne ’gave’ til UEFA. Han har nemlig haft svært ved at sælge sit klub-VM til tv-stationer og kommercielle partnere.

Det virker ikke til, at der er mange som for alvor angler efter en ny turnering, og det er da også kun modstræbende, at UEFA har givet sit tilsagn om at bidrage med otte hold. Infantino havde gerne set 12 hold fra Europa.

Men under alle omstændigheder holder han fast i sit projekt. Han udskyder, men aflyser ikke Klub-VM. På mødet onsdag havde han det som andet punkt på dagsordenen:

’Vi skal på et senere tidspunkt – når der er mere klarhed over situationen – beslutte, om det nye Klub-VM skal spilles senere i 2021, i 2022 eller i 2023.’

Der venter FIFA en række bøvlede møder med det kinesiske fodboldforbund og den kinesiske regering, som har set Klub-VM som en gylden mulighed til at sportsvaske regimet.

Artiklen fortsætter under billedet... 

Nu skal Infantino forklare den kinesiske præsident, Xi Jinping, at han alligevel ikke får noget Klub-VM næste sommer. Foto: Ritzau Scanpix
Nu skal Infantino forklare den kinesiske præsident, Xi Jinping, at han alligevel ikke får noget Klub-VM næste sommer. Foto: Ritzau Scanpix
 

Men der er mange andre udfordringer for FIFA, der sidder med hovedansvaret for den internationale matchkalender.

Efter møderne i UEFA tirsdag, hvor EM blev skudt til 2021, blev det også besluttet, at der skal findes nye datoer for Nations League-finalerne, for herrernes U21 og for kvindernes EM. Alle tre turneringer var oprindeligt sat til at blive afviklet i juni og juli næste sommer.

Onsdag kom der så en yderligere udfordring, da det afrikanske fodboldforbund, CAF, udskød African Nations League. som skulle have fundet sted fra 4. til 25. april i Cameroun. Igen var det på grund af coronavirussen.

Selvsamme virus er også begyndt at gøre ondt på kvalifikationsturneringerne frem mod VM i Qatar i 2022. FIFA har således udskudt en række VM-kvalifikationskampe, som skulle have været spillet i slutningen af marts i Sydamerika. Det samme gør sig gældende for kampe i Asien, og her har FIFA også foreløbigt aflyst kampe, som skulle være spillet i begyndelsen af juni.   

Gianni Infantino håber, at FIFA kan have en redigeret international matchkalender på plads i slutningen af april. Men coronavirussen er stadig den usikre faktor. Der er ikke meget, der tyder på, at der kan spilles fodbold i Europa i hverken marts eller april, så meget kan ændre sig igen.

FIFA gør dog selv en indsats for at afhjælpe spredningen. Således har Infantino i denne uge på vegne af FIFA doneret 70 millioner kroner til verdenssundhedsorganisationen WHO. Han har også fået lavet en video, hvor han med opsmøgede ærmer viser, hvordan man vasker sine hænder korrekt. Noget han har god erfaring i.

Se også: Aflyst alt for sent

Se også: Største udfordring siden 2. verdenskrig: Fire muligheder

Se også: Topbosser kan 'reddes' af coronavirus

Se også: Gave til dansk fodbold - og ny modstander afsløret

4 kommentarer
Vis kommentarer