Klavs Bruun i VM-form: Derfor er jeg stolt

Landstræneren viser sine spillere stor tillid, inden det lørdag går løs ved VM i Tyskland - men han helgarderer sig også

Klavs Bruun er optimistisk her før VM går i gang. Foto: Lars Poulsen
Klavs Bruun er optimistisk her før VM går i gang. Foto: Lars Poulsen
Følg Sport

OLDENBURG (Ekstra Bladet) Så er det ved at være alvor. Lørdag aften venter Montenegro de danske kvinder i EWE Arena i den tyske by, Oldenburg, som rummer 160.000 indbyggere. Det bliver dermed startskuddet til den anden VM-slutrunde med Klavs Bruun Jørgensen i spidsen for det danske landshold.

Ekstra Bladet har spurgt ham om, hvad han har lært af de to seneste år, og om hvor langt han tror, han kan bringe holdet ved VM:

- Jeg har lært at holde fast i det, jeg tror på. Det synes jeg, at jeg har evnet, og det er jeg glad for og stolt af. 

- Den fokus jeg har haft på fysisk træning, som nogen nærmest har gjort grin af og har kaldt for et korstog, har jeg hele tiden ment var vigtigt. Og jeg kan også se, at det hjælper.

Der er så mange eksempler på, at de bliver bedre og mere stabile. En ting er, at du kan spille rigtig gode kampe, men hvis du skal spille rigtig mange gode kampe, skal du være i den bedste version af dig selv. De er også i grundlæggende god form. Det har de også været før. Nu er de bare i endnu bedre form.

- Men jeg bliver aldrig tilfreds. Jeg kan godt være glad for nogle ting, men jeg tror altid på, at vi kan gøre det bedre. Selv om vi en eller anden dag står med en guldmedalje tror jeg stadig på forbedring.

- Vi er gået fra, at vi måske havde syv-otte spillere, der skulle sidde og cykle i opvarmningen til at alle træner hver gang. Det kunne vi ikke i starten. Det er stensikkert en af forklaringerne på, at det gik bedre til EM. Vi havde en trup som kunne træne hver evig eneste gang uden problemer. Det kunne vi ikke op til VM for to år siden.

- Stine Jørgensen er et fremragende eksempel – uden at jeg skal komme ind på hendes seneste test – for det må vi ikke – med mindre hun selv giver lov, men den var rigtig god. Man kan også se det på den måde, hun spiller på i Odense nu. Hun er en dominerende spiller, og hun er blevet endnu mere klar og tydelig i sin måde at spille på. Også på landsholdet.

Artiklen fortsætter under billedet

Stine Jørgensen i den røde trøkje femhæves for sin gode fysik. Foto: Anita Graversen
Stine Jørgensen i den røde trøkje femhæves for sin gode fysik. Foto: Anita Graversen
 

- Teknisk er vi måske bedre end de fleste lande. Der er så mange kvaliteter i dansk håndbold i forhold til måden at tænke på. Det gælder sammenhold. Det er vi bedre til i forhold til mange andre lande. Men hvis vi ikke har fysikken til at stå kampene igennem, så nytter det ikke ret meget.

- Det kan vi også se på herrehåndbolden, hvor Frankrig har en ekstrem fysik. Jeg vil gerne have, at vi på et tidspunkt ser på det danske damelandshold og siger, at vi er de stærkeste i verden. Det gør det nemmere i forhold til størstedelen af de hold, vi kommer til at møde.

- Så vil vi kunne matche Norge, Holland og Frankrig og slå alle de andre uden problemer hver gang. Fordi man bare har et overskud. Vi bevæger os tættere og tættere på, og det kunne vi også se i kvalifikationskampene mod Slovenien og Island. 

- Du er uden Anne Mette Hansen i venstre side af angrebet. Hvordan løser du det?

- Både Line Haugsted og Stine Jørgensen er i rigtig godt form. Jeg håber, de kan holde til at spille rigtig meget. Men havde Anne Mette været der havde det givet ro i forhold til bredden både forsvars- og angrebsmæssigt.

- Og så må vi se, hvor tæt Kristina Jørgensen er på at kunne gå ind i sådan nogle kampe. Hun dækker rigtig godt op for Viborg, og det er toppen af poppen i Danmark. Hun er en meget uimponeret pige, og mit udgangspunkt er, at vi skal bruge så meget af truppen som overhovedet muligt.

- Men jeg kunne se under EM, at når vi skiftede for meget ud, så ændrede billedet sig. Det så vi også i vores kvalifikationskamp mod Slovenien. I det øjeblik vi skifter meget ud, så er der en lille niveauforskel. Det skal man have respekt for, og det kan komme til at koste lidt ekstra kræfter for dem, der bærer meget. 

- Nu skal der især arbejdes med angrebsspillet. Det er nok mere udbredt for damelandsholdet end for herrelandsholdet, men vi har sværere ved at lave mål. Vi har bare ikke en Mikkel Hansen, der kan hoppe op og lave mål ud af ingenting. Vi skal konstruere os til dem.

- Skal Mulle igen være bænkevarmer?

- Jeg tager ikke Kristina Kristiansen med for at hun skal sidde på bænken hele tiden. Jeg vil gerne bruge hende. Men det skal give mening. Ved EM var det bare sådan, at Stine Jørgensen og Lotte Grigel løste deres opgaver. Det betød, at Kristina kom i klemme.

- Nu kommer Stine Jørgensen også til at spille en del som venstre back, og det kan sagtens åbne for, at Kristina kommer til at spille noget mere. Men det er ikke noget, jeg har lagt mig fast på.

Artiklen fortsætter under billedet

En kendt situation. Mulle på bænken. men måske får hun lov til at spille lidt mere ved VM. Foto: Rene Schütze
En kendt situation. Mulle på bænken. men måske får hun lov til at spille lidt mere ved VM. Foto: Rene Schütze
 

- Hvad er forventningerne efter 4. pladsen ved EM i Sverige?

- Hvis vi rammer dagen, og det kræver at mange spillere gør det, så tror jeg på, at vi kan slå stort set alle hold. Også Norge, med respekt for at de har et fuldstændig fantastisk hold

- Når jeg ser på de kvaliteter, vores eget hold har vist, ikke mindst forsvarsmæssigt, så tror jeg, vi kan vinde. Men jeg ved også, at hvis vi ikke rammer det hele i en 1/8-finale, så kan vi stå med håret i postkassen. Vi kommer til at møde et formentligt glimrende hold i 1/8-finalen. Men får vi en første eller andenplads i vores pulje, ser det forhåbentligt fornuftigt ud.

- Men jeg har det også sådan, at Holland, som jeg betragter som værende det stærkeste hold i anden pulje, tror jeg også på, vi kan slå. Men det kræver, at vi rammer dagen.

- Vi kan gå hele vejen, men vi kan også ryge ud i en 1/8-finale og i en kvartfinale. For der er rigtig mange gode hold. Vejen fra en tiendeplads til en semifinale er ikke særlig lang.

- Hvorfor må spillerne kun tale håndbold ved slutrunden?

- Når vi kommer uden for hotellet, så fylder håndbolden lidt mere i hovedet og der vil jeg bare have, at så koncentrerer vi os om håndbold. Jeg har ikke noget imod de bløde historier. Sådan skal det ikke forstås. Jeg ved godt, de er vigtige, og de kan være hyggelige. Nogle gange læser jeg dem også selv og sidder og smiler lidt.

– Når vi er til en slutrunde, klæder det holdet at koncentrere sig om håndbold. Tanken om at de bliver skudt i skoene, at de koncentrerer sig om alt muligt andet, den gider jeg ikke have hængende over hovedet. Pigerne synes, det er rigtig rart, at vi gør det på den her måde. De ved, hvad de skal forholde sig til, siger Klavs Bruun.

Den lille hjælper

Ved slutrunden i Tyskland bliver der debut til forsvarsspecialisten Lars Jørgensen som assistent på det danske landshold. Han afløser Søren Herskind, som Klavs Bruun nærmest var vokset op med i Virum.

Men springet fra Herskind til Lars Jørgensen ser landstræneren ikke som noget problem. 

- Jeg har spillet med Lars og arbejdet sammen med ham i AG København og set hvordan han kunne lære fra sig. Det er vigtigt som assistent at kunne komme med inputs og være med til at finjustere. Det vidste jeg, han kunne, og så er han et af de mest omgængelige mennesker jeg kender.

- Jeg har aldrig hørt nogen snakke ondt om Lars. Han er meget vellidt. Respekten er der også fra starten. Alle pigerne er udmærket klar over, hvad han har præsteret gennem sin karriere.

- Er i også enige om, hvordan der skal dækkes op?

- Ja, det er vi. Det er nemmere at være for offensiv fra starten og så kan vi altid trække os lidt tilbage for at finde den højde, der passer os bedst. Jeg nægter bare at stå helt nede på seks meter. Den tror jeg bare ikke på.

- Når hold står helt dernede, så taber de. Når der er meget mere dynamik i forsvaret, som vi gerne vil have det, er chancerne for at vinde meget større. Den er Lars fuldstændig med på. Da han så hvor bevægelige spillere vi har, især vores midterblok med Stine Bodholt og Line Haugsted, var han fuldstændig solgt. For de er bare ekstremt dygtige til det forsvar, og det skal vi drage nytte af, siger klavs Bruun.

Nu er de 18

Først var de 16, så blev de 17, og nu er der 18 spillere i den danske VM-trup i Oldenburg. Senest ankomne er højrefløjen Simone Böhme som skal træde til, hvis ikke Trine Østergaard når at blive klar. Østergaard slog sine skulder i mandagens kamp mod Sverige og har stadig efterveer.

Den 17. spiller i truppen blev Stine Bodholt, som overraskende meldte sig klar i 11. time, selv hun ellers først havde meldt fra med en skade. Hvis kun kan stå distancen, er hun en klar forstærkning af det danske forsvar.

Og her er så den samlede trup:

Målvogtere:

Sandra Toft 

Althea Reinhardt

Stregspillere:

Sarah Iversen

Stine Bodholt

Kathrine Heindahl 

Rikke Iversen 

Fløjspillere:

Maria Fisker 

Fie Woller

Simone Böhme

Trine Østergaard

Bagspillere: 

Lotte Grigel 

Mette Tranborg 

Line Jørgensen 

Kristina Kristiansen 

Kristina Jørgensen 

Louise Burgaard 

Stine Jørgensen 

Line Haugsted 

VM-optimismen bobler efter dansk triumf mod Sverige

Angrebet lignede noget, der var løgn

Klavs Bruun søger afklaring - og undrer sig over Anja

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvis krigen og katastroferne kommer, hvad skal vi mennesker så gøre?