Tør øjnene, Kasi-dreng!

Jesper Nielsens boykot af Ekstra Bladet er latterlig og virkningsløs, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Jesper Nielsen er blevet sur på Ekstra Bladet og vil nu ikke tale med avisens journalister længere. (Foto: Ernst van Norde)
Jesper Nielsen er blevet sur på Ekstra Bladet og vil nu ikke tale med avisens journalister længere. (Foto: Ernst van Norde)

Som en groggy bokser har Kasi-Jesper i dag forsøgt med et sidste vildt sving. Ekstra Bladet er blevet boykottet af håndboldbossen og resten af ledelsen i AG København. Årsagen er Ekstra Bladets fokus på både Jesper Nielsens privatøkonomi og AG Københavns finansielle udfordringer.

Ja, vi er gået lige så hårdt til manden som Lars Jørgensen håndterer modstandere i AGK’s forsvar, men i alle tilfælde har Kasi-Jesper haft mulighed for at forklare, redegøre og hvad han eller har haft lyst til.

Se også: Kasi-Jesper på desperat pengejagt

Derfor er boykotten en klar overreaktion – og virker både latterlig og virkningsløs. Det står naturligvis Kasi-Jesper frit for, hvem han vil tale med, men strudsetaktikken plejer hverken at være god stil eller fremmende for en sportsvirksomhed.

Nu er det en vanskelig øvelse at bore sig ind i hjernen på Kasi-Jesper for at finde ud af, hvorfor han har taget det skridt. Kunne det være fordi, at Ekstra Bladet rent faktisk har sat fingeren på et helt ufatteligt ømt punkt hos den tidligere milliardær, der kæmper en økonomisk overlevelseskamp?

Se også: Ny skattebombe truer Kasi-Jesper

Fakta er, at Kasi-Jespers privatøkonomi gisper efter luft, at der venter et udestående med Brøndby på 41 millioner kroner, at en skattesag venter i Tyskland – og som Ekstra Bladet kunne fortælle i dag – muligvis en mere i sagen om sponsoratet af Brøndby.

På AG Københavns hjemmeside trækker Kasi-Jesper en tidligere kontrovers frem som den daværende smykkegrossist havde med Ekstra Bladet. Tilbage i 2007 kunne Ekstra Bladet dokumentere, at Kasi-Jespers bankforbindelse var stærkt bekymret for økonomien hos Pandora-manden.

Se også: AGK skylder spillerne penge

Den historie var nu helt i orden, og det var i øvrigt en sag fogedretten ikke tog stilling til. Nej, Ekstra Bladets historier blev bremset, da dommeren var i tvivl om, hvordan Ekstra Bladet havde skaffet disse oplysninger som Kasi-Jesper Nielsen. Altså er fogedforbuddet faldet over fremskaffelsen af dokumentationen og ikke historiernes rigtighed.

Derfor: Ekstra Bladet har ikke en hujende fis mod hverken AG København eller Kasi-Jesper. Tværtimod. I flere kommentarer og reportager er både klubben og bossen blevet hyldet for store visioner, handlekraft, nyskabelser og store armbevægelser. Ja, vi har også stillet kritiske spørgsmål om, hvor pengene skal komme fra.

Det kan ikke overraske Kasi-Jesper Nielsen, når man nu står i spidsen for en af de mest højtråbende forretninger i dansk idræt.

Boykotten? Tjae, her på Ekstra Bladet overlever vi nok. Vi vil fortsat servicere vores læsere på net og i avisen med stof om AG København og Kasi-Jesper.

Selvfølgelig – interessen er nemlig stor for den håndboldsatsning Kasi-Jesper på få år har fået op at flyve.

Så vi skal nok være der. Både når der bliver fejret Champions League-triumfer mod Barcelona, og når regningerne skal betales. Det burde Jesper Nielsen også vide.

Så tør øjnene, Kasi-dreng og lad os så komme videre!

0 kommentarer
Vis kommentarer