Brutalt for Superligaen

- At spille uden tilskuere kommer til at ramme Superliga-klubberne tonstungt, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Se hvor atnmosfæreforladt kampen mellem FCK og Horsens var.

STATSMINISTER METTE Frederiksen har med garanti ikke skænket det en tanke, men på mandagens aftenpressemøde smeltede hun Superligaklubbernes hedeste drøm.

De 14 klubber ville nemlig strække sig voldsomt langt for at få tilskuere til de resterende kampe. 

Om det så skulle strække turneringen til juli, måske august, så stod tilskuere næstøverst på ønskelisten.

Den drøm er knust, nu siger kalenderen september før man igen kan gå til Superligabold.

ØVERST STOD naturligvis, at man kunne spille turneringen færdig – og skal denne signatur være helt ærlig, så er der flere spørgsmål end svar om eksempelvis Superligaen, men også masser af anden sport i Danmark.

HVIS ELLERS DE berømte tal og kurver går den rigtige vej, så ser det ud til, at Superliga-klubberne kan genoptage træningen fra 11. maj. 

Med 14 dages træning, for at undgå skader og i det hele taget skabe et rimeligt sportsligt niveau, så kigger vi på turneringsstart sidst i maj.

Så langt så godt – selvom der stadig er praktiske hensyn at tage. 

ET SLAG PÅ tasken tilsiger, at vi taler godt 100 mennesker for at afvikle en kamp for gabende tomme tribuner. Spillere, stab, behandlere, tv-broadcastere, journalister og den slags.

Det må kunne løses på så stort et område, men det hjælper jo ikke på klubbernes varme tilskuerønske. 

LIGE NETOP de manglende tilskuere er et kæmpeproblem for klubberne på i hvert fald to områder.

  • Indtægter på en kampdag. Tag eksempelvis Brøndby, hvor cirka 10.000 mennesker ryger gennem tælleapparaterne på en gennemsnitlig kampdag. Entréindtægter mangler – og det samme gør pengene for en anseelig mængde fadøl og grillpølser. De såkaldte matchday-indtægter skaber altså et hul i kassen.
  • TV-indtægter. En joker, javist, men vil rettighedshaverne betale fuld pris for et produkt, der hævet over enhver tvivl er markant ringere uden tilskuere! Vi så det med de to runder, der blev spillet for tomme tribuner inden Superliga-nedlukningen. Jamen, det lignede desværre helt ligegyldige træningskampe. Sorry to say!

Artiklen fortsætter under billedet ...

Brøndby kommer til at bløde indtægter, når der ikke må komme tilskuere på stadion. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Brøndby kommer til at bløde indtægter, når der ikke må komme tilskuere på stadion. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Superligaen - 6. apr. 2020 - kl. 20:58 Ingen Superliga-bold den næste måned - ingen tilskuere før september

VI ER ALTSÅ INDE og røre ved de to markante indtægter for Superliga-klubberne – og så mange andre indtægtsmuligheder har de altså ikke – og det kommer til at gøre ondt.

Superligaklubberne sejler altså i samme båd som tusindvis af andre virksomheder, så på den måde er de hverken værre eller bedre stillet, men derfor kan det sagtens blive dramatisk.

DER CIRKULERER allerede snak om, at nogle klubber vil have mere end svært ved at komme helskindet ud på den anden side. 

At de mistede indtægter som skitseret her samt sponsorer, der selv er pressede og derfor springer fra, vil tage pusten fra nogle af Superligaklubberne – ligesom de også bliver ramt i 1. og 2. division.

Det her er den alvorligste mavepuster, dansk professionel fodbold er blevet ramt af nogensinde. En brutal, men også nødvendig konsekvens af corona-krisen.

DET ÆNDRER IKKE ved, at hverken fodboldmiljøet eller andre kan indvende så meget som et indkast mod de tiltag, der er taget. Sundhed først – og fodbold … Ja, ikke engang bagefter, men et stykke nede på listen.

Det er selvfølgelig også værd at huske på, at fodboldklubber OGSÅ er virksomheder med ganske almindelig mennesker ansatte.

SÅ ER DER signalerne. 

Kan fodbolden bære at insistere på en turneringsafvikling selv uden tilskuere, når titusindvis står til at miste deres arbejde, når et sundhedspersonale er kørt ned til sokkeholderne og alle dagligt bringer ofre?

DET KAN VIRKE som en farlig vej at betræde, selvom vi alle brænder helt enormt efter at se en ordentlig fodboldkamp igen 

Det skal bare ske, når Danmark er klar til det. 

Ståle Solbakken og Zeca mødtes onsdag hos FCK-manageren. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Middagen der ændrede FCK-lønnen

Mikkel Kessler kæmpede bravt - og med en håndskade - men tabte til Joe Calzaghe i Cardiff. Foto: Thomas Sjørup Sport og Spil Gense VM-brag: Kessler taber VM-titler mod hårdtslående waliser

Se også: Guardiolas mor mister livet til coronavirus

Se også: Store turneringer får kniven

71 kommentarer
Vis kommentarer