Bryder helvede løs, hvis Contador vinder?

Hatten af for spanierens imponerende forsøg på at vinde både Giro d’Italia og Tour de France. Selvfølgelig skal de bedste ryttere køre de største løb, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Alberto Contador fik en kanariefugl til pressemødet - og måske kan han flyve lige så højt som den i bjergene. Foto: Mikkel Tariq Khan
Alberto Contador fik en kanariefugl til pressemødet - og måske kan han flyve lige så højt som den i bjergene. Foto: Mikkel Tariq Khan

HEDEBØLGEN HAR ramt det meste af Europa, men for 198 senede mænd i tætsiddende lycra får temperaturmåleren fra i dag lige et ekstra vrid.

Det sker, når den 102. udgave af Tour De France tager afsæt i hollandske Utrecht – og selv om etapeløbet over dem alle altid river fat i centralnervesystemet, så er årets rundtur unik. På forhånd og på papiret, i hvert fald.

SJÆLDENT – OM nogen sinde – har der været fire så stærke bejlere til at stå med den gule trøje efter de tre uges lidelser på bjergtoppe, brosten og hektiske byafslutninger.

En kanariefugl tog noget af opmærksomheden ved Contadors pressmøde op til Tour-starten (Foto: KHAN TARIQ MIKKEL Cykling Kanarie-Contador tror på Double-projekt

En kvartet, der med så meget indbyrdes rivalisering garanterer for en hulens mase drama og djævelsk godt cykelløb. Vincenzo Nibali, Chris Froome, Nairo Quintana og Alberto Contador er musketererne, der skal krydse klinger, og en ting er i hvert fald stensikker: Det bliver ikke ’alle for en og en for alle!’.

NEJ, DET bliver krig, for de har alle hævntørsten og drømmen om at bevise, at de er med som mere end blot synlig passager.

  • Vincenzo Nibali vil bevise, at det ikke bare var Contador og Froomes exit fra Tour de France sidste år, der gjorde ham til vinder.
  • Chris Froome skal hævne sidste års nedtur og slå sit navn fast som Englands største Tour-rytter gennem tiden.
  • Nairo Quintana  skal bevise, at en bjergged også kan vinde Tour de France.
  • Alberto Contador skal ligesom Froome hævne sidste års exit og bevise, at man kan vinde både Giro d’Italia og Tour de France samme år.

Derfor: Der er dømt topmøde allerede fra første nervøse uge, hvor brosten, sidevind og nervøsitet kan skabe ravage.

SPECIELT CONTADORS  togt er interessant. The Double er en bedrift, ingen har gentaget, siden en formentlig velkrudtet Marco Pantani udførte vinderstuntet i 1998. Fordi det er afsindig hårdt, men også fordi flere og flere har koncentreret sig om en Grand Tour om året.

Derfor er det formentlig sværere nu, end det nogen sinde har været, og derfor er det bare med at løfte på hatten for Oleg Tinkov og Alberto Contadors vilde drømme. Tanken om, at de bedste ryttere skal køre de største løb, er lige så selvfølgelig som fadøl til Roskilde Festival.

Dopingdømte typer som Bjarne Riis bør ikke kunne fungere i international cykelsport, mener Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen. (Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan) Allan Olsen Sørg nu for, at Riis ALDRIG kan arbejde med cykling igen!

MEN HVAD NU hvis Contador både fysisk og mentalt overkommer strabadserne på de franske landeveje og sætter resten til vægs? Vil vi så tænke overmenneske, nye dopingmetoder, svindel og humbug? Vil helvede bryde løs?

Måske, men det er så den byrde, som denne generation af cykelryttere må bære og med Anti Doping Danmarks friske rapport i cykeltasken, blev vi igen mindet om, hvor vildt råddenskaben har gennemsyret en ellers fantastisk seværdig sport.

Den amerikanske Tour-vinder Greg LeMond har ikke meget til overs for Bjarne Riis og hans mulige comeback i professionel cykling. (Foto: Tariq Mikkel Khan) Cykling Tour-legende: Bjarne Riis har ingen plads i cykling

HER PÅ EKSTRA Bladet er vi fortsat dopingkritiske helt ud til kanyle-spidsen, men vi vil også formidle drama, taktik, indblik, nyheder og analyse i det virvar, der hedder Tour de France.

Igen i år vil Michael ’Kyllingen’ Rasmussen øse af sin fuldstændig fantastiske viden om Tour de France og cykling til glæde for dig. Hvad enten det er her i papiravisen, på din tablet eller mobil, så skal vi skal nok nå dig med vores stærke historier.

OG LAD OS bare tage den: Ja, Michael Rasmussen førte hele Danmark bag lyset, men i modsætning til så mange andre har han lagt alt frem og har – vigtigst af alt – ikke berøringsangst over for cyklingens allermørkeste kapitler. Som Bjarne Riis og Rolf Sørensen desværre har det, for de kan – ligesom Michael Rasmussen – læse et cykelløb med en kirurgs præcision.

HVEM DER VINDER? Jamen, som gammel beundrer af colombianske Lucho Herrera, så vil det være en fornøjelse at se landsmanden Nairo Quintana stå øverst på podiet i Paris, og med få enkeltstartskilometer i løbet kan det sagtens lade sig gøre.

Kommer Chris Froome helskindet gennem den første uge, så napper han dog sin anden Tour de France-sejr.

Hvis altså ikke ... nej, nej, stop. Kør for helvede. Kør!

PS:  Hvis ikke du kan få Tour de France nok, så smut ned og køb Tipsbladets og Ekstra Bladets store Tour de France-magasin. Det er ret godt.

Se Ekstra Bladets Tour de France-ekspert Michael Rasmussen vurdere chancen for nye dopingskandaler:

14 kommentarer
Vis kommentarer