Den må du æde, Agger!

Nederlaget til Skotland var en ynk og Åge Hareides mandskab er næsten slået tilbage til start, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

(Foto: Simon Bellis/Sportimage via PA Images)
(Foto: Simon Bellis/Sportimage via PA Images)

DEN SKOTSKE evighedsregn piskede ned over Hampden Park de første 45 minutter – og de tunge regndråber fik lige skyllet alle drømme om et dansk storhold i støbeskeen med ud i de skotske kloakker. Bedømt på den kamp, i hvert fald.

DET VAR GANSKE enkelt en ynk og en jammer, hvad Åge Hareides 11 mand leverede på en kølig aften i Glasgow – og det virker ganske enkelt uforståeligt, at de var de samme 11 mand, som leverede en storartet indsats mod Island blot fem dage tidligere.

Bevares, skotterne var mere aggressive end islændingene, men for en i sækkepiben med danske fejl.

Simple afleveringer hældt flere meter forbi modtageren, langsomme spilafviklinger, dårlige beslutninger og ingen energi eller kreativitet i offensiven.

JA, DET ER IKKE vanskeligt, at stange overskriften ’Hareides klart ringeste kamp som dansk landstræner’ ud over spalterne efter 1-0-nederlaget.

SÅ FIK VI TIL gengæld det største skænderi på det danske landshold siden Peter Schmeichel og Jesper Grønkjær røg i verbal infight under EM i 2000 i kampen mod Tjekkiet.

Denne gang var det Schmeichel Jr. og Daniel Agger, der lige havde et kæmpe opgør. Ikke bare en gang røg de to selvbevidste landsholdsprofiler i clinch, nej Agger måtte efter den første tur lige tilbage og genoptage diskussionen.

HER MÅ KAMPLEDEREN bryde ind! Skotternes 1-0-mål tildeles Daniel Agger med 90 mod 10 procent.

Eller med andre ord, den må Daniel Agger æde.

Brøndbyspilleren er helt tæt på bolden og da han kan sætte foden på, har Schmeichel stadig 5-6 meter ud. Ja, det kan være, at kommunikationen – eller manglen på samme - også hænger på Schmeichel, men det er en situation Daniel Agger bør have tjek på.

Under alle omstændigheder, så lyder en forsoningspint på det nærmeste værtshus som en god idé…

DET VAR BESTEMT ikke en af Daniel Aggers bedste kampe, men tag et kig rundt på resten af holdet – og der er masser i samme sløje kategori. Herunder stortalentet Andreas Christensen, der smed forbavsende mange bolde væk – også selvom han får et lille plus for en heroisk redning med et kvarter igen.

VAR DER INGEN lyspunkter i aftenmørket? Tjoe, kaffen var varm, skotterne venlige, stemningen på det halvtomme stadion ganske fin, men ellers? Kun Christian Eriksen og til dels Simon Kjær og Pierre Emile Højbjerg samt Henrik Dalsgaard.

Men altså Eriksen var den lille oplevelse. Tog igen masser af ansvar i den frie playmakerrolle, det var fra hans fødder de få veltænkte stikninger kom og der var også et par forsøg på mål ligesom indlæg og dødbolde var skarpe.

TIL GENGÆLD er der masser at tage fat på for Åge Hareide. Her er bare et par af lavpunkterne:

  • Riza Durmisi er for usikker defensiv og mens han ikke har problemer med at komme med frem, så er hans indlæg hovedrystende ringe og sparket elendigt. Ni ud af 10 sejler af sted uden adresse – og det er altså et problem som wingback. Her bør Nicolai Boilesen kunne gøre langt mere fyldest. Problemet er den manglende spilletid i Ajax, men mon ikke han bør med til Japan og Kirin Cup til sommer. Jo!
  • Yussuf Poulsen og Nicolai Jørgensen spillede ikke engang tilsammen en godkendt landskamp – og selvom skotterne stod lavt, så var de for usynlige – og selvom specielt Jørgensen kom frem til et par chancer, så manglede timingen.
  • Thomas Delaney kom igen med masser af energi og vundne hovedstødsdueller, men langt fra så fremtrædende og i begivenhedernes centrum som i FCK.

NÅ, DET VAR heldigvis kun en træningskamp, men bundniveauet – specielt i første halvleg – må have bekymret Hareide, der da heller ikke kom frem fra sin boks i de første 45 minutter.

Mod et ikke specielt prangende skotsk mandskab havde nordmanden ellers alle muligheder for at bygge på den lille begejstring han havde skabt omkring landsholdet.

Men ligesom Morten Olsen også oplevede det utallige gange, så er Hareide slået tilbage til start og en tur i tænke-værkstedet.

35 kommentarer
Vis kommentarer