Den store frygt: Hvor ramt er I?

- Parken vil være fortættet, elektrisk – og forenet i en fejring af Christian Eriksens tilbagevenden til livet i aften mod Belgien, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Den store frygt: Hvor ramt er I?

JAMEN, DOG. SÅ har DBU-formand Jesper Møller også fået tænkt sig om. Det gør han åbenbart lidt langsommere end alle andre.

Der skulle i hvert fald gå næsten fire døgn fra Christian Eriksens uhyggelige kollaps, til Jesper Møller lod sin visdom tilgå verden.

HELDIGVIS VAR DBU-bossen og UEFA-eksekutivmedlemmet kommet frem til det samme som de fleste andre, nemlig at UEFA svigtede al menneskelighed til fordel for en brutal prioritering af protokoller, regler og kommercielle partnere.

Præcis som Kasper Hjulmand på befriende ærlig facon slog fast allerede mandag, men ikke fik opbakning til fra DBU-toppen.

Jesper Møller vil nu også have lavet protokollerne om, og mon ikke de fleste i UEFA trods alt kan se det.

Alligevel er budskabet fra Jesper Møller rigtigt. Bare for sent.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jesper Møller vil nu ændre UEFA's protokoller, så Kasper Schmeichel og de øvrige spillere ikke står i den situation igen. Foto: Lars Poulsen
Jesper Møller vil nu ændre UEFA's protokoller, så Kasper Schmeichel og de øvrige spillere ikke står i den situation igen. Foto: Lars Poulsen
 

FOR SENT ER DET forhåbentlig ikke for Danmark i EM-slutrunden, men klokken er efterhånden ved at være at være fem minutter i.

Nederlaget til Finland på den uhyggelige og tragiske baggrund var et alvorligt tilbageslag i bestræbelserne på EM-succes.

SOM OM DET IKKE var nok, så venter Belgien i aften.

Et af verdens bedste mandskaber, hvor de individuelle kvaliteter er i verdensklasse – og hvor en spiller som Romelu Lukaku er i sit livs form. Det sidste siger ikke så lidt …

At den belgiske powerforward også var en af de første til at ønske Christian Eriksen god bedring, fortæller også om en anden klasse hos Inter-angriberen. Kan vi holde ham? Nej, men forsyningslinjerne skal afskæres, for Lukaku flytter forsvarere rundt, som var de papfigurer ...

Artiklen fortsætter under billederne ...

Belgiens Romelu Lukaku i Parken. Pas godt på ham. Foto: Lars Poulsen
Belgiens Romelu Lukaku i Parken. Pas godt på ham. Foto: Lars Poulsen
 

Yussuf Poulsen skal på en kæmpe opgave mod Belgien i aften. Foto: Lars Poulsen
Yussuf Poulsen skal på en kæmpe opgave mod Belgien i aften. Foto: Lars Poulsen
 

DANMARK? JA, selvfølgelig har Kasper Hjulmand instrueret sit hold i, hvordan de taktisk skal møde Belgien.

At presset skal sidde skarpt, at belgierne trods alt efterlader rum til at spille og løbe i.

Alt det er med garanti banket ind i spillerne til hudløshed - også hvordan Danmark skal spille uden holdets største offensive es, nemlig Eriksen.

En ting er dog endnu mere afgørende for Danmark: Hvilken mental tilstand er spillerne i, når de træder ind i Parken med 25.000 tilskuere på lægterne.

Hvor ramt er spillerne, hvad dukker op ved gensynet med Parken og åstedet for Christian Eriksens uhyggelige hjertestop.

Spillerne var derinde i går aftes, men en kampsituation er med garanti anderledes.

MÅSKE REAKTIONERNE først kommer, når fløjten har lydt til første spark.

Uanset hvad, så skal Kasper Hjulmand i hvert fald være lige dele sportspsykolog og fodboldtræner frem mod og efter kickoff.

Selvfølgelig kan man håbe på, at spillerne spænder hver en fiber i kroppen og leverer til sidste sveddråbe for at give Christian Eriksen en sejr.

At chokket, lettelsen over Eriksens tilbagevenden til livet – og måske også vreden over UEFA’s usle behandling kan være det brændstof, der får samtlige spillere til at levere deres livs kamp.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Parken bliver elektrisk i aften mod Belgien. Foto: Lars Poulsen
Parken bliver elektrisk i aften mod Belgien. Foto: Lars Poulsen
 

DET KRYDSER VI fingre for, og tre points vil pynte gevaldigt på en slunken EM-konto.

Nøgternt set, så er Belgien bare et verdensklassehold, hvilket de med al tydelighed beviste, da de slog Danmark to gange i Nations League ud af to mulige.

TIL GENGÆLD – OG her ligger måske Danmarks største fordel – så vil Parken være fortættet, elektrisk – og forenet i en fejring af Christian Eriksens tilbagevenden til livet.

Et inferno af opbakning til et landshold, der vil blive mødt af ubetinget hengivenhed efter den uhyggelig oplevelse i lørdags.

En helt særlig stemning til en helt speciel situation.

Det bliver en for alle – og alle for Christian!

Læs også: Belgien laver særlig Eriksen-hyldest

Russisk hjælp til Danmark, Bale i hopla for Wales og suveræne Italien - se højdepunkterne fra onsdagens kampe: