Det ku' være så typisk dansk: 'Lav nu ikke ged i den'

- Danmark har alle kort på hånden i VM-kampen mod Armenien, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Tak Maestro! Hareide lykønsker Christian Eriksen med den helt forrygende kamp mod Polen. Foto: Lars Poulsen
Tak Maestro! Hareide lykønsker Christian Eriksen med den helt forrygende kamp mod Polen. Foto: Lars Poulsen

PSST – EN LILLE hemmelighed: Danskerne væltede ind på ekstrabladet.dk fredag og lørdag. Med ét hovedformål, nemlig at læse om den fantastiske 4-0-sejr over Polen i Parken.

Skal vi være ærlige, så har vi ikke ligefrem bestilt nye og større servere, når det danske landshold har spillet, men fredag aften ændrede den formidable præstation i Parken på det sørgelige faktum.

DEN INSPIRERENDE og viljestærke indsats fik igen danskerne til at elske landsholdet, og gennem hele weekenden og i alle sammenhænge, jeg har været i, har det lydt:

’Nøj, så du landskampen – og hvor var det fedt.’

Fredag nat blev der skrålet Reseppten og skålet i fadøl i Københavns gader. Hvem kan lige huske den fodbold-fornemmelse? Nej, vel – og det kan vise sig mere værd for DBU end de tre point mod Polen. Et landshold, der begejstrer, kan ikke købes for marketingkroner eller via krumspring på de sociale medier.

NU KUNNE DET så være fuldstændig typisk dansk, at det hele fuser ud med et håbløst resultat i aften mod Armenien, og at den voldsomme præstation mod Polen så har været helt ligegyldig.

Så lav nu ikke l… i den. Hold momentum, og slip ikke taget i danskerne!

Armenien og Henrikh Mkhitaryan SKAL besejres, bør blive det – og bli’r det!

GRUPPENS NÆSTDÅRLIGSTE hold bør ikke blive noget problem, og Åge Hareide har en to gigantiske fordele i den kamp:

  • Danmark har en VM-billet at spille for i modsætning til hjemmeholdet.
  • Gruppen må boble af selvtillid efter pragtpræstationen mod Polen, og det var lige præcis en af de kampe, der kan definere et hold. En sejr, der har kittet truppen sammen og givet dem en fælles succesoplevelse af de større.

ÅGE HAREIDES taktiske og semi-norske genistreg med de lange pedaler op mod specielt Andreas Cornelius sad lige i skabet mod Polen, og dele af den kan sagtens overføres til kampen i aften mod Armenien.

Ja, det er et anderledes hold, men Hareides taktiske skift var også et opgør med det såkaldte possesion-fodbold, hvor bolden helst skal være i egne rækker.

Det har ikke virket for det nuværende danske landshold, og begejstring kan også sagtens skabes uden poleret fodbold og med fokus på at skabe kaos og forandringer i spillet.

Artiklen fortsætter under billedet:

Landstræner Åge Hareide hygger sig i Armenien. Foto: Lars Poulsen
Landstræner Åge Hareide hygger sig i Armenien. Foto: Lars Poulsen
 

DET HANDLER LIGE så meget om indstilling, om vilje – og et offensivt mindset, som Hareide heldigvis ikke har givet køb på.

Bolden bliver sat på spil, og det klæder i den grad landsholdet.

Så mon ikke vi skal regne med en reprise af holdopstillingen også set i lyset af, at man naturligvis ikke ændrer voldsomt på et hold, der rundbarberede Robert Lewanhovski og co.

OMDREJNINGSPUNKTET bliver naturligvis maestro Eriksen, der lagde de sidste skeptikere ned med en verdensklasse-optræden i Parken. Han var involveret i alle fire mål og fik naturligvis seks velfortjente stjerner i Ekstra Bladet.

Mod Armenien er det igen hans overblik, hans fornemmelse for den afgørende aflevering, hans energi og øjne for at samle andenboldene op – og selvfølgelig hans eminente sparketeknik.

I en flok af dygtige fodboldspillere på landsholdet er Christian Eriksen juvelen, og han tager heldigvis mere og mere ansvar i den rolle. Skal Danmark til VM, jamen, så kræver det med stor sandsynlighed en Eriksen som den offensive dirigent.

EN KAMP PÅ kanten af Asien godt 4000 kilometer væk kan selvfølgelig ikke vække de samme følelser hos fodboldpublikummet som en udsolgt Parken og en klassemodstander, men mindre kan også gøre det. En sejr over Armenien vil pynte i den jagt på den VM-plads, der er kommet en lille smule inden for rækkevidde.

Vi jubler i hvert fald gerne videre – og skal nok klare endnu et stort rykind på ekstrabladet.dk, fordi landsholdet igen har fundet den plads i danskernes hjerter, som vi har sukket efter.

Hareides hemmelighed: Det var lidt hjernevask

Nye gode resultater: Sådan kommer Danmark til VM som to'er

Opskrift på succes: Hareides opgør med fortiden