Efter chokafbud: 'Det lyder som en kæmpejoke'

Mikkel Kessler ville ikke deltage i World Boxing Super Series, så Sauerland-lejren er åbenbart så desperate at Patrick Nielsen bliver hevet op som kanin og kanonføde, skriver Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Mikkel Kessler presset af Andre Ward i Super Six, men danskeren vil ikke være med i det nye turneringsformat. Foto: Jacob Ehrbahn
Mikkel Kessler presset af Andre Ward i Super Six, men danskeren vil ikke være med i det nye turneringsformat. Foto: Jacob Ehrbahn

SMASK! BOKSECIRKUS er kommet til byen og hovednummeret er stærke mænd med handsker.

Klovnen? Ja, ham har vi ikke helt udpeget endnu.

Er det Mikkel Kessler, der ikke på nuværende tidspunkt er klar til at deltage i den hypede World Boxing Super Series?

Eller er det MTG, der selvfølgelig regnede med, at kunne cashe ind på Mikkel Kesslers optræden i turneringen? En turnering, hvor Peter Nørrelund fra MTG Sport i øvrigt sidder i bestyrelsen.

Eller måske promoter-teamet Sauerland, der sammen med MTG med garanti har presset på for at få netop Mikkel Kesslers vægtklasse til at være på programmet i World Boxing Super Series?

MÅSKE INGEN AF dem, men det er utvivlsomt noget af en uppercut Mikkel Kessler har sendt i retning af både tv-bosser og promotorer med sit nej tak til det wildcard han ellers var blevet tildelt.

Nej’et fra Mikkel Kessler kommer naturligvis som en pæn overraskelse, da comebacket og annonceringen af det nye turneringsformat faldt påfaldende tæt sammen. Selvfølgelig var det masterplanen og det kan nemt ligne den store chance, der ikke blev taget.

Omvendt kan man jo ikke andet end at have stor respekt for Mikkel Kessler beslutning.

Af respekt for boksefaget, egen krop og omdømme stiller han ikke uforberedt op. Det kan sagtens være, at millionerne ville regne ned over ham, men hvis kløene kommer i samme tempo, så har den tidligere danske verdensmester altså gjort regnebrættet op.

Mikkel Kessler har trods alt det bedste kendskab til egen krop og han har altså koldt og kynisk vurderet, at han ikke ville være i fysisk god nok form til september.

Han vil ikke være til grin – og tak for det!

Artiklen fortætter under billedet:

En af de bedste kampe nogensinde  bokset på dansk grund. Mikkel Kessler vandt kampe på point over Carl Froch efter 12 forrygende omgange. Foto: Claus Bonnerup
En af de bedste kampe nogensinde bokset på dansk grund. Mikkel Kessler vandt kampe på point over Carl Froch efter 12 forrygende omgange. Foto: Claus Bonnerup
 

ET TURNERINGSFORMAT, hvor Kessler kan risikere tre kampe på 8-10 mdr. er formentlig for voldsomt for en ældre boksekrop. Fint nok – problemet er bare, at han risikerer aldrig at få chancen i World Boxing Super Series igen, da vægtklasserne skifter år for år.

Det er altså en enkeltstående kasse- og klassekamp Mikkel Kessler går efter og det kan sådan set være fint nok. Problemet kan jo blot være, at de gode navne er optaget af… ja, World Boxing Super Serie.

Det kan jo virke lidt grinagtigt, men der skal nok åbne sig muligheder for Mikkel Kessler, når vi rammer 2018. Det er jo boksning.

SKAL MAN TRÆKKE på smilebåndet, så må det nærmere være over, at promoter Kalle Sauerland over for Ekstra Bladet lufter tanken om, at lade Patrick Nielsen træde ind i turneringen.

Eller måske skal man slå sig på lårene af grin Kalle Sauerlands udtalelser som du kan læse her.

I Patrick Nielsen taler vi altså om en mand, der er nr. 28 i verden på den uafhængige rangliste som Boxrec.com udfærdiger og som i de fleste boksekredse betragtes med respekt. Tilmed en bokser, der kun har bokset en kamp i de sidste 18 måneder – og hvis rekordliste mestendels er bygget op med sejre over folk, der ikke engang rammer top-100 i verden.

Det lyder som en kæmpejoke, hvis Albertslund-knægten skal sælges som en af verdens otte bedste i Supermellemvægt.

DET BURDE KALLE Sauerland som den første være klar over.

Han sagde nemlig til Ekstra Bladet tilbage i slutningen af april, da Patrick Nielsens manager Simon Lund drømte om en kamp mellem Patrick Nielsen og Mikkel Kessler:

’’Lad os være ærlige… Patrick Nielsen har været igennem en vanskelig og hård periode siden hans flotte kamp mod Rudy Markussen. Han kom tilbage fra en skade og var enormt overvægtig. Men han leverede måske den værste boksepræstation i hans professionelle karriere senest mod Beibi Berrocal.

Så ligefrem at kræve en superkamp mod en tidligere firedobbelt verdensmester er helt desillusioneret. Alle, der ved noget omkring boksning, vil give mig ret’’.

Enig Kalle! Og så meget har vel næppe ændret sig på knapt to måneder.

SAGEN ER SELVFØLGELIG den, at MTG-gruppen med de skandinaviske tv-rettigheder skal have en bokser med til det tv-publikum, så der kan blive langet nogle pay-per-view-salg over disken.

Derfor er letsværvægteren Erik Skoglund også på Kalle Sauerlands liste og kan svenskeren klemme sig ned i supermellemvægt, så er han i hvert fald et sportsligt mere rimeligt bud end Patrick Nielsen.

Men hey, det handler ikke om sportslige rimeligheder eller ej.

Det hér er et kommercielt bokseshow, så det handler ikke blot om, at få samlet de bedste otte boksere i verden i supermellemvægt. Skidtet skal også kunne sælges i billetboden!

Sådan er den verden nu engang skruet sammen, når cirkus kommer til byen.

Dennis Ceylan blev som otteårig anbragt på børnehjem pga moderens stofmisbrug. Nu skal han bokse om EM-titlen i fjervægt. Foto: Claus Bonnerup Sport og Spil Dansk EM-bokser fandt mor død af overdosis: Det var en lettelse

Foto: Jakob Jørgensen Boksning - 22. jun. 2017 - kl. 11:23 Kessler-afbud åbner for dansk bokse-bombe

Se også: Kessler afviser super-comeback: Jeg er ikke parat

Se også: Kokain-bokseren: 'Jeg græd, da jeg fortalte det til mine børn'

Se Andre Ward stoppe Mikkel Kessler i Super Six:

 

13 kommentarer
Vis kommentarer