Efter fængselsdom: Messi er skrækeksemplet

Finter hører til på fodboldbanen, ikke på selvangivelsen, skriver Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Skattely, skatteundragelse, hvidvaskning og eksorbitante agenthonorarer.

Velkommen til fodboldens skyggesider, hvor der ofte bliver balanceret på kanten af loven.

Og selvom Lionel Messi er kendt for en nærmest fuldendt balance på banen, så er han altså faldet på den forkerte side af rigtigt og forkert.

Højesteret i Spanien har nemlig stadfæstet den dom, der nu gør verdens bedste fodboldspiller til skattesvindler.

21 måneders betinget fængsel har Lionel Messi fået og kun fordi det var en førstegangsforseelse, så blev det en betinget dom. Men mon ikke hans rådgivere vil være ekstra opmærksomme på de næste skatteindberetninger, så ikke den betingede dom bliver ubetinget...

30 mio. kroner skal den lille argentinske troldmand have unddraget den spanske stat og med dommen, så sender det spanske retsvæsen et fuldstændig rigtigt signal: Vi er fløjtende ligeglade med, hvor store navne i har. Hvis I har urent mel i posen, så knalder vi jer.

Eller sagt med andre ord: Finter hører til på fodboldbanen – ikke på selvangivelsen!

Forhåbentlig jager det en skræk i livet på andre stjerner og deres fikse rådgivere, hvis de havde tanker om alle mulige – og umulige – skattetekniske manøvre.

Artiklen fortsætter under billedet:

Det er sådan vi ofte ser på Lionel Messi, men nu er han blevet tacklet af en skattedom. Foto: AP
Det er sådan vi ofte ser på Lionel Messi, men nu er han blevet tacklet af en skattedom. Foto: AP
 

Lionel Messi har formentlig ikke selv anet, hvad der er foregået i den sværm af rådgivere, der som regel omgiver de store verdensstjerner, men det friholder naturligvis ikke argentineren. Han skal have styr på sine rådgivere. Længere er den ikke.

Lionel Messi er selvfølgelig ikke alene om faget ’kreativ bogføring’. Også Arsenals Mesut Özil, Manchester United-træner José Mourinho, Monaco-angriber Radamel Falcao og PSG-stjernen Angel Di Maria har været i skattemyndighedernes søgelys – ligesom Lionel Messis store rival Cristiano Ronaldo også er part i en verserende skattesag.

Her overgår Ronaldo dog Messi med længder.

Generalsekretær for fagforeningen af spanske skatteteknikere (Gestha), José Maria Mollinedo, har tidligere vurderet, at der meget vel kan rejses en sag mod Ronaldo på baggrund af Football Leaks-lækagen og udtalt, at ’Det er sandsynligt, at han måske har snydt for 160 millioner euro.’

Der blegner Lionel Messis sag naturligvis en smule, men omvendt, så har Messi altså fået sin skattesvindler-dom, mens Ronaldo stadig kæmpe sin sag.

Selvfølgelig bliver Lionel Messis image plettet, men fodboldverdenen er en temmelig tilgivende størrelse - også selvom det selvfølgelig er forargeligt, at fyrsteligt betalte stjerner prøver alle mulige krumspring for at undgå skattebetaling.

Barcelona fyrer ham næppe, de personlige sponsorer bliver og tilskuere vil stadig flokkes for at se den lille magiker.

Det er ikke svært at forstå, når man ser ham på græstæppet - men selv de største fodboldstjerner skal forstå, at de også er en del af det samfund, der ellers omgiver dem.

Det fortæller den spanske højesterets dom heldigvis glasklart!

Angel di Maria risikerer en stor bøde for skatteunddragelse. Foto: Francois MoriU/AP Intl. fodbold Fodboldstjerner mål for politi-razzia

Den tidligere Barcelona-præsident Sandro Rosell er blevet anholdt af spansk politi. (Foto: AP) Spansk fodbold Politi anholder tidligere Barcelona-præsident for hvidvask

  Nicolai Boilesen fandt den perfekte måde at gengælde en trøjehilsen fra Lionel Messi på. Nu klapper udenlandske medier i hænderne over danskerens reaktion. Foto: Privatfoto af Lionel Messi. Intl. fodbold Messi ærede dansker: Nu hyldes FCK-stjernens 'geniale' reaktion