Efter kæmpe FCK-nedtur: N'Dumt!

En stor skuffelse, at en times overtal ikke blev vekslet til sejr, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen om FCK's exit

Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen vurderer FCK's indsats i Parken.

I EN DUEL, DER var mere ulige end formandsopgøret i Venstre, tordnede han til vejrs!

Stadionuret stod på 44 minutter, Røde Stjerne var foran, men dér ved bagerste stang hang Dame N’Doye mange centimeter over serbernes forsvarsspillere og kunne heade FCK på 1-1 på en fuldstændig klassisk N’Doye-signaturscoring – og dermed holdt han københavnerklubben inde i CL-drømmenes verden.

Desværre forgæves.

N’DOYE OG FCK blev nemlig sendt ud på den mest brutale måde på straffespark, da en selvtillidsløs Viktor Fischer høvlede kuglen over mål, mens Pierre Bengtsson også brændte et ellers velplaceret spark og Bartolec senere gjorde Fischer kunsten efter.

Da man troede, at det hele skulle afgøres, så var det selvfølgelig ingen andre end Dame N’Doye, men selv FCK’s supermand leverede et sjasket spark – og så endte en absurd lang straffesparkskonkurrence - hvor selv de to målmænd sparkede - med, at helten fra Beograd, Jonas Wind brændte spark nummer 22…

Selv iskolde Wind må have følt presset og trætheden efter en intens og lang kamp. Selvfølgelig en hård skæbne, at det lige netop blev ham, der brændte - ikke mindst fordi eller måske derfor, at han var den første FCK-spiller, der sparkede to gange i straffesparksdramaet.

FCK KAN KUN takke sig selv for, at det blev til et bittert farvel.

N’Doye måtte nemlig også lægge ansigt til, da Nemanja Milunovic i starten af anden halvleg klaskede albuen i fjæset på FCK-angriberen og dermed fik sit andet gule kort.

Det gav FCK den nødvendige plads samtidig med, at Rasmus Falk kom ind i stedet for Jens Stage for at skabe et offensivt overtag. Rigtig set og satset af Ståle Solbakken, men uden resultat.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

I MERE END EN time spillede FCK i overtal mod serberne, men altså uden den fornødne skarphed i at skabe chancerne - og ikke mindst at score på dem.

Skuffende – eller N'Dumt...

Ikke mindst foran et FCK-publikum, der virkelig var kommet på stadion og leverede en fantastisk kulisse gennem hele forestillingen, der altså bød på både forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

BÅDE VIKTOR Fischer og Pep Biel syndede voldsomt foran det serbiske mål i ordniær og forlænet spilletid og kunne have slukket den røde stjerne – og begge de teknisk stærke spillere er stadig ikke helt oppe i gear.

Nu står FCK så i den situation, at de stadig kan sikre sig det 13. gruppespil på 14 år. Voldsomt imponerende.

Det kræver, at man høvler finske Helsinki eller lettiske Riga ud af den sidste kvalifikationsrunde til Europa League-gruppespillet. En klart mere overkommelig opgave end Røde Stjerne – og når skuffelsen over Champions League-exit’en har lagt sig, så skal den selvfølgelig køres hjem.

Alt andet vil være en kæmpe skuffelse.

FCK's nye spanier Pep Biel fik rødt kort i den forlængede spilletid. Inden da havde Røde Stjerne også levet op til klubnavnet med et rødt kort. Foto: Lars Poulsen
FCK's nye spanier Pep Biel fik rødt kort i den forlængede spilletid. Inden da havde Røde Stjerne også levet op til klubnavnet med et rødt kort. Foto: Lars Poulsen
 

STÅLE SOLBAKKEN KAN dog gå til opgaven med selvtillid. Tanket mod netop Røde Stjerne – selvom det i sidste ende ikke var nok til videre avancement.

På rekordtid har han fået en solid opgave af FCK i Europa-gear. Trods skader og salg af store profiler.

Selvfølgelig skal Victor Nelsson ikke lave en rookiefejl som ved Røde Stjernes 1-0-scoring i Parken, hvor Richmond Boakye vrister sig fri og løber bagom den unge forsvarsspiller, men ellers er der masse af tyngde i FCK-mandskabet.

BOLDOMGANGEN KAN blive bedre hele raden rundt, det samme kan Viktor Fischer og FCK’ernes skaprhed foran kassen ligesom FCK’s højreside med Varela og Carlo Holse skal byde ind med mere.

Alligevel vil Ståle Solbakken med garanti stadig bide i madressen af bare ærgrelse over, at en formidabel indsats i første opgør, et voldsomt overtag i returkampen ikke blev vekslet til en chance mere for at nå det forjættede Champions League-land.

Et sjældent ar i Europa-sjælen hos FCK.

Jonas Wind brændte det sidste straffespark. Foto: Lars Poulsen FC København - 13. aug. 2019 - kl. 23:08 GIGA-drama! FCK tabte efter 22 straffespark

Både Paul Onuachu og Marc Dal Hende kan være væk fra Herning, når vinduet smækker i. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Her er Superligaens hotteste salgsemner

OB's cheftræner Jakob Michelsen under kampen mod Randers. Foto: Claus Fisker. Sport og Spil Fuldender udrensningen: På desperat salgs-turne

223 kommentarer
Vis kommentarer