Efterlysning: Det mangler Danmark

- Kasper Hjulmand har masser af topspillere, men ingen i verdensklasse. Den type, der med et trylleslag kan ændre en kamp, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Belgierne kom til Parken og ødelagde dansk fest med deres verdensklasse.

VI MANGLER EGENTLIG bare Kim Schumacher i radioen, Phil Collins’ ’Sussudio’ på pladespilleren og en pastelfarvet sweatshirt.

Så kunne vi sige VELKOMMEN TIL 1985 – og som nævnt efter Belgien-kampen i torsdag er der tråde tilbage til den legendariske landskamp mod Sovjetunionen.

En kamp, der både endte med en 4-2-sejr og skabelsen af det mest populære landshold i historien.

I RETROSPORET kunne vi gentage Ekstra Bladets legendariske forside, der efter rundbarberingen af Sovjetunionen brølede ’Fire stød i bamsen’ med billedet af Michael Laudrup og Preben Elkjær.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

NU VENTER RUSLAND igen, kravet er en sejr, men ligesom i 1985 er opbakningen på stadion, bag tv-skærmene, i parker og på barer gigantisk.

Et sammenhold skabt af det uhyggelige Eriksen-kollaps, men også af et landshold, der spiller sympatisk fodbold.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Rusland skal blæses ud af Parken med støtte fra de danske fans. Foto: Lars Poulsen
Rusland skal blæses ud af Parken med støtte fra de danske fans. Foto: Lars Poulsen
 

TILBAGE TIL 2021 og det danske landshold, der – tragisk baggrund eller ej – danser med fiasko-prædikatet.

Udebliver sejren over Rusland, er Danmark ude, før den sjove del af EM for alvor er kommet i gang, og det er ganske enkelt ikke godt nok.

Den tager vi efter Ruslands-braget. Kasper Hjulmand spillede på pressemødet flinke-kortet og kaldte Rusland for ’undervurderet’.

Hmmm, de foreløbigt to kampe, som russerne har spillet under EM i Sankt Petersborg, fortæller en anden historie.

Om usammenhængende enkeltmandspræstationer og en defensiv, der har flere huller end en rusten Lada …

SOM DANSKERNE spillede i store dele af kampen mod Belgien, skal Danmark ganske enkelt kunne pelse den russiske bjørn, der mere tager sig ud som en tøjbamse uden fyld.

Mod Belgien spillede Danmark som et hold med power, energi, vilje og mod.

Belgien? Ja, de havde lige de verdensklassespillere, der på et splitsekund kan ændre en fodboldkamp.

Dem har Danmark ikke – og da slet ikke med Christian Eriksen ude af truppen.

Jo, defensivt er Kasper Schmeichel, Simon Kjær og Andreas Christensen med til at holde os tæt på pointene, men offensivt mangler vi den absolutte top.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Simon Kjær i højt humør med Thomas Delaney. Foto: Lars Poulsen
Simon Kjær i højt humør med Thomas Delaney. Foto: Lars Poulsen
 

SOM EN MAGELØS Kevin de Bruyne, der ændrede hele kampen, da han blev kastet i kamp mod Danmark midtvejs.

Mikkel Damsgaard, der gjorde det strålende mod Belgien, har potentialet.

Det samme har Andreas Skov Olsen, men der er et godt stykke vej endnu, før det ansvar skal smides på de spinkle skuldre.

Ellers er det gedigne topspillere, Kasper Hjulmand råder over – ikke verdensklassespillere.

Heldigvis er tilfældet det samme for russerne.

DEN ÆDLE KUNST at score mål har desværre vist sig svær for Danmark. Masser af afslutninger – et mål.

Det er for lidt.

Ikke mindst når nu chancerne faktisk har været der. Stolpe ud? Tjah, eller lige det ekstra i kvaliteten, når scenen bliver så stor som et EM.

Her får man sjældent det ekstra splitsekund, den ekstra meter – og den ekstra plads.

Den gode nyhed er, at det ser ud, som om det lige præcis er det, man får mod Rusland.

AT GRUPPEN HAR udartet sig sådan, at en to-måls-sejr over Rusland, samtidig med at Belgien slår Finland, med sikkerhed sender Danmark videre som toer, er en kæmpe gave, der bare skal flås op, så papir og byttemærker flyver til alle sider.

Den sidste rest af Christian Eriksen-chokket bør også have lagt sig.

Ikke mindst fordi Eriksen, der nu er på rekonvalescens hjemme i Odense, kiggede forbi landsholdslejren forleden og manede de sidste bekymringer om hans ve og vel i jorden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Landstræner Kasper Hjulmand med anfører Simon Kjær. Også her var der brede smil i sommervarmen. Foto: Lars Poulsen
Landstræner Kasper Hjulmand med anfører Simon Kjær. Også her var der brede smil i sommervarmen. Foto: Lars Poulsen
 

SÅ VÆK MED bekymringerne – også dem, der går på, at Danmark er et svagere landshold uden Christian Eriksen.

For sådan er det. Trods en nedadgående betydning for landsholdet er det lige netop den type verdensklassespiller, Danmark savner.

Sådan er virkeligheden bare, men få nu bare knækket de russere, der vil blive blæst bagover af stemningen i Parken, hvis den bare nærmer sig den i torsdags.

Om det er to-tre-fire dyt i bamsen, er ikke så vigtigt, men det er det, at det danske landshold ikke skal på en alt for tidlig sommerferie.

VI SPILLER SJÆLDENT med fortjent i fodbold, men om ikke andet kunne jeg virkelig unde de danske spillere og Kasper Hjulmand den 1/8-finale på lørdag i Amsterdam.

Læs også: Vrede russere: Det SKAL vi udnytte

Se målene fra søndagens to kampe:

Vil du spille på aftenens kampe? Så er der gode råd at hente hos eksperterne her: