Er I blevet vanvittige, FIFA!?

Udvidelsen til 48 hold ved VM er en sportslig dødssejler, men forklaringen er selvfølgelig penge, mange penge, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

NU ER DET næppe en sensation, at penge betyder (næsten) alt i moderne topfodbold – og derfor er der cirka 7 milliarder gode grunde til, at FIFA i dag stemmer ja til, at VM fra 2026 skal udvides til 48 hold.

Så mange penge, altså de 7 milliarder kroner, er nemlig det, som FIFA regner med som ekstraindtægt ved at indføre et mastodont-VM. Grådigt? Ja, da.

De mange ekstra milliarder vil Gianni Infantino drysse ud over FIFA’s mange medlemslande og måske ikke mindst ud over de forbund, der hjalp ham til magten og titlen som præsident i FIFA.

Gianni Infantino betaler også tilbage for støtten i form af 16 ekstra VM-pladser, der primært går til Asien og Afrika.

FIFA-PRÆSIDENTEN lagde allerede op til udvidelsen af VM, inden han blev valgt, så der er ingen, der kan påstå, at de er blevet taget med fodboldshortsene nede om anklerne, når forslaget nu kom til afstemning – og respekt for, at Infantino rent faktisk gennemførte sit valgløfte.

Alligevel må man spørge sig selv, om både præsidenten og FIFA er blevet bimlende vanvittige?

Hvis man kigger på udvidelsen med fodbold-øjne, så er svaret et rungende JA!

Vi så under EM i sommer, at en udvidelse i den grad udvander produktet, og selv om mange af de små og nye EM-landes fans havde en fest, så blev selve turneringen en fuser.

For mange ligegyldige kampe, for lidt angrebsiver og for meget fokus på defensiven gjorde sommerens EM til en langgaber.

NU ER VM selvfølgelig noget andet, og det kan naturligvis virke eksotisk med deltagelse fra Burundi, Thailand eller Tahiti, men med 16 ekstra lande vil kvaliteten blive udvandet. Uden tvivl. Det påpeger FIFA’s egen research-komité da også. 32 er det optimale antal, siger de.

Selv om landsholdsfodbolden i mange af de såkaldt mindre lande unægtelig er blevet bedre, så vil man lynhurtigt miste fornemmelsen for, at VM er noget helt særligt, at det er hér, man møder den ypperste fodbold.

NETOP DEN pointe vil blive sat yderligere i relief, fordi landsholdsfodbolden allerede er blevet henvist til en klar andenplads. Klubfodbolden har på alle parametre overhalet landsholdsfodbolden, og derfor spilles den bedste fodbold på kloden i Champions League-slutspilkampene.

Derfor har VM stadig en nærmest magisk tiltrækning, og det kan selv FIFA ikke ødelægge, men verdensforbundet risikerer, at en stor del af magien forsvinder. Den pris betaler de sikkert gerne, når de kan veksle den til en stensikker indkomst i milliardklassen.

Gianni Infantino gik til valg på at få udvidet VM, så det kan ikke komme bag på nogenn, at det er snublende nær en vedtagelse. Foto: AP
Gianni Infantino gik til valg på at få udvidet VM, så det kan ikke komme bag på nogenn, at det er snublende nær en vedtagelse. Foto: AP
 

MAN KAN SELVFØLGELIG også hurtigt blive beskyldt for at være en stivstikker, der blot vil have, at alt skal være, som det hele tiden har været. Fair nok, men sådan forholder sig nu ikke.

Der er bestemt også gode grunde til at udvide VM. Her er et par stykker:

  • Fodbolden udvikler sig, og hvis lande, der aldrig har været med til VM-slutrunde, lige pludselig får den oplevelse, så vil det formentlig gavne fodbold i det pågældende land.
  • VM er designet ud fra en europæisk tankegang, og selvfølgelig kommer de afrikanske og asiatiske forbund med et legitimt krav om at få flere pladser i verdens største fodboldturnering.
  • At FIFA vil udvide indtægtsgrundlaget for – angiveligt – at udvikle fodbolden i lande, hvor den måske har langt vanskeligere vilkår, er bestemt også en udmærket tanke.

DERFOR ER beslutningen om en eventuel udvidelse i langt højere grad en politisk end en sportslig beslutning, og det skylder fodboldpolitikerne at fortælle åbent og ærligt.

Til gengæld ser det ikke ud til, at FIFA’s forslag vil betyde flere kampe for de enkelte spillere med den struktur, der er lagt op til, nemlig 16 puljer af tre hold, hvor de to bedste fra hver pulje går så videre til knockoutspil.

På den måde forsøger de at lukke munden på de store klubber, der er bekymrede for slitage og skader hos deres velbetalte stjerner.

DBU – ved formand Jesper Møller og landstræner Åge Hareide – deler disse bekymringer, og heldigvis for det.

Se også: DBU og Hareide er skeptiske over for VM-udvidelse

Jesper Møller påpeger ganske rigtigt de øgede krav til at være værtsland, som udvidelsen betyder, nemlig at færre lande vil være i stand til at afholde VM, ligesom han anfægter hastigheden i beslutningen.

Altså om udvidelsen bliver jappet igennem alt for hurtigt af Infantino og støtter i FIFA Counsil.

Men bundlinjen er endnu en gang volumensyge, og man kan frygte, at verdensfodbolden er ved at æde sig ihjel ved udsigten til den næste milliard rundt om hjørnet!

Se også: Ronaldo gør det igen - kåret til verdens bedste

Arek Onyszko erkender, at mange af sine handlinger i fortiden har været direkte ondskabsfulde. I dag fortryder den tidligere Superliga-profil sin hårde og kompromisløse facon. Foto: Jonas Olufson Sport og Spil Arek Onyszko: Jeg har været et ondt menneske

Se også: Bekræftet: Brøndby handler i mesterklub

Se Lionel Messi afgøre kamp med frisparksperle:

Tatoveringen på Daniel Heinzes overarm fortæller meget om hans egen kriminelle historie, før han fandt en redningsplanke i bokseringen. For andre er turen gået den anden vej, og dommene er mange. Foto: Jakob Jørgensen Sport og Spil Mord, misbrug, vold og voldtægter: Danske prof-bokseres Hall of Shame

73 kommentarer
Vis kommentarer