Er spillerne i gang med at sælge Zornigers hoved?

Brøndby-træner Alexander Zornigers job-sikkerhed hænger uløseligt sammen med en top-seks-position, mener Ekstra Bladets sportschef

Alexander Zorniger skal have sine spillere i gang, hvis han også efter sommerferien vil kalde sig Brøndby-træner. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Alexander Zorniger skal have sine spillere i gang, hvis han også efter sommerferien vil kalde sig Brøndby-træner. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

FLÅET I STYKKER i FC Nordsjælland – og udspillet i Esbjerg.

Brøndby har fået en rædselsstart på foråret, men er på bekymrende vis gået fra skidt til værre.

Mod FCN blev forsvaret udstillet på pinligste vis, men her kunne Brøndby-tilhængerne i det mindste glæde sig over, at offensiven viste tænder i 3-3-kampen.

Den del var så også forsvundet mod Esbjerg – og det efterlod et fuldstændig afpillet Brøndby-hold, der blev overmatchet i samtlige af spillets faser i 2-1-nederlaget.

Ikke mindst i en første halvleg, hvor Brøndby-spillerne leverede det absolut ringeste under Alexander Zorniger.

SÅ HJÆLPER DET lige lidt, at man skulle helt hen til de sidste ti minutter af kampen for at få den vildskab, energi, kvalitet og målfarlighed, de mange medrejsende fans må have sukket dybt efter.

For Brøndbys forsvar lignede igen en joke. Selvfølgelig også prisgivet af det manglende pres på modstanderens boldholder, men alligevel.

Passive, uafstemte og med en forunderlig evne til ikke at bakke hinanden op. Læg dertil, at Esbjerg-spillene roligt kunne regne med ikke at blive dækket op ved dødbolde, og så var katastrofen til at regne ud.

Ret skal være ret. Esbjerg spillede fremragende i første halvleg og havde med større træfsikkerhed lukket den kamp i løbet af de første 45 minutter.

DET VAR ANDEN gang i træk, at Alexander Zorniger stillede med samme bagkæde, og der kunne selvfølgelig være fornuft i at give de fire folk, der stadig må være rundtossede efter FCN-kampen noget tillid. Fair nok, men gør han det igen, så er det bare dumstædigt.

Alexander Zorniger vil gerne skabe kaos – mod Esbjerg skete det bare i eget felt … 

Hvad sker der også med spillere som Besar Halimi, Hany Mukhtar og til dels Simon Tibbling? De er jo kun en bleg skygge af deres bedste udgave – og Dominik Kaiser giver stadig intet til Brøndby-holdet.

Alexander Zorniger forsøgte forgæves at råbe sine spillere op i gear mod Esbjerg. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Alexander Zorniger forsøgte forgæves at råbe sine spillere op i gear mod Esbjerg. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

BRØNDBY BØR STADIG kunne sikre sig en top-seks-plads, men fortsætter holdet på samme kurs, så ryger den også. Enhver af konkurrenterne til den ultravigtige top-seks-plads bør i hvert fald ikke frygte Brøndby-holdet i den nuværende tilstand.

Det er naturligvis et minimumskrav til Alexander Zorniger, at han fører holdet til medaljeslutspil. Alt andet vil uundgåeligt føre til en fyreseddel – og den vil være rimelig.

Ja, tyskeren har masser af kredit i banken, men bommer Brøndby top-seks i en sæson, hvor ambitionerne var top-tre, så forsvinder den lige så hurtigt som en kold fadøl på Sydsiden!

Derfor kæmpe Alexander Zorniger også for sit job – og det helt store spørgsmål er ganske enkelt, om spillerne gider at kæmpe den kamp sammen med ham!

DE FØRSTE 60 minutter mod Esbjerg vidnede ikke ligefrem om en alle-for-en musketer-ed. Her kunne man ikke lade være med at få den tanke, at spillerne var godt i gang med at sælge Zornigers hoved på den nærmeste guillotine-plads…

Et kig ud på Brøndbys bænk viste også en række stenansigter. Uden overskud, indadvendte og uden opbakning til holdkammeraterne på banen.

I den anden ende af skalaen viste Benedikt Röcker, hvorfor han er blevet Brøndby-anfører, og den lange tysker agerede ikke mindst i kampens døende minutter som krigeren, der vil ofre sig for sin hærfører.

Hvor udbredt er den holdning i spillertruppen? Det vil de kommende kampe vise - mens vi bliver klogere på Alexander Zornigers skæbne.

PROGRAMMET FOR Brøndby inden top-seks-porten lukker hedder Randers (h), OB (u), AaB (h) og Horsens (u), hvilket altså ikke er nogen slentretur på Brøndby Strand – og Zorniger er nødt til at finde en helt anden attitude og kvalitet frem på holdet. 

Nu kunne man ikke se panderynkerne hos Ebbe Sand, da huen var trukket godt ned over panden, men de bør være store.

For lige nu ligner Brøndby et korthus, der er ved at skvatte sammen!

--------- SPLIT ELEMENT ---------

DE VAR SUPER

Rasmus Falk
Maradona, Messi, Salah. Lige de navne, der krydsede hjernebarken, da Rasmus Falk lavede sit fantastiske solomål mod Randers. Det er de detaljer, der får fodbolden til at funkle. Tak!

Der var lidt Messi over Rasmus Falks scoring til 1-0 mod Randers. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der var lidt Messi over Rasmus Falks scoring til 1-0 mod Randers. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Brøndbys fans
Masochister? Ja, det må de næsten være, men fantastisk opbakning til et Brøndby-mandskab, der bestemt ikke gjorde sig fortjent til den flotte opbakning af medrejsende fans. Imponerende!

Brøndby-fans kan altså noget. Også i Jylland. Foto: Lars Poulsen
Brøndby-fans kan altså noget. Også i Jylland. Foto: Lars Poulsen
 

Patrick Mortensen
Skal man i gang med målscoringen, kan man jo lige så godt gøre det med stil og drømmehug. AGF-angriberen virker som et godt gensyn med Superligaen og manden, der kan føre aarhusianerne i top-seks.

Patrick Mortensen stod bag et kanonmål, da AGF slog SønderjyskE. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Patrick Mortensen stod bag et kanonmål, da AGF slog SønderjyskE. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

DET ER EN OMMER

Vejle
Fire scoringer og fire point i 11 udebanekampe er horribelt ringe af et ellers kapabelt Vejle-mandskab med fine boldspillere. Vil man blive i Superligaen, så dur det sgu’ ikke, at man kun kan præstere under mors trygge skørter på hjemmebane.

Vejle-spillerne havde grund til at hænge med mulerne efter nederlaget til OB. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vejle-spillerne havde grund til at hænge med mulerne efter nederlaget til OB. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Se også: Brøndby udstillet! Esbjerg rykker forbi i tabellen

Se også: Svigt i Brøndby: - Helt uacceptabelt!

59 kommentarer
Vis kommentarer