Eriksen ramte den lige i røven! - og Danmark tættere på VM-formen

Åge Hareide bør glæde sig over en offensiv, der fungerede bedre end længe, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

SLAM-BANG FAXE! Så malerisk lød overskriften på kommentaren i Ekstra Bladet dagen efter Danmarks fantastiske EM-triumf.

Skribenten var daværende sportschef Kurt Thyboe – og den fik selvfølgelig på det helt store tastatur-orgel. Selvfølgelig.

HELT OP I DE luftlag er der ingen grund til at hæve sig op efter testkampen mod Tyskland, der skulle markere 25 året for det danske fodboldmirakel.

Selvom Joshua Kimmich ødelagde den totale reprise af EM-finalen med det udlignende mål, så kan vi alligevel godt klaske hænderne sammen og sige: Det var sgu’ i orden, Åge.

IKKE MINDST fordi en tændt, skarp og velspillende Eriksen gentog John Faxe Jensens kunststykke fra finalen.

Ramte den lige i røven, scorede og de endda i samme minuttal som EM-helten fra 1992. Uden yderligere sammenligning mellem de to spillere, i øvrigt…

OK, ET AFBUDSRAMT og uskarpt tysk mandskab leverede slet ikke den kendte effektivitet foran Frederik Rønnows mål.

En effektivitet, der plejer at give sejre og pokaler.

Hvis vi lige skal blive ved den danske keeper, så diskede han altså også op med et par klasseredninger.

Aktioner, der nemt kan have sikret Rønnow en kontrakt hos enten Stuttgart eller Anderlecht, der begge synede ham på Brøndby Stadion.

Frederik Rønnow redder i stor stil. Foto: Lars Poulsen
Frederik Rønnow redder i stor stil. Foto: Lars Poulsen
 

SÅ NEJ, DER var ikke meget verdensmester over Die Mannschaft, der da heller ikke havde mange spillere med fra triumfen i Brasilien i 2014.

De fik dog flere gange spillet dygtigt og hurtigt rundt om og bag den danske forsvarskæde, men altså uden den vilde bonus fraset det ene mål.

TIL GENGÆLD var det opmuntrende, at Hareides tremandsangreb og offensiven i det hele taget så langt bedre ud end længe.

Specielt Martin Braithwaite gjorde med sin speed ondt på tyskerne ligesom Yussuf Poulsen på den modsatte kant også bød fint ind til festen.

NICOLAI JØRGENSEN havde det klart sværere centralt, men havde også de sværeste betingelser.

Nu vil diskussionen selvfølgelig gå på, om det er ham eller Dolberg, der skal have pladsen i den langt vigtigere kamp mod Kasakhstan på lørdag.

En kamp, der SKAL vindes, hvis håbet om VM i Rusland skal bevares.

De to midtangribere skiftede undervejs med de sidste 15 minutter til Dolberg – og selvom ingen for alvor bragede igennem, så bør pladsen gå til Feyenoord-topscoreren, Jørgensen.

HAN MANGLER desværre det endegyldige landsholdsgennembrud, men virker dog som en mere færdig spiller end Kasper Dolberg.

Men tæt er det og i rendyrket talent er Dolberg klart foran Jørgensen, men lige nu og her, så ville jeg gå med Nicolai Jørgensen.

TIL GENGÆLD er der ingen tvivl om, at Christian Eriksen ligner manden, der mod Kasakhstan skal stå for det kampafgørende. Enten som oplægger eller målscorer som mod Tyskland.

Er spilleren på det danske landshold med det højeste niveau.

Alligevel gemmer vi overskriften SLAM-BANG ERIKSEN lidt endnu...

Se også: Storklubber i kø til landskamp: Barcelona på plads i Brøndby

Se også: Før festkamp: Kan vi blive ved med at fejre EM 92?

25 kommentarer
Vis kommentarer