Højbjergs tårer guld værd for DBU

19-årige Pierre-Emiles tårer på direkte tv gør mere for landsholdet end de største reklamekampagner - og så ligner Simon Kjærs ryk til Tyrkiet et kongeskifte, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Pierre-Emile Højbjerg leverede både varen på banen og udenfor med en kongeinterview. Foto: Lars Poulsen
Pierre-Emile Højbjerg leverede både varen på banen og udenfor med en kongeinterview. Foto: Lars Poulsen

ØJNENE VAR røde, stemmen knækkede flere gange, ordene ville ikke komme rigtigt ud og frem for alt trillede tårerne ned af kinderne.

Pierre-Emile Højbjerg leverede både et brag af en kamp mod Serbien og solgte landsholdet i en grad som han næppe selv forstå, men som DBU burde klappe i hænderne af.

Det skete i sekunderne efter kampen på Kanal 5 og har du ikke set det rørende interview, så få hurtig fat i en computer eller mobil og find det.

Se også: Pierre-Emile indrømmer: Det var pinligt

I EN MACHO-verden med standardsvar var Pierre-Emiles følelsudbrud et million-dollar-moment.

Nu har landsholdet gennem flere år kæmpet med mærkater som arrogante, kedelige, forudsigelige – og så er det igen en 19-årig knægt, der sælger det nye landshold til danskerne.

Det var tårer af guld for DBU, der kan massere nuværende og kommende sponsorer med det klip.

Var det en tudekiks, så var den temmelig sprød!

DET VAR STÆRKT, det er modigt, det er klasse og frem for alt var det ægte.

Der var intet plastik, ingen plan, men blot en sportsmand, der både havde kæmpet en sindssyg vigtig sejr hjem og set sin gode ven Yussuf Poulsen humpe ud.

Selvfølgelig synes det 19-årige stortalent, at det dagen derpå var lidt pinligt, at stortude foran hele Danmark, men drop det Pierre!

Det var bare fedt og gik lige i fodbold-maven på hele nationen.

Se også: Talent-boost: Godt nyt for Yussuf Poulsen

DANMARK HAR fået en fodbold-diamant, der leverer på alle hylder.

En ener – og selv om man i forhold til eksempelvis serbernes Nemanja Matic kan se, at der stadig er meget at lære, er Pierre-Emile noget af det bedste der er sket for dansk fodbold de sidste mange år.

Heldigvis udstråler resten af det unge kuld noget af den samme stærke tro på sig selv og virker også indstillet på at give noget af sig selv. Fordi de forankret i en stor selvtillid, men også med den selvindsigt, der ikke gør det ulideligt.

DET ER edderbankeme svært ikke at glæde sig til en U21-slutrunde, hvor Pierre-Emile naturligvis allerede er danskernes største stjerne og midtpunkt.

Hvis man ikke viste, at fodbold i den grad er følelser, fik Pierre-Emile Højbjerg i den grad mindet os om det. Tak for det.

Se også: Kjær på vej mod kæmpe transfer: Modtaget som konge i Istanbul

FØLELSER ER der i den grad også på spil når der spilles fodbold i Tyrkiet og i særdeleshed i Istanbul, hvor følelserne af og til krænger over i decideret vanvid, når tilhængerne af Fenerbahce, Besiktas og Galatasaray går bananas.

Det cirkus er Simon Kjær ved at havne i og allerede da han så på forholdene i den tyrkiske metropol var det med fuld bevågenhed. Kan den kølige midtjyde håndtere det, jamen så er det et kongeskifte.

JAVIST, DEN tyrkiske liga er svagere end den franske, men udover at den Kjærs’ke bankbog bliver fyldt til randen, så er Fenerbahce en kæmpeklub, hvor Champions League er lige så sikkert som trafikken i den tyrkiske millionby er voldsom.

Simon Kjær vil være sikker på at kæmpe med om mesterskabet og han vil få svært at finde et sted med så dedikerede fans – og så er Fenerbahce stadig en kæmpe klub, der tiltrækker store navne og stikker næsen frem i Champions League.

EN PÅ OPLEVEREN, masser af penge og en klub, der emmer af storhed. Jo, det ligner et stærkt skifte, så skru bare op for hele den tyrkiske musik...

Se også: Pierre-Emile: Derfor græd jeg

25 kommentarer
Vis kommentarer