Hvad faen har I gang i, AGF!

Det ligner endnu et opgør med den højt besungne tålmodighed i AGF, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Riddersholm: De kender min adfærd og måde at være på rigtig dårligt

LIGE EN lille quiz: Hvad kommer først til at køre snorlige. Aarhus Letbane eller AGF?

Uanset svaret, så er det temmelig let at konstatere, at begge dele bidrager stærkt til underholdningen – og man kan nemt stille spørgsmålet ’Hvad faen har I gang i, AGF?’

Med fyringen af Glen Riddersholm bringer AGF igen sig selv i skudlinjen som Superligaens galehus og gad vide, hvor mange trænere der efter en 5-1-sejr får stukket en fyreseddel i hånden på vej hjem. Næppe mange og det er da også kun en detalje.

Det vidner selvfølgelig om, at fyringen har været undervejs længe, og naturligvis var hjemmebanekløene til Randers den kamp, der for alvor fik sat de tanker i cirkulation.

BUNDLINJEN ER da heller ikke med Glen Riddersholm. En kostbar tilførsel af nye spillere har hverken givet den ønskede plads i top-seks eller den stabilitet i præstationerne som de fleste havde forventet.

Ja, der var her og der tydelige fremskridt i Riddersholm, men problemet har været, at kampen efter kunne de fremskridt være skyllet ud i nærmeste lokum.

Så fyringen af Glen Riddersholm kommer måske ikke som den helt store overraskelse, selv om netop Guld-Glen var en højt profileret signatur-signing, da han blev ansat 6. december 2015.

Men den nuværende syvendeplads er omvendt heller ikke katastrofal, og hullet op til den forventede sjetteplads er ganske lille.

Derfor kan det virke som en klar overreaktion og et opgør med den tålmodighed, der ellers har været mantraet i AGF.

DER ER IKKE forlydende om manglende opbakning fra spillertruppen eller dårligt træningsmiljø, så selv om sportschef, Peter ’PC’ Christiansen måske var budbringeren, så er direktør Jacob Nielsen skarpretteren. Som han var det i forhold til Morten Wieghorst, sportschef Jens Andersson – og altså nu Glen Riddersholm.

Sådan forklarer den udskældte direktør selv fyringen af Riddersholm. (Video: Ernst van Norde)

Det falder naturligvis fint i tråd med, at AGF på baggrund af svigtende sportslige resultater netop har afleveret et halvårsregnskab med blodrøde tal. Det er Jacob Nielsens ansvar, og dermed kan han hurtigt klynge Glen Riddersholm op på den sløje økonomi også.

Så med fyringen bringer bombastiske Jacob Nielsen sig også selv i skudlinjen, hvis heller ikke dette fyringsprojekt bringer AGF videre.

Morten Duncan Rasmussens voldsomme reaktion på fyringen, hvor han kalder det en 'skandale' fortæller også noget om opbakningen til Glen Riddersholm i spillertruppen.

Derfor er det et stort sats Jacob Nielsen og Co. tager med dette drastiske skridt.

Artiklen fortsætter under billedet:

David Nielsen er ny AGF-træner. Foto: Jens Dresling
David Nielsen er ny AGF-træner. Foto: Jens Dresling
 

AT AGF HAR været vakse ved havelågen og sikret sig David Nielsen er naturligvis spændende efter det brag af en Superligasæson nordjyden leverede med Lyngby.

At han ikke har kunne levere i den svære anden sæson tæller selvfølgelig ikke op, men som trænernavn er David Nielsen absolut et af de mest spændende lige nu.

Men måske ligner det også situationen i 2008, hvor en Ove Pedersen også var i gang med det lange seje træk for blot at blive afløst af tidens hotte navn dengang, nemlig Erik Rasmussen, der senere rykkede ned med AGF.

OG GLEN RIDDERSHOLM? Tjae, guldet med FCM er efterhånden længe siden, men mon dog midtjyden skal gå så længe uden job?

Randers FC ligner unægtelig den næste klub på trænerjagt efter endnu en nedtur med hjemmebanenederlaget til Horsens.

Ja, alle kan sætte deres lid til Helsingør som den sikre nedrykker, men nu har nedturen for Michael Gravgaards Randers-projekt været monumental og langvarig.

Quiz’en? Ja, jeg tror sgu' på Aarhus Letbane ...

Se også: Chok-afsløring: Riddersholm fyret! David Nielsen er ny AGF-træner

Se også: Årets mest absurde situation i målmassakre

kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen