I jubler Brøndby, men I er slet ikke Europa-klar

Kun FCK og FCM er rustet til mødet med Europa Cup-udfordringerne. SønderjyskE og Brøndby står foran kæmpe opgaver, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Både Brøndby og SønderjyskE skal forsvare de danske farver i Europa League, men det kan gå grueligt galt. Foto: Jens Dresling
Både Brøndby og SønderjyskE skal forsvare de danske farver i Europa League, men det kan gå grueligt galt. Foto: Jens Dresling

SORRY, FCK. Det så ellers sjovt ud med badedyr, balloner, champagne, buldrende sol og hele pivtøjet, da et bankende fortjent mesterskab blev fejret i Parken.

Søndagens største sportslige bedrift blev bare leveret godt en halv times bilkørsel længere mod vest. Mere præcist på Brøndby Stadion, hvor SønderjyskE skulle køre de sensationelle sølvmedaljer hjem.

EN KRAFTPRÆSTATION, der har ligget nogenlunde på den flade et godt stykke tid, men det er ekstra imponerende al den stund, at FCM pressede på, Brøndby havde selv noget at spille for – og så var der lige en snak om gummiben efter sidste uges uafgjorte resultat på hjemmebane mod Randers.

Alt det sagde Jakob Michelsen og SønderjyskE ’mojn’ til og leverede, da der var allermest brug for det.

Røvhamrende fortjent og en helt igennem mageløs præstation af klubben som de fleste klasker et nedrykker-stempel på før hver Superliga-sæson. Respekt!

NU SKAL DEN selvfølgelig have en over nakken med Fuglsang-bajere, men med sølvet – og fortjente tømmermænd – kommer også ansvaret. SønderjyskE skal nemlig ud og jagte vigtige Europa Cup-point til Danmark, så den ynkelige 24. plads i Europa kan forbedres.

I år lykkedes det faktisk at score flere point end lande som Grækenland, Schweiz og Kroatien – og selv Holland var ikke langt foran.

Den succes skal følges op efter sommerferien, men umiddelbart kan man godt tænke: Shit, vi skal i Europa, når man kigger på hold som SønderjyskE og Brøndby.

Ekstra Bladets fotograf Anthon Unger stillede skarpt på lægterne under guldfesten i Parken. Kan du finde dig selv? (Foto: Anthon Unger) Sport og Spil Spot dig selv: Var du til guldfest i Parken?

HER ER ET BUD på, hvor stærkt de danske repræsentanter står, før de tørner ud i Europa, hvor både danske farver og livsvigtige point skal forsvares:

FC København - 5 stjerner

Champions League-dna’et er stort i mesterklubben, men selv for de danske mestre er vejen lang til det forjættede land. Set med europæiske øjne virker Ståle Solbakkens mandskab dog parat. Rutinen er stor, holdet spiller modent, tålmodigt og holder en stram gameplan. Tilmed har FCK i Benjamin Verbic, Kasper Kusk og snart Rasmus Falk individuelle kvaliteter, der også holder europæisk. Tilmed er Federico Santandér ved at vågne til dåd og skal bevise sig internationalt. Jokeren er de mulige afgange af Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney. Forhåbentlig falder de sent, så de kan hjælpe FCK i Europa.

SønderjyskE - 2 stjerner

Sønderjyderne har gennem hele sæsonen kunnet vokse med opgaverne og presset. Europa er bare et helt andet game, og truppen virker noget tynd til både at kunne levere i Superligaen og på de udenlandske scener. Det er også nyt for både træner og hele organisationen, så der skal en stejl læringskurve til, hvis SønderjyskE skal lykkes i Europa, men heldigvis sidder fighterhjertet og viljen på rette sted.

FC Midtjylland - 4 stjerner

Selv om udskiftningen har været pænt stor, så fik FCM og Jess Thorup et internationalt gennembrud i denne sæson. Kvalifikationen fra gruppespillet til knockout-kampen mod mægtige Manchester United var en exceptionel præstation mod stærke hold som Napoli, Club Brugge og Legia Warszawa – og den blev så toppet med sejren over Premier League-giganterne. Midtjyderne kender altså turen, og det betyder altså noget, at både træner og spillere ved, hvad der kræves.

Brøndby - 1 stjerner

Selvfølgelig jubler de i Brøndby over Europa League-chancen, men i den boldgade er det et fuldstændig uprøvet mandskab, Brøndby sender i kamp. Tilmed bliver det første test for Alexander Zornigers nye overfaldsfodbold – og det er svært at se det lykkes fra start. Læg oveni, at udskiftningen i truppen formentlig bliver pænt stor, så er det svært at være optimist på Brøndbys vegne. Overrask os gerne, men Brøndby virker slet ikke Europa-klar, og klare ledertyper efterlyses efter Daniel Agger og Johan Elmanders stop.

Se også: Ekstra Bladets store Oscar-show: 'Her kommer Christian Keller ...'

Sådan fejrede FCK guldet:

Se også: Åge forklarer: Derfor valgte jeg Zanka foran Sviatchenko

FCK tronede på toppen af Superligaen det meste af sæsonen og endte som suveræne mestre (Foto: Lars Poulsen) Sport og Spil Dommen over din Superliga-klub: Himmel og ... lort

Se også: Det betyder Ståles guldfingre

133 kommentarer
Vis kommentarer