Kæmpe klodser, FCK!

- Det er intet mindre end den største danske præstation i Europa Leagues historie, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

FLOPINDKØB, fejlinvestering, fornærmende ringe.

Skældsordene har været mange om 37 millioner kroners-indkøbet Pep Biel, og selvfølgelig har han skuffet big time i FCK-trøjen.

Alt det var glemt, da han minuttet efter Celtics 1-1 udligning sendte kuglen gennem benene på Fraser Forster og dermed dræbte opgøret med det afgørende hug på Rasmus Falks fremragende frispilning.

Favoritterne fra Celtic ude, FCK videre efter den største danske præstation i Europa League-historien.

Og måske så kan Pep Biel bruge dette fantastiske øjeblik til at bevise sig i FCK-trøjen - og se FCK-fansene i øjnene igen.

FOR DET VAR et vildt øjeblik for pep Biel og FCK.

For kun anden gang mens Europa League har eksisteret - og uden at fornærme Ludogorets, der var modstanderen i 2017, hvor FCK også gik videre til 1/8-finalerne, så er Celtic en større skalp.

Det var en kongepræstation. Til tider vaklende som de første 35 minutter i Parken – og i enkelte situationer i Skotland, hvor Celtic havde nogle kæmpe muligheder.

Men FCK stod fast – og det var en præstation båret af store klodser!

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jens Stage når højere end Celtics Odsonne Edouard. Foto: ANDY BUCHANAN/AFP
Jens Stage når højere end Celtics Odsonne Edouard. Foto: ANDY BUCHANAN/AFP

Se også: Funklende FCK'ere: Den bedste kamp i trøjen

DET KAN GODT være, at FCK hoster og harker i Superligaen, men når der bliver kaldt til europæiske aftener, så bliver de ekstra ressourcer hevet frem.

Her løber man de ekstra meter, står lidt skarpere i nærkampene – og søger selv den mindste chance. Som Michael Santos, der selv var ophavsmand til 1-0-målet, da han fik presset Jozo Simunovic til en utilgivelig fejl.

Vilje, vanvid og vild jubel.

AF DE FIRE halvlege, så matcher de fuldstændig Celtic i de tre – og selv på udebane, så havde FCK det nødvendige mod og en vilje, der pressede Celtic-spillerne til at begå store fejl.

FCK søgte de offensive løsninger - og blev belønnet.

Det var en gedigen holdindsats, men selv i den slags, så stråler nogle spillere flottere end andre. Victor Nelsson leverede ganske enkelt et brag af en kamp i det skotske. Det klart bedste, den tidligere FCN-spiller endnu har begået i FCK-outfittet.

Brølende stærk i samtlige nærkampe, forudseende og som regel skilte han sig også fornuftigt af med kuglen.

Et gennembrud er måske så meget sagt om en, der spiller så meget, men indsatsen i Skotland styrker i den grad Victor Nelssons position og respekten om ham. Imponerende!

Keeper Kalle Johnsson skal naturligvis også have en highfive for endnu en skarp indsats, hvor den liggende redning i det 70. minut fra Leigh Griffiths fik kæben til droppe ned på brystkassen….

Wauw! Over to kampe så har svenskeren også en kæmpe andel i avancementet til 1/8-finalen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Michael Santos jubler efter triumfen, Foto: Lee Smith/Reuters
Michael Santos jubler efter triumfen, Foto: Lee Smith/Reuters
 

PÅ STÅLE Solbakkens 52-års fødselsdag gjorde nordmanden altså det, hvor han har flyttet FCK allermest: Leverede på den helt store scene i det europæiske rampelys.

Det kalder endnu engang på den allerstørste respekt for Ståle Solbakken og hans uforlignelige indsats for dansk fodbold. FCK er lokomotivet for Danmark, men desværre temmelige ensomme i jagten på point til den vigtige UEFA-rangliste.

Nu venter fredagens lodtrækning og ja, det kunne være sjovt med Inter og Christian Eriksen en tur til Parken, men der er altså masser af bedre sportslige muligheder, som FCK over to kampe kan forvandle til endnu en tur i lodtrækningsbowlen.

Det bør være det, vi krydser fingre for!

Se også: FCK vinder over Celtic og avancerer i Europa League

Her er studentermedhjælperens bud på et hold til runde 3. Kan du slå det? Foto: Screenshot Sport og Spil Super-managers råd: Investér i ham med det samme

FC København har en særlig plads i hjertet hos Lars Seier. Foto: Tariq Mikkel Khan Sport og Spil Stor uenighed: Kommer til at eksplodere i Parken

Se også: Eriksen assisterer i Inters avancement i Europa League

82 kommentarer
Vis kommentarer