Kaosklub: Patetisk og noget vrøvl

- Peter Hyballa er fortid, men Esbjerg har stadig gigantiske udfordringer, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Ny Esbjerg-nedtur, Helsingør vinder i Horsens - se mål, highlights og reaktioner i NordicBet Liga Magasinet

SÅ ER DEN sidste sherifstjerne formentlig uddelt i Esbjerg …

Peter Hyballa er efter blot syv uger som cheftræner i Esbjerg fortid i den stolte fodboldby.

Forventeligt, nødvendigt – og næppe et sekund for tidligt.

Sjældent er en træner og en spillertrup gået så absurd skævt af hinanden. Ekstra Bladet har i flere omgange beskrevet Peter Hyballas aparte opførsel, hvor både fysisk og psykisk afstraffelse stod på holdkortet.

JEG ER EGENTLIG grundlæggende fan af forskellige trænertyper med forskellige tilgange til mandskabsbehandling, og det ville jo være buldrende kedeligt, hvis alle var skåret ud af Kasper Hjulmand-skabelonen, men Hyballa var mest af alt bare latterligt umoderne.

Ledelse i dag består i at motivere, inddrage og skabe mening.

Peter Hyballa leverede ikke på nogen af de parametre og skabte mere kaos end kampånd i den hæderkronede fodboldklub, der nu er på amerikanske hænder.

Han kalder det selv et 'karaktermord', og det er muligt at store dele af spillertruppen var fjendligt indstillet på Hyballas tilgang til projektet, men så stort et kaos kommer ikke bare ud af det blå.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Kaosklub: Patetisk og noget vrøvl

Selvfølgelig har Peter Hyballa brug for at stå tilbage som offeret, men det er sgu' både patetisk og noget vrøvl. Han havde ledelsesansvaret - og fejlede.

AT HYBALLA ER fortid I Esbjerg løfter muligvis spillertruppens humør, men man kan godt frygte at nedrivningsprojektet i Esbjerg fortsætter.

I hvert fald er det alarmerende for en klub med en stærk lokal forankring og en stor betydning for byen, at man gladelig sender Esbjerg-typer som Mads Kikkenborg, Patrick Egelund og Jakob Ankersen ud af klubben for at erstatte dem med lejesvende fra Barnsley.

I DET HELE TAGET er de svært at gennemskue, helt præcist hvad de amerikanske ejere vil med Esbjerg. Lige nu virker det mest om en opsamlingsklub for overskudstalenter fra Barnsley – og man gør da alt for at få den lokale opbakning og sponsorer til at forsvinde fuldstændig.

Sammen med Peter Hyballa forsvinder den administrerende direktør Brian Knudsen – og her kan Esbjerg-tilhængerne måske finde en vis trøst i, at ny mand på posten er Jens Hammer Sørensen.

Gennem mange år som sportschef i Hobro, så ved han om nogen, hvilken betydning en fodboldklub har i lokalområdet – og forhåbentlig også hvordan man plejer og forfiner den relation. Men det ændrer ikke på, at Jens Hammer Sørensen står foran en kæmpe opgave.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jens Hammer Sørensen er ny direktør i Esbjerg. Foto: Ernst van Norde
Jens Hammer Sørensen er ny direktør i Esbjerg. Foto: Ernst van Norde
 

LIGE NU STÅR Esbjerg i hvert fald som et skræmme-eksempel på, hvorfor det ikke altid er lykken at sælge til profitmaksimerende udenlandske ejere.

Forhåbentlig er hele dette kaosforløb også en lærestreg for storinvestor Paul Conway, der heller ikke ligefrem kan prale med fantastiske resultater på banen.

Se Ekstra Bladets interview med Peter Hyballa, da de første anklager var kommet frem:

Kaosklub: Patetisk og noget vrøvl