Komplet røvtur for dansk fodbold

- Mølbak og Co. må have glædet sig over et tomt stadion i Herning, mens FCM fik et ordentlig rap over nallerne i skuffende indsats, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Jesper Hansen ser opgivende ud. Foto: Claus Bonnerup
Jesper Hansen ser opgivende ud. Foto: Claus Bonnerup

DET MÅ HAVE været en fryd for Kåre Mølbak, Søren Brostrøm og Joy Mogensen at have set MCH Arena som ramme for FCM-Atalanta i Champions League.

Et stadion tømt for tilskuere. Nærmeste til perfektion.

Fodbolden har de formentlig været fuldstændig ligeglade med, men manglen på evidens for stadig at holde tilskuertallet på maksimalt 500 er hovedrystende.

Ekstra Bladet forsøgte ihærdigt, men forgæves, at få nogle klare svar ud af Kåre Mølbak og Søren Brostrøm om, HVORFOR man må være flere tusinde i eksempelvis Tivoli, men man ikke må sprede flere end 500 tilskuere ud på et kæmpe udendørs stadion, hvor man både har taget højde for ind- og udgang – og sådan set også er klar til at forlange mundbind.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Pione Sisto og FCM fik smæk af Atalanta. Foto: Claus Bonnerup
Pione Sisto og FCM fik smæk af Atalanta. Foto: Claus Bonnerup
 

MEN LIRUM, LARUM – og vrøvlesvar. Bedste begrundelse var endnu engang at hive en Atalanta-kamp fra 19. februar frem som skræmmeeksemplet, men vi er jo alle sammen blevet klogere på de otte måneder. Læs interviewet med Mølbak og Brostrøm her.

Ja, smittetallene i hele Europa stiger med bekymrende hastighed, og selvfølgelig skal vi acceptere, hvis der er bevis for det, at fodboldkampe er med til at øge smittetallene, men så kom dog med dem. De beviser mangler i uhyggelig grad. Her svigter specielt sundhedsmyndighederne, der har taget ansvar for beslutningen, men også politikerne har et kæmpe ansvar.

Nu tænker jeg ikke, at Brostrøm, Mølbak og Mogensen delte en sixpack foran skærmen til FCM's Champions League-dyst, men havde de gjort det, så havde måske også lukket FC Midtjylland ned…

DET GJORDE ATALANTA så. Effektivt. Viste sig et par klasser bedre end FCM, der virkelig fik ørerne i fodboldmaskinen i Champions League-debuten.

FCM lagde ellers optimistisk fra land, lagde et solidt pres på Atalanta-mandskabet, men da først italienerne havde rystet det og den silende regn af sig, så var det blå-sorte mandskab voldsomt dominerende.

På fart, boldbehandling, tempo i spillet, fysisk – og ikke mindst i kvalitet omkring FCM-feltet, hvor de individueller kvaliteter for alvor kom til udtryk.

Et sjældent offensivt italienerhold, hvor stort set alle mand bidrager i det offensive.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Duván Zapata sender den ind bag  Jesper Hansen. Foto: Claus Bonnerup
Duván Zapata sender den ind bag Jesper Hansen. Foto: Claus Bonnerup
 

DET HAVDE FCM mere end svært ved at hamle op med, og midtjydernes midtbane fik aldrig sat en prop i playmaker Gomez leverancer til højre og venstre om FCM-defensiven. At den lille argentiner, der også kan afdrible en mand eller to, også var ved at smadre netmaskerne bag Jesper Hansen med et brag af et hug fra kanten af feltet, lægger blot til respekten for den lille general.

Så hjælper det selvfølgelig heller ikke, at en spiller som Jens Lys Cajuste, som der ellers er vanvittig meget godt at sige om, smed bolden lige i Atalanta-fødder tæt på eget felt. Det er Champions League, kammerat! Ikke en søndag eftermiddag i SønderjyskE…

OFFENSIVT VAR FCM’s også kommet i menneskehænder. Pione Sisto og Awer Mabil blev alt for nemt sat ud af spillet – og Sory Kaba var ikke den opspilsstation FCM havde håbet på. De lange pedaler fra Jesper Hansen skortede det ellers ikke på, men altså uden udbytte.

FCM havde mere ære af anden halvleg end de første 45 minutter og fik lidt mere styr på midtbaneduellen, hvor indhoppet af Evander gav FCM mere tilstedeværelse, mere boldbesiddelse og pondus. Dog uden for alvor at blive farlige, men brasilianeren ligner en vigtig Champions League-brik.

SKUFFENDE AF FCM? Ja, sgu da! En ydmygelse at tabe 4-0 hjemme.

Selvfølgelig er Atalanta et bragende godt hold. Langt bedre end FCM, men mere kvalitet i boldomgangen, mere bevægelse for hinanden og større investering i de fysiske dueller SKAL være på menuen i de kommende Champions League-kampe, hvis midtjyderne skal finde fodfæste.

FCM har drømt om Champions League længe – og selvom debuten i verdens fineste klubturnering måske ikke var et mareridt, så var det dog noget af en knytnæve, der blev sat ind af italienske Atalanta med 4-0-sejren.

Det var lidt en røv og nøgler-aften for FCM, og forhåbentlig er læringskruven for FCM stejl i Champions League. For nu venter Liverpool på Anfield...

Sådan klarede FCM-spillerne det mod Atalanta:

Foto: Claus Bonnerup FC Midtjylland Tre dumper fælt

Robert Platek fik SønderjyskE for et beløb i omegnen af 40 mio. kr. Sportsligt er sæsonen også startet fint med tre hjemmesejre over FCM, AaB og Brøndby. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix Sport og Spil Superligaen Indefra: Scorede Superligaklub for 40 mio. kr.

Kevin Magnussen er på vej ud af Formel 1. Spørgsmålet er hvorhen? Foto: Andy Hone/Haas F1 Team Sport og Spil Kevins F1-farvel: Her er hans lukrative alternativ

86 kommentarer
Vis kommentarer