Koster dårlig ledelse Danmark EM-plads?

Hvis kvalifikationen til EM kikser, så må Claus Bretton-Meyer og Jesper Møller også æde deres del af fiaskoen, fordi de blev taget med bukserne nede af Morten Olsen, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

Lige nu er der ikke meget at grine af for Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer. Specielt ikke, hvis Danmark misser EM-kvalifikationen. Foto: Lars Poulsen
Lige nu er der ikke meget at grine af for Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer. Specielt ikke, hvis Danmark misser EM-kvalifikationen. Foto: Lars Poulsen

VI SPOLER LIGE tiden tilbage til 17. marts. Lige præcis den dag i DBU-bunkeren i Brøndby tog Morten Olsen DBU-ledelsen med fodboldshortsene snurret helt nede om anklerne.

Efter Ekstra Bladet gennem flere uger havde beskrevet et uhørt og pinligt dårligt klima mellem landstræneren og DBU-bosserne, så slog Morten Olsen tilbage med annonceringen af sit stop ved kontraktudløb.

HAN TOG IGEN styringen i et forløb helt ude af kontrol, og selv om det stod klart, at han ikke havde en kinamands chance for en forlængelse, så havde han nu igen forhånden og spillede den fermt.

Ja, faktisk på den måde at en handlingslammet ledelse intet foretog sig og i hvert fald ikke valgte en af de to mulige løsninger i sådan en situation:

  • At fyre landstræneren i samme sekund – arrgh, så lidt efter – at stoppet var annonceret. Fordi man igen og igen har set, at en træner, der er på vej væk, mister holdet, motivationen og omgivelsernes respekt. At Morten Olsens opsigelse oven i købet kommer næsten 16 måneder før kontraktudløb, gør bestemt ikke sagen bedre.
  • At holde opsigelsen internt netop for at undgå at det hele smuldrer omkring holdets leder.

Se også: Aggers hemmelige tale: Skælder ud på DBU-toppen

NÅR DEN DEBAT blusser op igen, så er det selvfølgelig, fordi at Ekstra Bladet i dag afslører, at landsholdets anfører Daniel Agger talte dunder til DBU-toppen efter sejren over Serbien.

En dag hvor både Claus Bretton-Meyer og Jesper Møller regnede med at bægerklang, slesk tale og måske et glas portvin skulle fylde lokalet i Parken. Om igen, drenge! Der var tørre tæsk på menuen i stedet.

Landsholdets anfører viste sig igen som en mand af en speciel støbning og gav DBU tørt på for deres behandling af Morten Olsen.

En sag hvor Daniel Agger i øvrigt var helt på linje med Ekstra Bladet, der også opfordrede DBU til enten at fyre Morten Olsen eller tage ham alvorligt.

Se også: Derfor gik Agger til angreb på DBU

DET SER UD til, at fodboldunionen landede på ingenting – og netop fordi klimaet var og stadig er koldkrigsagtigt mellem Morten Olsen og DBU, så kunne den bedste løsning ikke anvendes.

Nemlig den at opsigelsen blev holdt internt, indtil det var afgjort, om Danmark kvalificerede sig til EM eller ej.

Det havde ikke svækket Morten Olsens situation, og det havde stadig givet DBU god tid til at lede efter en afløser – og det dårlige samarbejdsklima er først og fremmest arbejdsgiverens ansvar.

Nu håber vi selvfølgelig alle, at Danmark kommer til EM, men skulle det ikke ske, så må en vag DBU-ledelse også påtage sig en del af ansvaret, fordi de ikke valgte en af de rigtige løsninger tilbage i de marts-dage, hvor Morten Olsen annoncerede sit stop.

JA, MAN KUNNE også klandre Morten Olsen for, at han med offentliggørelsen tænkte mere på at bringe sig selv i spil til fremtidige jobs og blæse højt og flot på DBU, men den holder ikke.

Havde DBU behandlet Morten Olsen med respekt, så havde han selvfølgelig også gjort det samme.

Nej, DBU-ledelsen blev fanget med bukserne nede, og der hænger de endnu ...

Se Daniel Agger tale om Morten Olsen:

14 kommentarer
Vis kommentarer