Landsholdskritikken kammer helt over: SLAP NU AF

Disciplineret, tændt og klog indsats sender Danmark i 1/8-finale – og så må vi gemme fodbold-feinschmeckeriet, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

MOSKVA (Ekstra Bladet): Termometeret sneg sig op mod de 30 grader på vanvittigt smukke Luzhniki Stadium – og Danmark kan også skrue en tand op for fodboldfeberen. Nu kåger det!

Der er nemlig serveret en 1/8-finale til Danmark på søndag i Nizhny Novgorod – og lad os da bare hamre denne påstand fast på Kremls mure: Resultaterne og dermed udbyttet af den indledende runde har været LANGT bedre end spillet.

Det kan man have mange holdninger til og allerede nu vælter det ind med kommentarer til det danske spil. Det skal man lytte til, for fodbold burde også være underholdning, men det må også være rimeligt at hylde en bedrift, som vi skal tilbage til 2002 for at matche, nemlig en 1/8-finale ved VM.

Det er fandengaleme i orden, drenge! Ren kongepræstation.

Til alle landsholdshaterne, der går løs: Det er jo ikke en five-a-side-turnering i Sakskøbing, men et VM mod verdens bedste nationer. Tænk lidt på den som hvis jeres Superliga-hold skulle bruge et enkelt point for ikke at rykke ned. Så ville de fleste acceptere sådan præstation.

 

Ja, vi fik den forventede hjælp af Peru, der endnu engang rev hjertet ud for fædrelandet og høvlede Australien hjem til det store kontinent som bundprop i puljen. Gracias!

Det ændrer bare ikke på, at Danmark steppede op, skød brystet frem og spillede én uhyre velkomponeret, disciplineret og koncentreret indsats mod de franske verdensstjerner.

Med god energi og uden overdreven respekt for de store navne. Totalt professionelt - og en vaskeægte mandfolkepræstation.

Selvfølgelig hev Åge Hareide de små landes trick op af posen, nemlig en ultrastram defensiv, hvor de lange bolde fra Kasper Schmeichel var den foretrukne opspilsmetode.

Vi har på den kant hverken Sverige eller Island noget at høre – og så må leve med, at new football-nordic måske ikke scorer mange fodboldvenner ude i verden…

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Dem var der heldigvis på tribunen, hvor danskerne både var synlige og hørbare blandet de 78.011 tilskuere i støtten til det danske landshold.

Det fede ved kampen var, at Danmark på nogle få og velafstemte omstillinger fik vist tænder. Det pyntede.

Åge Hareide havde rystet bagerposen en del – og gav plads til Mathias Zanka Jørgensen i midterforsvaret sammen med Simon Kjær. Det kom Huddersfield-forsvareren fremragende fra. Han skulle tæmme Olivier Giroud og Chelsea-angriberen var usynlig i størstedelen af kampen.

At han tog en for holdet og nedlagde Griezmann i et kontraløb, jamen det skal den tidligere FCK’er jo heller ikke høre noget for. Sådan er international topfodbold. Ingen moralske skrupler der.

Mathias Zankas startplads kom i stand fordi Åge Hareide ville sørge for en stærk defensiv organisering, og derfor flyttede han Andreas Christensen op på den defensive midtbane i stedte for Lasse Schöne.

Om ikke en taktisk genistreg, så dog forrygende effektfuldt. Det var ikke mange mellemrumspladser Atletico-stjernen Antoine Griezmann fandt – og det er kredit til Andreas Christensen.

Foto: AP
Foto: AP
 

Sidste nye mand i startformationen var Andreas Cornelius og klap herfra til ’Corner’ for en stærk præstation i en svær kamp. Ofte alene vandt han størstedelen af sine dueller og serverede en superaflevering til Christian Eriksen, der nu i tredje forsøg er videre fra den indledende ved den slutrunde. Det lykkedes hverken i 2010 eller 2012.

Nu står han så i spidsen for et 1/8-finalehold og dermed en pæn plads i historiebøgerne om dansk landsholdsfodbold, men der er forhåbentlig flere blanke sider der skal fyldes. Om Christian Eriksen og det danske landshold i 2018-udgaven.

Tottenham-stjernen kæmper stadig med at sætter størrelse 48-aftryk i turneringen, men igen mod Frankrig var det Christian Eriksen der var farligste mand.

Med et godt løb på Cornelius’ aflevering i første halvleg og et strålende frispark i andet, så viste han igen, at han er vores bedste offensive våben.

Det må gerne slibes endnu mere til i den 1/8-finale, der venter søndag.

For det blev heldigvis ingen Åge Revoir!

Foto: Lars Poulsen VM 2018 - 26. jun. 2018 - kl. 17:58 Hareides mesterstykke: Første VM-triumf i 16 år

Se også: Berygtet dansk hooligan anholdt til VM-skæbnekamp

Monumentet til minde om de 66 omkomne på Luzhniki i 1982. Foto: All Over Press Sport og Spil Den skjulte tragedie: Danmark spiller på dødens stadion

125 kommentarer
Vis kommentarer