Pinligt, Brøndby: Vanvittigt ubelejligt tidspunkt!

- Det er nu, at Alexander Zorniger skal stå sin afgørende prøve som Brøndby-boss, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Alexander Zorniger i uvant rolle på Brøndby Stadion, nemlig som traber. Foto: Lars Poulsen
Alexander Zorniger i uvant rolle på Brøndby Stadion, nemlig som traber. Foto: Lars Poulsen

BRØNDBY-FANS ER heldigvis nogle hårdføre typer. Der er ingen som den blå-gule hærskare, der i årevis er blevet latterliggjort og hånet for elendige sportslige resultater og en klub på gravens rand.

Nu har den gennem to sæsoner stået på ren optur og selvom mesterskabet glippede på en sort aften i Horsens i Superligaslutspurten, så er dansk fodbolds første store lokomotiv på ret kurs.

Økonomien er i bedring og det vælter ind med folk på stadion. Understreget af et rekordhøjt antal solgte sæsonkort.

Vildt imponerende – og Brøndby vel undt.

Derfor kommer søndagens nederlag til oprykkerne fra Esbjerg også på et vanvittigt ubelejligt tidspunkt. Det falder nemlig lige i kølvandet på et derby-nederlag til ærkerivalerne fra FCK og to Superliga-nederlag i træk er med Brøndbys march mod bedre tider ganske usædvanligt.

Artiklen fortsætter under billedet:

 Esbjergs matchwinner Yuri Yakovenko (tv.) var glad efter kampen. Foto: Lars Poulsen
Esbjergs matchwinner Yuri Yakovenko (tv.) var glad efter kampen. Foto: Lars Poulsen
 

MERE BEKYMRENDE FOR Alexander Zorniger er dog, at det uventede og pinlige nederlag til Esbjerg taler lige ned i det spillemæssige problem Brøndby har haft siden Superligaen blev fløjtet i gang.

Brøndby-holdet har ikke været katastrofale eller kriseramte, men sidste sæsons overvældende aggressivitet, offensive pågåenhed og hurtige boldomgang er forsvundet.

Esbjerg-kampen var en eksempelvis en kaskade af boldtab og simple afleveringer, der aldrig fandt deres modtager. De tekniske fejl var lige så rigelige som fjerboaer til lørdagens Pride-parade…

OPSPILLET FRA FORSVARSKÆDEN var svagt og selv ellers pasningsstærke spillere og profiler som Hany Mukhtar og Simon Tibbling fik slet ikke offensiven til at svinge.

Samtidig virker Mikael Uhres rolle på Brøndby-mandskabet uafklaret – og der burde ikke være tvivl om, at sportsdirektør Troels Bech har en opgave inden transfervinduet klapper i: Find en angriber, der kan supplere Kamil Wilczek!

Ja, måske også en midterforsvarer alt afhængig af Benedikt Röckers hovedskade.

Javist, træværket var tre gange med Esbjerg, men hatten af for gæsterne, der på lange stræk turde spille med Brøndby og flere gange brugte deres fart til at true den tunge bagkæde hos hjemmeholdet. En operation, der også gav sejrsmålet i en perfekt udført kontra.

Ikke mindst 21-årige Emmanuel Oti Essigba var ofte en fryd for øjet, sjov at se – og får han mere effektivitet og færre udfald i sit hurtigt anlagte spil, så er der lagt i ovnen til en Superliga-profil.

Artiklen fortsætter under billedet:

Esbjergs Yuri Yakovenko sender bolden forbi Marvin Schwäbe og scorter kampens eneste mål til 0-1. Foto: Lars Poulsen
Esbjergs Yuri Yakovenko sender bolden forbi Marvin Schwäbe og scorter kampens eneste mål til 0-1. Foto: Lars Poulsen
 

ALEXANDER ZORNIGER KAN – måske med rette - føle sig uheldig mod Esbjerg, men tyskeren må også erkende, at han endnu ikke har fundet sin favoritformation. Der er en del rotation i midterforsvaret og på midtbanen bliver der også cirkulæret flittigt.

Det er selvfølgelig nødvendigt i en periode med masser af Europa League-kampe og en Superliga på fuldt drøn, men det ser også ud til at koste på kvaliteten og den sikkerhed, der kendetegnede Brøndby i hele sidste sæson.

KRISE? NEJ, NEJ - men Brøndby-bygningen skælver og det interessante bliver at følge Alexander Zorniger. Tyskeren, der med radikale midler og stor dedikation forandrede Brøndby og skabte ravage i Superligaen har nemlig fløjet på et tæppe af succes.

Ja, det tabte mesterskab – og det var lige præcis et mesterskab sat over styr – var selvfølgelig et tilbageslag og et ordentlig gok i selvforståelsen, men sæsonen var slut lige efter og der var en stor vilje til at kigge frem mod næste sæson.

Nu står Alexander Zorniger i en, tjae ’udfordring’ med store og vanskelige Europa League-opgør mod Genk forude og en Superliga, hvor man gerne vil hænge på rivalerne i toppen.

DET ER NU, at Zorniger skal stå sin prøve og vise, at han ikke lader sig slå sig ud af noget modgang.

Ellers vil nogle påstå, at han og truppen aldrig fik rystet sidste sæsons mesterskabs-kæberasler af sig, men tog afslutningen med ind i denne sæson.

Se den afgørende Esbjerg-træffer:

Se også: Chok i Brøndby: Oprykkerne snød Zorniger

Se også: Ståle i markant kritik af Fischer: - Der findes ingen undskyldninger

Foto: Liselotte Sabroe Sport og Spil FCK og Brøndby slås på transfermarkedet: Derfor får Ståle sin vilje

67 kommentarer
Vis kommentarer