GLEM TIBBLING-SAGEN, den evige fejde om, hvor mange tilskuere FCM kommer med på Brøndby Stadion – og læg også den netop overståede pokalfinale til side.
Der var åbenbart helt andre varme følelser for Brøndby i forbindelse med aftenens kamp fra FCM’s side.
CHEFTRÆNER KENNETH Andersen havde i hvert fald uden at blinke ændret på 10 (!) pladser til en kamp, som Brøndby SKULLE vinde for at holde sig i Europa-varmen.
Det gjorde de noget så eftertrykkeligt med 4-1.
MON IKKE DE skumler noget over den disposition i specielt OB, der nu skal ud i et afgørende Europa League-brag på lørdag mod netop Brøndby.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om ikke Kenneth Andersen og FCM spiller hasard med den sportsligt korrekte afvikling af Superligaen? Jo, er det korte svar, og det er pinligt.
DER ER JO INGEN tvivl herfra og til den jyske hede, at havde kampen mod Brøndby betydet noget for FCM, så havde man selvfølgelig ikke skiftet 10 spillere.
Ja, Jesper Hansen er undskyldt med den tragiske historie om brorens død , og selvfølgelig vil FCM skyde en del af de andre ændringer ind under skader.
Og med FCM’s voldsomt brede trup, så kan man også hævde, at det at stille med friske ben ikke svækkede kvaliteten voldsomt.
Det gjorde det så.
Artiklen fortsætter under billedet:
Mål-show i Brøndby: Total afklapsning
BEVARES, FIN START AF FCM, der godt kunne være forbløffet over, at første halvleg endte 2-1 til Brøndby, men det var mest på en masse individuelle kvaliteter, at FCM var med.
Man kunne sådan set heller ikke indvende noget på indstilling og arbejdsindsats hos FCM, men man ændrer ikke på så mange pladser, uden at en masse indbyrdes forståelse går tabt.
Som hold, som organisation og med lav kvalitet i både afslutninger og forsvar, så var det et rent FCM-B-hold, der gæstede Brøndby Stadion – og det blev kun tydeligere, som kampen skred frem.
SELVFØLGELIG KAN OB ikke tude alt for højlydt, for de kan trods alt afgøre hele baduljen på hjemmebane mod Brøndby, men det skævvrider alligevel turneringen, at FCM ikke har større respekt for turneringsafviklingen.
Der er INGEN Europa-kamp forude og blot ÉN (!) kamp tilbage i turneringen, så mon ikke lidt flere fra start-opstillingen i pokalfinalen kunne have spillet? Det tror jeg.
FCK STILLEDE eksempelvis med hele kavaleriet mod Esbjerg – og så kan man naturligvis påstå, at det ikke hjalp det store, da den som bekendt endte 4-3 til Esbjerg, men signalet var ikke, at man ville hjælpe Esbjerg til en bedre placering.
FCM ER OFTE i skudlinjen – og i denne sag har de selv placeret sig i kritikernes sigtekorn.
Danske klubber har millioner gemt i Europa
Superligaen Indefra: Riddersholm desperat presset