Så gider vi ikke snakke mere om det

- Guldkampen er naturligvis endeligt afgjort efter FCM's fortjente sejr i Parken, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Vild jubel blandt FCM-spillerne efter Lasse Vibes scoring til 2-0. Foto: Lars Poulsen
Vild jubel blandt FCM-spillerne efter Lasse Vibes scoring til 2-0. Foto: Lars Poulsen

VÆRSGO’ MINE damer og herrer: FC Midtjylland. De danske mestre anno 2020!

Buldrende fortjent – og imponerende tidligt, at FCK må folde kortene sammen. Ja, ja, det er endnu ikke matematisk afgjort, slet ikke, men 11 point ned til FCK sætter midtjyderne ikke over styr med seks kampe igen.

Så vasker Stig Tøfting alle Hernings trailere…

SELVFØLGELIG VAR det FCK, der skulle være førsteudfordrer og sådan set også har været det, men uden det nødvendige bid og evnen til at skabe chancer – og score på dem.

Når mesterskabet til FCM er udenfor enhver diskussion om retfærdighed, fortjent eller hvad man nu kan finde på, så kunne man jo også bare tage de indbyrdes kampe mellem FCM og FCK i denne sæson.

0-0, 4-1 og 2-1. Tre indbyrdes opgør har givet FCM syv point ud af ni mulige, så også dér har midtjyderne sat københavnerne fuldstændig til vægs.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Sory Kaba har scoret til 0-1 for FCM. Foto: Lars Poulsen
Sory Kaba har scoret til 0-1 for FCM. Foto: Lars Poulsen

 

FCM VAR DA også bedst i Parken. 

Ikke mindst i første halvleg, hvor FCK både fysisk, i presset og i boldomgang blev smadret af FCM-mandskabet.

Det var dem, der skabte chancerne, var klart farligst – og med en fremragende kontra sat i scene af Frank Onyeka også scorede det vigtige første mål ved Sory Kabas opfølgning.

I midtbaneslaget så det ud som om, at FCK led en del under savnet af karantæneramte Carlos Zeca, mens Rasmus Falk som ofte før var alt for alene om at skabe det kreative moment.

FCK SKAL NU kigge sig over skulderen i kampen om andenpladsen, men heller ikke her bør der blive mere at spille om. 

Syv point bør FCK ikke sætte over styr, men her skal Ståle Solbakken have styr på motivationen, men kan omvendt sætte nyt fut i mandskabet med tilbagevendte Jonas Wind og Robert Mudražija. De pyntede, da de kom ind mod FCM.

FCM? Bare tillykke. Vanvittigt stabilt niveau over hele sæsonen - og en kæmpe skalp for Brian Priske.

Desværre efterlader det ikke meget spænding tilbage i toppen af dansk fodbold.

SÅ ET HOP til bunden, hvor den anden af tre nedrykkere blev fundet.

Kent Nielsen, Troels Bech og Lars Olsen. Alle tre en del af den evige Superliga-træner-karrusel og sammen stempler de da også ind med vanvittige 1072 kampe!

Rutine er bare ikke alt – og nu har de alle tre haft en finger med i spillet om at finde denne sæsons nedrykkere, nemlig Silkeborg og Esbjerg.

KENT NIELSEN HAR stået i spidsen for Silkeborg i hele sæsonen. Selvom han var alt, alt for lang tid om at få styr på sin defensiv, hvor målene væltede ind, så bliver han også solgt af en fuldstændig naiv tro på, at den trup, der rykkede op i Superligaen var god nok til at klare livet i den bedste række.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Esbjerg fB-direktør Brian Knudsen (i midten) vil ikke afvise, at Troels Bech er at finde i klubben efter sommerpausen. Det bliver dog ikke som cheftræner. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Esbjerg fB-direktør Brian Knudsen (i midten) vil ikke afvise, at Troels Bech er at finde i klubben efter sommerpausen. Det bliver dog ikke som cheftræner. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

I ESBJERG HAR det sejlet langt mere – og her er sportschef Jimmy Nagel formentlig næste mand på affyringsrampen. Det var Nagel, der lancerede Lars Olsen som afløser for John Lammers, men meget tyder på, at bestyrelsen dårligt tog Nagel med på råd, da de hyrede Troels Bech.

Rent kaos – og hvorfor hulen fandt sportschef Nagel ikke tidligere ud af, hvor tyndslidt forholdet var mellem Lars Olsen og truppen. 

Det havde de både en vinterpause og corona-ditto til at tage hånd om. Meget tyder da også på, at lige præcis det gjorde, at Nagels aktier i Esbjerg nærmer sig kurs værdiløs…

MÅSKE OGSÅ i erkendelse af, at fyringen af John Lammers var for panisk – og man kan undre sig over, at Esbjerg som bronzevinder i sidste sæson ikke formår at slå mere sportslig kapital af det.

Så skal vi ikke gætte på, at sportschefen i Esbjerg kunne hedde Troels Bech om ikke forfærdelig længe…

Både Silkeborg og Esbjerg er Superligaens evige elevatorklubber med henholdsvis seks og fem nedrykninger gennem de sidste 20 sæsoner.

SÅ BÅDE SILKEBORG og Esbjerg får vi sikkert at se igen, måske med en mere langsigtet plan for livet i Superligaen. 

I mellemtiden kan to af de fedeste stadions i landet, så lyser op i 1. division…

Ekstra Bladets dommerekspert vil forbyde tyvstart af VAR-systemet som det nærmest blev gjort i Farum, da Brøndby var på besøg. Læs den kommentar her (+)

Guldet er hjemme

Ekstra Bladets fodboldekspert Stig Tøfting giver FC Midtjylland ren besked i den klumme. Masse af ros, men også lidt me pisken. Læs den her (+)

AGF’s oversete succesformel

Visionær eller varmluftsballon