'Supermand' er tilbage: Her er hans største udfordring

- Ansættelsen af Ebbe Sand er både modig og ambitiøs - og trækker tråde tilbage til Brøndbys storhedstid, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Hør, hvad Ebbe Sand selv mener, bliver den største udfordring for ham i Brøndby.

'FOR VI VED, hvad han kan. Vores Supermand. Ebbe, Ebbe Sand’.

Den sang vil snart bølge rundt på Brøndby Stadion. Formentlig med stor styrke.

Det er nemlig en helt særlig profil, Brøndby henter ind som sportsdirektør-afløser for Troels Bech. En mand, hvor Brøndby-DNA og hjertet banker tydeligt – og som med klasse, ydmyghed og stenhårdt arbejde stadig står som en af klubbens største profiler gennem tiderne.

Derfor vil Ebbe Sand få masser af medvind på Brøndby-cykelstien, og umiddelbart virker det som en stærk, ambitiøs og modig ansættelse af Brøndby.

NETOP BRØNDBY-aftrykket er under et vist pres hos den ellers stolte klub på den københavnske vestegn for tiden. Talentarbejdet er langt fra de gyldne dage, hvor der blev sprøjtet klasse-spillere ud, og man dominerede ungdomsrækkerne.

Førsteholdstruppen emmer heller ikke af Brøndby-blod i årerne.

I hvert fald ikke den helt tykke af slagsen – og antallet af danskere i truppen er heller ikke overvældende. Vigtigt? Nej, ikke voldsomt, når det som i sidste sæson går over stok og sten, men identifikationen og tilhørsforholdet kan få slagside i modgang, når man eksempelvis stiller med så få danskere og egne spillere som Brøndby.

På den led trækker man med ansættelsen af Ebbe Sand tydelige tråde tilbage til Brøndbys storhedstid og taler lige ned i fansenes hjerter.

Artiklen fortsætter under billedet:

Sådan husker mange Brøndby-fans Ebbe Sand. Foto: Polfoto
Sådan husker mange Brøndby-fans Ebbe Sand. Foto: Polfoto
 

FINT NOK - MEN EBBE Sand slipper naturligvis ikke med det. Der skal også leveres sportslige resultater samtidig med, at han netop slår på de Brøndby-dyder.

Man kan med rette spørge sig selv, om ikke Brøndby satser med en forholdsvis uprøvet Ebbe Sand på så vigtig en post? Der er en risiko ved alt, men umiddelbart er svaret nej.

Der er ingen tvivl om, at han mangler erfaring – også med Superligaens øjeblikkelige tilstand, men han har trods alt prøvet en tilsvarende stilling i Silkeborg og ageret som rådgiver for både Brøndby og Schalke 04.

Det er dog noget helt andet at sidde med hånden på kogepladen, så i forhold til trupsammensætning, køb og salg og ikke mindst orden i økonomien, vil det være en stor udfordring for Ebbe Sand, når kravet om sportslig succes er konstant nærværende.

MEDIERUMLEN KENDER han fra sin tid som spiller og de mange roller i Silkeborg, så den bør være nem at håndtere for ham, selvom der også er sket en del på den front.

Presset i Brøndby er bare anderledes. Ikke mindst på ledelsesgangen – og med FCM og FCK som super skarpe konkurrenter, så er vejen til en ny Brøndby-storhedstid belagt med masser af udfordringer.

Netværket i forhold til agenter, klubber – og fodboldmiljøet har Ebbe Sand med egne ord holdt vedlige, men det skal selvfølgelig finpudses og opgraderes.

Artiklen fortsætter under billedet:

Ebbe Sand vil blive husket som en af Brøndbys største profiler gennem tiderne. Foto: Thomas Wilmann
Ebbe Sand vil blive husket som en af Brøndbys største profiler gennem tiderne. Foto: Thomas Wilmann
 

PÅ DE INTERNE linjer skal han formentlig vænne sig til, at klubejer Jan Bechs ord vejer ualmindeligt tungt i Brøndby, mens han med sit flotte tyske CV formentlig hurtigt vil kunne komme på bølgelængde med Alexander Zorniger – og nå, ja – tysk er heller ikke tosset at kunne med Brøndbys nuværende trup i tankerne.

Alt i alt en super spændende ansættelse – og at få en af Danmarks helt store fodboldprofiler tilbage i Superligaen bør være en gevinst.

Så må tiden vise, om han igen bliver Brøndbys supermand…

Ebbe Sands netværk er godt. Foto: Jens Dresling Brøndby - 31. okt. 2018 - kl. 09:34 Ebbe Sand afslører: Her er min fordel i Brøndby-jobbet

Se også: Overrasket Tøfting: - Spændende valg

Foto: René Schütze Sport og Spil Topdommer fik hjernetumor og kæresten kræft: Nu er de begge helbredt

Awer Mabil har haft en lang vej til den succes, han oplever nu i FC Midtjylland. Mabil voksede op i barske omgivelser i en flygtningelejr i Kenya. Foto: Ernst van Norde Sport og Spil Superliga-stjernens uhyggelige barndom: Voksede op med sult, vold og drab

35 kommentarer
Vis kommentarer