Syg timing

En chef på vej ud ad døren er kun en halv autoritet, og det bliver Horsens' store udfordring, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

Havefest hos Bo Henriksen. Video/redigering: Ernst van Norde/Kristian Hansen

SKULLE DER skrives en bog om at eje et omklædningsrum, så lad da endelig Bo Henriksen skrive et af kapitlerne.

Den karismatiske fynbo har givet flere eksempler på eksplosive peptalks – og selvom enkelte af spillerne muligvis har tænkt 'sikken en klaphat’, så har Bo Henriksen igen og igen bevist, at han har flyttet Horsens i den rigtige retning.

Det skal han ikke længere. Eller rettere, det skal han kun næste sæson med, for når den slutter, så stopper Horsens og Henriksen samarbejdet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Bo Henriksen kan kunsten at eje et omklædningsrum. Foto: Lars Poulsen
Bo Henriksen kan kunsten at eje et omklædningsrum. Foto: Lars Poulsen

PÅ DET tidspunkt vil Bo Henriksen have råbt og skreget i Horsens i syv år, så på den led er det helt naturligt, at ikke mindst Bo Henriksen har lyst til at prøve noget nyt – og selvfølgelig få testet ambitionerne af i en større klub end Horsens.

Til gengæld virker timingen af offentliggørelsen for stoppet mystisk. I hvert fald set fra Horsens' side af skrivebordet.

Alle ved jo, at en chef på vej ud ad døren kun er en halv chef – og hvordan vil både Bo Henriksen og ikke mindst truppen håndtere det?

Vil Bo Henriksen stadig kunne det, der er en af hans helt store styrker, nemlig at topmotivere et mandskab, når nu alle i lokalet ved, at bossen er på vej væk. Vil han stadig kunne finde de sidste procenter hos sig selv og spillerne?

Man kan i hvert fald sige, at hvis den trumf i Horsens-hånden er væk, så går provinsklubben en hård tid i møde.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Bo Henriksen holdt havefest for sine spillere. Foto: Ernst van Norde
Bo Henriksen holdt havefest for sine spillere. Foto: Ernst van Norde
 

FOR BO HENRIKSEN selv er der selvfølgelig intet galt i en tidlig udmelding. Tværtimod. Nu er Bo Henriksen nemlig bombesikker på at blive kædet sammen med alle de klubber, der skal have en ny træner i løbet af de næste 12 måneder.

Han har god tid til at pleje kontakter, eventuelle interesserede klubber kan langtidsplanlægge – og opstår det rigtige tilbud midt i sæsonen, så kan han formentlig købes fri. Den sidste løsning er i hvert fald ikke svær at se for sig.

HVAD VENTER så for Bo Henriksen? Både OB og Brøndby har trænerudløb næste sommer – med mindre de forlænger med Jakob Michelsen og Niels Frederiksen – og selvfølgelig vil Bo Henriksen drømme om adresser i den størrelse.

Men hvor gerne man end vil se ham fyre den af i en dansk topklub, så har han hverken det rygte eller CV, der kan katapultere ham derop.

For mens Bo Henriksens koncept har virket perfekt i en mindre klub som Horsens, så skal der bare helt andre ting til i en topklub.

ET AF BO Henriksens bedste tricks i bogen er at finde billige spillere i lavere rækker eller udlandet og gøre dem Superliga-parate, men sådan fungerer det ikke i en topklub.

Samtidig har han ikke rystet det image af sig som en højtråbende cowboy-træner, der er mestermotivator, men ikke har de samme taktiske redskaber i trænertasken som sine kolleger.

Uretfærdigt? Måske, men sådan er opfattelsen af Bo Henriksen mange steder.

Uanset hvad så er Bo Henriksen en gave til dansk fodbold – og det skal nok blive interessant, hvor hans 120 decibels dessiner skal råbes ud efter afskeden med Horsens …

Vild du læse med om Bo Henriksen, så læs dette ærlige interview, hvor han fortæller om opvæksten hos en psykisk ustabil mor (+).

Vildt rygte: Storklub efter Superliga-stjerne

Superligaen Indefra: Gyser kostede guldfest

AaBs oversete revolution

Her hopper kæden af, Ståle!