To Russia with love: Eriksen, du er for sindssyg!

- Vi fik vores Skt. Christians Day - og tak for det. Jeg bøjer mig fuldstændig i støvet for den danske fodboldmagiker, skriver Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

14. nov 20:45 Irland - Danmark

VM-Kvalifikation, EuropaStadion: Aviva Stadium, Irland Dommer: Szymon Marciniak
Irland
1 1
5 5
Slut
Danmark

I 841 GRUNDLAGDE vikingerne Dublin – 14. november 2017 indtog vi atter den irske hovedstad! Med et brag - og bragte en VM-billet med hjem i rygsækken.

Hvilken triumf, hvilken rygrad og hvilken milepæl for både Åge Hareide – og de danske spillere.

Det VM, der for et halvt år siden var, nå ja – en by i Rusland – er nu krystalklar virkelighed. Slutrundetørken i 2014 og 2016 er heldigvis slut, og de rød/hvide farver skal heldigvis igen vises frem på den største af alle fodboldscener.

PÅ DENNE plads efterlyste jeg en Skt. Christians Day og det skal jeg denondefløjteme love for, at vi fik.

Eriksen – du er for sindssyg! Et dødbringende våben, der næsten kræver tilladelse ...

11 mål i 12 VM-kvalifikationskampe er ude af denne verden – og selvfølgelig skal hele verden have lov til at nyde Christian Eriksen i Rusland til sommer.

Det manglede sgu’ da bare!

Nicklas Bendtner og Simon Kjær i hed omfavnelse. Foto: Lars Poulsen
Nicklas Bendtner og Simon Kjær i hed omfavnelse. Foto: Lars Poulsen
 

DA DEN FYNSKE fodboldmaestro med et sublimt spark og vidunderligt overblik sendte kuglen ind bag Darren Randolph til 2-1, så blev Dublin lige pludselig stille.

For selvfølgelig skulle det mål, der for alvor sendte irerne ud i mørket komme fra Christian Eriksen.

Og lige så selvfølgeligt sendte han irerne helt ned i graven med en følt venstrepote til 3-1 – og hvem andre skulle kanonere en bold op gennem netmaskerne, der var nær ved at sprænges til 4-1-ydmygelsen end – ja, selvfølgelig Christian Eriksen.

Landsholdets Gulddreng!

Og straffesparket - jamen, totalt overskud, at Eriksen overlader kuglen til Lord Bendtner, der selvfølgelig jublede, som havde han afgjort VM-finalen med 5-1-målet ...

TOTTENHAM-STJERNEN har om nogen båret denne VM-kvalifikation på skuldrene med pragtpræstationen mod Polen og det vanvittigt vigtige mål ude mod Montenegro – og altså en nærmest mytologisk indsats på smukke Aviva Stadium.

Derfor sprænger han også Ekstra Bladets karakterskala og scorer et fornemt 7-tal.

Herfra er der kun at sige, at jeg i hvert fald bøjer mig fuldstændig i støvet over Eriksen!

Målet til 5-1 blev fejret med maner. Foto: Lars Poulsen
Målet til 5-1 blev fejret med maner. Foto: Lars Poulsen
 

JEG HAR SKREVET DET før, men vi tåler en vist en gentagelse: Christian Eriksen står fuldstændig på toppen af sin karriere både på klub- og landshold.

Mod Irland blev han samtidig yngste mand nogensinde til at runde 75 landskampe, og et godt VM i Rusland vil sende ham helt op i Michael/Brian Laudrup, Peter Schmeichel og Preben Elkjær-klassen.

Han er den offensive leder på det danske landshold – og det har Åge Hareide også sin andel i. Ja, måske er det nordmandens største triumf, at han har fået Christian Eriksen til at lyse så klart som landsholdsstjerne, og lige præcis det har bragt Danmark til VM.

SELVFØLGELIG SKAL en spiller som Christian Eriksen med til verdens største fodboldfest, hvor han oven i købet nemt kan blive det ombejlede midtpunkt.

I kampen mod Irland søgte han hele tiden de tomme rum, og han var hele tiden den nødvendige offensive trussel.

Det var en kamp, hvor man kunne skrive sig i historiebøgerne, og Christian Eriksen nøjedes ikke med en side eller to. Det var flere kapitler verdensstjernen gaflede til sig!

EN KAMP, DER i øvrigt startede i helvede, men endte i den syvende fodboldhimmel – og hvor Åge Hareide har skruet ned for fysikken og op for kombinationsfodbolden. Med et smukt resultat.

Til gengæld gav den også et vanvittigt vigtigt svar på, om holdet havde mod, mandshjerte og rygrad til at stå en svær test igennem.

Det rungende JA blæste igennem Dublins nattehimmel så tykt som den irske accent.

At komme bagud og have 50.000 turbosyngende irere imod sig og vende det til en meriterende sejr, jamen det vidner om vilje, attitude, hjerte og en rygrad en stål!

DET KAN ÅGE Hareide tage med til Rusland – og netop kampen i Irland bør kunne give dette landshold et gigantisk løft. Der er meget mere at hente på det fodboldmæssige, men nu må selvtilliden være tordnende høj.

Kanonføde i Rusland? Nej, det her danske landshold er ikke nemt at spille mod – og har også nogle offensive kvaliteter, så vi kan og skal forvente mere end blot en benovet deltagelse.

For de andre har jo ikke Christian Eriksen!

Jo, jo – vi sejler op ad Åge’n ...

PS: Det kan godt være, at de danske fans i Irland var i undertal, men de cirka 2400 danskere leverede alligevel en verbal præstation i VM-klasse!

Interaktivt element

De er VM-klar

Danmark blev tirsdag aften den 30. nation til at kvalificere sig til VM i fodbold.

Efter et hattrick af Christian Eriksen og et mål af Andreas Christensen og Nicklas Bendtner vandt Danmark 5-1 ude over Irland og er klar til VM med de samme cifre efter to playoffkampe.

I alt er 30 nationer altså klar til VM i 2018, hvor turneringen har deltagelse af 32 landshold.

Følgende lande er kvalificeret til VM:

Fra Afrika:

* Tunesien.

* Marokko.

* Nigeria.

* Egypten.

* Senegal.

Fra Asien:

* Iran.

* Japan.

* Saudi-Arabien.

* Sydkorea.

Fra Europa:

* Rusland (vært).

* Belgien.

* Polen.

* Tyskland.

* England.

* Spanien.

* Island.

* Serbien.

* Frankrig.

* Portugal.

* Schweiz.

* Kroatien.

* Sverige.

* DANMARK.

Fra Nord- og Centralamerika:

* Mexico.

* Costa Rica.

* Panama.

Fra Sydamerika:

* Brasilien.

* Uruguay.

* Argentina.

* Colombia.

Allan Olsen - 14. nov. 2017 - kl. 17:17 Den ultimative hån: Gør dagen til Skt. Christians Day!

Landsholdsfodbold - 14. nov. 2017 - kl. 22:34 Kong Christian sendte Danmark til VM

Landsholdsfodbold - 14. nov. 2017 - kl. 22:57 Kvist nær druknet i øl: Vi viser så mange boller  

1 af 9 
2 af 9 
3 af 9 
4 af 9 
5 af 9 
6 af 9 
7 af 9 
8 af 9 
9 af 9 Christian Eriksen var for vanvittig. Foto: Lars Poulsen
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen