Vær stolte: Det var sgu' med hjertet

- Spillerne kan ærgre sig, men der er intet at skamme sig over i nederlaget til Belgien, mener Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen

DET VAR REN Sovjetunionen 1985-vibe!

Gaderne i København var fyldt med festlige, farveklædte fans, og (Idræts) Parken var dækket op i rød og hvid. Fælledparken fyldt med højt humør og håndbajere.

Inde i Parken røg lydniveauet op i Metallica-niveau, da det danske landshold gik på banen.

’Der er et yndigt land’ blev sunget med en stemmepragt, der rigeligt kunne nå Rigshospitalets hjerteafdeling, hvor Christian Eriksen forhåbentlig har nydt hvert et vers.

JEG VAR IKKE SELV i Parken den juni-dag i 1985, da solen skinnede og Sovjetunionen splittet i småstykker i 4-2-sejren. Men trods mange landskampe på bagen på reporterpladserne, så har jeg aldrig oplevet så vild en stemning i Parken, som den i aftes.

Det var virkelig ’en for alle og alle for Christian’, der sitrede gennem hele Parken.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 Romelu Lukaku og Kasper Hjulmand i en krammer efter kampen. Foto: Lars Poulsen
Romelu Lukaku og Kasper Hjulmand i en krammer efter kampen. Foto: Lars Poulsen

Fire mand strålede i nederlag. Læs Ekstra Bladets karakterbog

SPILLET? JAMEN, også her røg tankerne tilbage på 1985, for er du vanvittig en første halvleg fra det danske landshold.

Så meget power, så meget opsparet energi.

Hver gang en belgier havde bolden, så var der et par hurtige danskere over ham.

Drømmestarten med Yussuf Poulsens iskolde afslutning under kæmpen Courtois til 1-0 gjorde bare belgierne endnu mere rådvilde.

Danmark havde virkelig giganterne og medfavoritterne til EM-sejren fuldstændig i knæ.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hilsen til Christian Eriksen og et minuts klapsalver. Foto: Lars Poulsen
Hilsen til Christian Eriksen og et minuts klapsalver. Foto: Lars Poulsen
 

DET GJORDE KUN det rørende minut, hvor spillet stoppede og alle hyldede Eriksen, til en endnu vildere oplevelse. De små nakkehår rejste sig for alvor i den varme sommeraften.

Chancerne til Mikkel Damsgaard, Daniel Wass og Martin Braithwaite gav desværre ikke pote i den halvleg, hvor Danmark spillede den måske klart bedste 45 minutter under Kasper Hjulmand – sorry Eriksen …

AT EN GUT SOM 20-årige Mikkel Damsgaard går så uimponeret, så determineret og inspireret til værks i sådan en kæmpe kamp, er ganske enkelt klasse.

Det kan godt være, at han havde de tyndeste ben i Parken, men er du gal, hvor han bruger dem godt.

Så ser vi lige bort fra filmforsøget i anden halvleg, der kostede et gult kort ...

Den halvleg var en hjertestarter til de danske EM-drømme og en rendyrket hyldest til Christian Eriksen.

Det var her, de belgiske røde djævle blev til hvide engle! For en stund, altså.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 Skuffede danskere: Kasper Schmeichel, Jannik Vestergaard og Yussuf Poulsen. Foto: Lars Poulsen
Skuffede danskere: Kasper Schmeichel, Jannik Vestergaard og Yussuf Poulsen. Foto: Lars Poulsen

Læs også: Eriksen-hyldest går verden rundt

NU ER DER IKKE noget, der er snyd eller uretfærdigt, men når Belgien lige kan smide friske folk som ikke mindst Kevin De Bruyne, Axel Witsel og Eden Hazard på banen til at afgøre løjerne, så er det sgu’ lige før, vi nærmer os.

Der var i hvert fald dømt uretfærdige hold i skolegården …

For ja, det ændrede den offensive del af det belgiske hold fuldstændig i anden halvleg.

TO ANGREB – BEGGE startet op af ustoppelige Lukaku med fart, teknik og power endte i flipperspilshurtige afleveringer af belgierne – og altså to stensikre afslutninger af Thorgan Hazard og Kevin de Bruyne.

Var Belgien bedst i 2-1-sejren? Nej, dælme nej.

Men de havde altså Kevin de Bruyne og Romelu Lukaku, der atter viste sin store klasse, da han blev hængende hos den danske trup efter slutfløjt.

To af verdens absolut bedste fodboldspillere, der formåede at kaste stjernestøv over det belgiske landshold, da de havde allermest brug for det.

De svingede vaffeljernet …

Artiklen fortsætter under billedet ...

Mikkel Damsgaard fyrer kanonen af. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Damsgaard fyrer kanonen af. Foto: Lars Poulsen
 

MED LIDT STØRRE held, dygtighed, koldblodighed, skarphed – kald det hvad du vil – så havde de to chancer i anden halvleg til Martin Braithwaite og skuddet fra Mathias Jensen givet det udlignende mål – men sådan skulle det ikke gå.

Alligevel kan de danske spillere og Kasper Hjulmand være sindssygt stolte af den præstation, der blev leveret i det rød-hvide inferno.

Spillerne kan ærgre sig, men der intet at skamme sig over.

MOD ET AF VERDENS bedste landshold var Danmark både modige, offensive, ofrede alt – og spillede i det hele taget, nå ja – med hjertet.

For Danmark – for Christian Eriksen.

HVAD NU? JA, NU skal Rusland besejres – gerne med to mål, så vi er bedre indbyrdes end netop Rusland og Finland. Det og så en sejr til Belgien over Finland, så ser alting rosenrødt ud.

Så er andenpladsen vores - og hvis Danmark kan levere bare 80-90 procent af det de leverede i Parken, så bliver russerne kørt midtover.

SÅ LAD OS NU få et fuldbyrdet flashback til 1985.

Stemningen, festen og spillet som i aftes, men naturligvis med sejren over Rusland oven i!

Se Ekstra Bladets nedtakt her:

 

Læs om spillet i kulissen: Kom tæt på dramaet i Parken (Ekstra Bladet PLUS+)

Så tæt var Braithwaite på at udligne til 2-2: Se Hjulmands reaktion: