Danmark kom ikke i VM-finalen, men vi havde mulighederne undervejs. Desværre havde vi to dårlige perioder undervejs, en i hver havleg, der gjorde, at vi kom til at hænge bagefter. Men der er tid til at vinde et nyt slag på søndag. De danske kvinder har så meget talent, at det har fortjent at få medaljer med hjem. At de så kun bliver af bronze, kan vi leve med denne gang.
Men fremtiden tegner ganske lovende, og lærer vi at lave færre fejl, så ser det nu ganske godt ud. Der skal dog gøres noget ved de udfald, som vi så to gange i løbet af kampen. For ellers vinder vi aldrig guld igen.
For på 10 chokerende dårlige minutter i begyndelsen af anden halvleg trak Frankrig for alvor fra. 20-14 nåede den at hedde, inden Christina Pedersen og forsvaret kom i omdrejninger igen. Angrebet begyndte atter at fungere, og der blev god plads til Susan Thorsgaard på stregen. Nu var der pludselig flere strenge at spille på.
Midtvejs i anden halvleg var vi kun bagud med to, og de franske kvinder begyndte at hive efter vejret. Men et fransk målmandsskifte tippede igen opgøret over i fransk favør, og så gik der fem minutter, inden vi kunne score igen. På den måde vinder man ikke mange semifinaler. Vores fejl blev prompte straffet, og vi hang hele tiden efter med et par mål. Og da kampen for alvor skulle afgøres, blev vi ramt af en udvisning, og igen mistede vi koncentrationen i angrebet. Der blev for meget panik og håbløse oppres til fløje, der altså ikke kan score fra baglinien.
Danmark fik ellers næsten den bedst tænkelige åbning på kampen. Christina Pedersen var et rent plankeværk i målet. Forsvaret, med en hidsigt tacklende Mette Melgaard i spidsen, var bevægeligt og kontant, og angrebet kørte som smurt i olie. Der blev lagt godt op til Line Jørgensen, der med venstrehånden hamrede den ene tordenkugle i mål efter den anden.
Frankrig var uheldige, da deres strateg og store stjerne, Allison Pineau, allerede efter to minutter blev skadet efter en hård duel med Mette Melgaard. Det rystede franskmændene der først efter en timeout, hvor Danmark førte 7-4, fk styr på spillet. Det gjorde de til gengæld så godt, at de hentede det danske forspring på få minutter. Og så lavede vi i den periode for mange tekniske fejl.
Trine Troelsen smed bolde væk, og på bænken mistede de danske trænere overblikket. For tredje gang under turneringen lavede vi en udskiftningfsfejl. Den kostede en to minutters udvisning oven i den, vi havde i forvejen. Resten af halvlegen hang vi bagefter, og det var egentlig billigt sluppet, at vi kun var bagud med to ved pausen.
Meget var allerede vundet inden semifinalen. Vi har overrasket ikke mindst os selv ved at vinde syv kampe i streg. Imponerende i betragtning af de mange afbud, Jan Pytlick modtog i de sidste uger op til slutrunden. Men nu er vi atter blandt de fire bedste lande i verden, vi har hjemmebane i kvalifikationen til OL i London, og ikke mindst har kvinderne med deres indsats i Brasilien givet os troen på, at der venter mange medaljer forude. Så lad os nu få den bronze med hjem. Så er vi nemig igang med en ny æra i dansk kvindehåndbold.
