DET BEDSTE VM nogensinde, sagde Gianni Infantino. Heller ikke der havde FIFA-præsidenten Danmark i tankerne.
Sikke en fadæse. Sikke en nedtur. Sikke en skamplet på Kasper Hjulmands landstræner-cv. For halvandet år siden kunne han gå på vandet – nu drukner han i kviksandet i Doha.
Det er landstrænerens ansvar. Han svigtede fatalt i sin trupudtagelse, holdsammensætning og taktiske oplæg til de tre kampe, og derfor sejler Danmark ud af VM, inden tilskuerpladserne på de nybyggede stadions overhovedet er nået at blive fyldt op.
DET ER JO næsten ikke til at forstå. Danmark blev udskreget som VM-outsider, Kasper Hjulmands tropper kunne slå alle på en god dag, sagde han, og drømmen var VM-guld. Realiteten er nummer sjok i en gruppe med Australien og Tunesien.
Jeg kan faktisk ikke huske at have set så mange rystede ansigter omkring mig, som jeg så på pressepladserne på Al Janoub Stadium. Det var ikke til at fatte, hvad der var sket.
Kasper Hjulmand har i flere år ellers slentret cool mod legendestatus i Danmark, men han vil nu stå som ansvarlig for en af de sorte pletter, som danske fodboldfans vil huske for altid. Han svigtede, da det gjaldt, og han blev i den grad også svigtet af flere af sine vigtigste soldater undervejs.
PIERRE-EMILE HØJBJERG storskuffede i en kamp, hvor han skulle tage ansvar og som en dirigent bestemme takt og melodi på landsholdet. Den ene fejlaflevering blev afløst af den næste håbløse førsteberøring.
Christian Eriksen var et spøgelse vandrende rundt i lavt tempo alt for lavt i banen og uden kreative tanker om, hvordan Danmark kunne åbne Australien.
Og så manglede Mæhles magi. Den energi, power og farlighed, som også har gjort landsholdet til et top ti-hold i verden. Desværre tværet ud i fjæset på os alle, da han blev snurret rundt ved Mathew Leckies mål.
DET VAKLEDE, det knirkede og det brasede fuldstændig sammen i Dohas lune aften.
Vi skal nok få lov at høre mere om, hvordan VM er noget helt særligt, og kampene under sådan en slutrunde bare kan tippe – med henvisning til alle mulige andre resultater end de danske.
Men når vi hører undskyldningerne, så lad os lige huske på og holde fast i, at det her landshold er fyldt med profilerede spillere fra store klubber rundt om i Europa.
NU SENDES de hjem af spillere fra den lokale australske liga og den næsten lige så lidt imponerende skotske. Efter at have fået et enkelt point mod Issam Jebali fra Superligaen og hans tunesiske makkere. Det er hverken en arrogant eller respektløs melding – det er rene fakta. Og det er ikke imponerende.
Det har været en gennemgående fesen omgang fra det danske landshold i Qatar. Fra slowmotion-indsatsen mod Tunesien over den franske nedtromling til den pinlige præstation mod Australien.
Meget har som sagt været galt.
DER LIGGER en nuance og gemmer sig i flere af spillernes klubsituationer.
Det er bare et problem, når Kasper Dolberg bliver strippet for selvtillid uge efter uge i Sevilla. Når alternativerne Jonas Wind og Andreas Cornelius har været for skadede til at nå topformen. Og når Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen ikke er samme spillere som under EM.
Danmark har brug for, at de bedste spillere også rammer deres højeste niveau. Større fodboldland er vi trods alt ikke.
MEN KASPER HJULMAND skulle også have fundet en formel mod de milddelmådige tunesere og de knoklende australiere. Det har selv lidt formsvage danske spillere altså rigeligt kvalitet til.
Og så skulle landstræneren have taget højde for spillersituationen og udtaget en langt mere kampklar trup, som kunne præstere allerede i gruppespillet.
Landstræneren udtog 26 spillere til knockout-kampene.
De nåede bare aldrig dertil.
