PÅ ONSDAG er det alvor. Nedtællingen er i gang. Slaget skal stå i kongrescentret i den smukke portugisiske hovedstad, Lissabon. DBU’s formand, Jesper Møller, advokaten fra Nordjylland, er på valg til UEFA’s eksekutivkomité. For en ny fireårig periode.
Men det er ikke noget, Jesper Møller har lyst til at tale om. Han har åbenbart tænkt sig at tie sig til pladsen. I forvejen er han kendt for at være den usynlige mand, men nu er han gået helt i sort. Han fører valgkamp i mørke. Eller spørgsmålet er, om han overhovedet fører valgkamp. I hvert fald oplyser DBU’s altid informative pressechef, Jakob Høyer, at Jesper Møller ikke umiddelbart udtaler sig før kongressen
DER ER ellers noget at slås for. Der er 11 kandidater til de syv ledige pladser i eksekutivkomitéen. De valgte får en millionhyre, et liv på første klasse og særdeles fornuftige diæter. Blandt kandidaterne er den norske fodboldpræsident, Lise Klaveness. I forhold til tavse Møller fører hun en meget aktiv og åben valgkamp.
Hende interviewede jeg i forbindelse med FIFA’s kongres i Rwanda for et par uger siden. Her stillede hun sig også til rådighed for en række store internationale medier. Flere af mine udenlandske kolleger forsøgte i Rwanda på hotel Radisson at henvende sig til Jesper Møller for at høre om hans valgprogram. Hver gang tog han flugten.
DET GJORDE Lise Klaveness ikke. Hun talte med alle, ligesom hun i den afrikanske stat havde et utal af møder med de europæiske fodboldpræsidenter, som var til stede og som har stemmeret på kongressen i Lissabon.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ifølge mine informationer har Lise Klaveness sikret sig støtte fra store fodboldnationer som England og Tyskland. Den nye islandske fodboldpræsident, Vanda Sigurgeirsdottir, har også signaleret, at hun stemmer på sin norske kollega.
TIDLIGERE kunne de nordiske kandidater regne med fuld støtte fra alle de nordiske lande. Men samarbejdet mellem de seks nationer er brudt sammen. Færøerne og Finland gik deres egne veje i forbindelse med præsidentvalget i FIFA. De støttede helt åbent genvalget af fodbolddiktatoren Gianni Infantino. De fire andre valgte ikke at underskrive en støtteerklæring til ham.
Et andet tegn på manglende fodslag i det nordiske fodboldhus var, da den finske fodboldpræsident, Ari Lathi, meddelte, at han går efter at blive en af UEFA’s tre vicepræsidenter i FIFA. Det kom som en overraskelse for de øvrige nordiske lande. Lathi skal i kampvalg med ungareren Sandor Csanyi. Det sker ligeledes på onsdag i Lissabon.
HER BLIVER UEFA’s præsident, sloveneren Aleksander Ceferin, genvalgt uden modkandidater for en ny fireårig periode. På den måde adskiller UEFA sig ikke fra FIFA. Der er kun én person i hele Fodbold-Europa, som har lyst til at være præsident for UEFA. Meget mærkeligt.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Men det er ikke anderledes i Danmark. Her er det kun Jesper Møller, der har lyst til at være formand for DBU. En mand, som har svært ved at huske sine egne handlinger og som ikke vil fortælle, hvad han har tænkt sig at stille op, hvis han bliver genvalgt til UEFA’s eksekutivkomité.
DER ER ellers nok at svare på. Skal PSG, Manchester City og Newcastles ejere fra Emiraterne, Qatar og Saudi-Arabien have lov til at opkøbe flere topklubber i Europa, altså flerejerskab, sådan som Aleksander Ceferin åbnede op for i et af sine sjældne interviews?
Hvordan får UEFA stoppet Infantinos planer om at udvide FIFA’s turneringer på bekostning af EM, Champions League og Nations League?
INDTIL videre blæser svarene i vinden. Men det kan hænde, at Jesper Møller vil svare, hvis han bliver genvalgt. Og det er ikke umuligt. Man må formode, at feltet af kandidater bliver skåret ned til ti. I hvert fald er Ukraines fodboldpræsident Andrii Pavelko hæmmet af, at han blev fængslet lige før nytår på grund af svindel. Han har ifølge politiet brugt tilskudspenge fra UEFA eller FIFA til eget forbrug.
Han er ganske vist blevet kautioneret ud af spjældet, men han er ikke renset. Alle UEFA’s 55 medlemslande kan stemme på syv kandidater.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Der er meget mere om snasket sportspolitik i de to nye afsnit af Ekstra Bladets prisvindende podcast 'Blodbold'. Her fortæller årets sportsjournalist, Jan Jensen, om den beskidte del af det smukke spil.
Ekstra Bladet var med ved FIFA's kongres i marts i Rwanda, hvor Gianni Infantino blev genvalgt som præsident. Hør mere i 'Blodbold' med Ekstra Bladet+