'Politi, Brøndby og FCK – Tag jer sammen'

Antallet af udeholdsfans mellem Brøndby og FCK bliver voldsomt beskåret. Det er en skandale, og så vil det i øvrigt overhovedet ikke give færre problemer. Det mener Ekstra Bladets kommentator om fan-forhold i dansk fodbold

FCK-fans i Parken. Kampen på Brøndby Stadion bliver med kun 750 FCK-fans på tribunen. (Foto: Jens Dresling)
FCK-fans i Parken. Kampen på Brøndby Stadion bliver med kun 750 FCK-fans på tribunen. (Foto: Jens Dresling)

Det er blevet besluttet, at der til de næste kampe mellem FCK og Brøndby kun bliver lukket 750 af udeholdets fans ind på henholdsvis Brøndby Stadion og i Parken.

Ifølge Brøndby IF er det Vestegnens politi, der har besluttet det. Uforståeligt. Og underligt at det også kan have betydning for kampen i Parken, hvor Vestegnens politi vel ikke har noget at sige.

Grunden er umulig at få øje på. Tror beslutningstagerne seriøst, at dem, der virkelig vil balladen, bliver væk og ikke møder op for at slås uden for stadion alligevel? Eller at de ikke kunne være blandt de hurtige, der sikrede sig billet?

Det er de forkerte, der bliver ramt, og man smadrer den positive fankultur. Når FCK tager til Brøndby kommer der op mod 1500 FCK-fans med derud. Når Brøndby kommer i Parken kommer der gerne omkring 3000 på Brøndby-tribunen. Nu mister henholdsvis op mod 750 og 2250 fodboldfans chancen for at få årets største fodboldoplevelse.

Derfor er tiltaget komplet tåbeligt. Og i øvrigt også uforsvarligt. For ud over at dem, der vil i slagsmål kommer i gaderne alligevel, så vil almindelige fans jo søge mod neutrale tribuner.

Og hvad så? Så risikerer vi, at nogle ikke vil 'finde sig i', at udeholdets fans er der, og så kan vi få ubehagelige situationer her.

'Hold fokus på fodbolden'

Vestegnens politi bruger som grund, at man ikke 'vil have FCK-fansene på det øverste afsnit'. Her har de stået i årevis. Og ja, der har været problemer ved flere lejligheder. Men det største problem var tilbage i 2008, så det virker helt malplaceret at finde på denne tåbelighed nu – tre et halvt år senere.

Men det dækker nok over, at Vestegnens Politi ikke deres opgave voksen.

Guderne skal vide, at man som gæstefan derude har oplevet dette og hint, når de uniformerede drenge fra politistationen i Albertslund går på gaden. Fans, der får tæsk, bliver bidt og angrebet med tåregas, fordi man fra politiets side ikke aner, hvem der er hvem, er bare nogle af de hændelser, jeg selv har oplevet i årenes løb.

Men nu har politiet så åbenbart besluttet, at man ikke er i stand til at passe sit arbejde. Og Brøndby IF vil ikke åbne resten af nedre tribune for FCK-fans, fordi hjemmeholdsfans har billetter her til. Det er mig en gåde, at vi skal hen til under to uger før kampen, før man finder ud af det her.

Og det er skandale, at DBU åbenbart ikke har regler som UEFA om, at udeholdet skal have minimum 5 procent af billetterne.

TV: Politiet amok på fodboldfans

Fodboldfans er blevet et af de få folkefærd herhjemme, hvor kollektiv straf er en ofte brugt – og tilsyneladende for magtens vedkommende – acceptabel sanktion.

Jeg spekulerer på, hvordan folk ville reagere, hvis man forbød trafik på en række landeveje rundt om i landet, fordi her er mange uheld. Eller hvis man forbød samtlige landets hjemmehjælpere at passe deres arbejde, fordi en flok af deres kolleger har fusket med arbejdet. Det ville aldrig blive accepteret.

Så hvorfor helvede er det så, at politi og politikere mener, at den slags uretfærdigheder er totalt acceptabelt, når det kommer til fodboldfans?

Hvad mener du? Er det klogt, at man begrænser antallet af udefans? Er du bange for at tage til derby? Eller er det rigtigt, at beslutningen er helt forkert?

afst fans

afst fans 2