Afsløring: Danske klubber involveret i bizart CL-slagsmål

Juventus' præsident sender brev til danske klubber og opfordrer dem til at blive væk fra konference om fremtidens Champions League

Real Madrid og PSG vil utvivlsomt blive faste deltagere i Champions League. Foto: Ritzau Scanpix
Real Madrid og PSG vil utvivlsomt blive faste deltagere i Champions League. Foto: Ritzau Scanpix

FREMTIDENS Champions League kan meget vel blive lagt på skinner i løbet af de kommende måneder. I hvert fald hvis det står til Juventus-præsident Andrea Agnelli, der også er præsident for ECA, sammenslutningen af europæiske klubber.

I ET NOGET usædvanligt brev, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, har Agnelli inviteret ECA’s 232 medlemmer, herunder AaB, Brøndby, FCK, FCM, FCN og OB til en ekstraordinær generalforsamling på Malta den 6. og 7. juni.

PÅ ØEN i Middelhavet vil klubberne blive præsenteret for en række af de tanker, ECA’s bestyrelse har gjort sig om Champions League fra 2024. Og der vil ske voldsomme forandringer, hvis Agnelli og ECA får magt, som de har agt.

EN DEL af ECA’s planer er tidligere sluppet ud, og man får let det indtryk, at de største klubber i Europa har tænkt sig at sætte sig på al flæsket. Det har fået sammenslutningen af Europæiske Ligaer, herunder Divisionsforeningen, til at reagere, blandt andet ved at invitere klubber fra hele Europa til en konference i Madrid den 6. og 7. maj. Dagsordenen er enkel: Hvad skal der ske med CL fra 2024.

MØDET I Madrid passer langt fra Agnelli og ECA. I sit brev til medlemsklubberne opfordrer Agnelli dem til at blive væk. Han skriver lige ud, at man ikke kan stole på De Europæiske Ligaer, og at de spreder misinformation om planerne for Champions League. 

AGNELLI understreger, at de europæiske klubturneringer skal styres af ECA i samarbejde med UEFA og ingen andre. Han mener, det er upassende, at De Europæiske Ligaer inviterer klubberne til Madrid.

Artiklen fortsætter under billedet...

Andrea Agnelli skruer bissen på. Foto: ecaeurope.com
Andrea Agnelli skruer bissen på. Foto: ecaeurope.com
 

DET ER et bizart slagsmål, vi er vidner til. I brevet skriver Agnelli, at han sammen med en række bestyrelsesmedlemmer fra ECA vil deltage i mødet i Madrid, men at klubberne altså bør blive væk. Så vil han efterfølgende på Malta orientere dem om indholdet af konferencen. 

MAN KAN ikke beskylde den magtfulde Juventus-præsident for at hylde åbenhed og dialog. Det her ligner et forsøg på at styre både udviklingen og debatten om fremtidens Champions League.

HVILKET har fået De Europæiske Ligaer til at reagere. Her hedder præsidenten Lars-Christer Olsson. Da han i sidste uge havde læst brevet fra Andrea Agnelli, skrev han dagen efter sit eget brev til de europæiske klubber. Også dette brev er Ekstra Bladet i besiddelse af, og her anklager Lars-Christer Olsson ECA for at komme med falske anklager og misinformation. 

DEN SVENSKE præsident for De Europæiske Ligaer mener, at UEFA og ECA de seneste 10 år har sat sig på udviklingen af europæiske fodbold og kørt det som deres private forretning. Det er i den periode, hvor de store klubber har fået langt flere pladser i Champions League på bekostning af klubberne fra de mindre ligaer. Som for eksempel Superligaen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lars-Christer Olsson, som her ses til højre, har svaret igen på Agnellis brev.
Lars-Christer Olsson, som her ses til højre, har svaret igen på Agnellis brev.
 

I SIT brev skjuler Lars-Christer Olsson på ingen måde, at han er stærkt uenig i de planer, ECA har for Champions League. Han skriver, at De Europæiske Ligaer vil præsentere deres eget bud på fremtidens europæiske turneringer, og derfor opfordrer han klubberne til at blæse på Agnelli og i stedet møde op til konferencen i Madrid.

JEG VED ikke, hvilke tanker De Europæiske Ligaer gør sig, men som nævnt er en del af ECA’s planer sluppet ud. ECA mener, vi har brug for flere europæiske kampe. ECA vil skabe et system med tre europæiske turneringer med hver 32 hold og med op- og nedrykning. I den fine af dem, vi kan kalde den CL1, skal de 32 klubber deles i fire puljer med hver otte hold. 

DE FIRE bedste i hver pulje går videre til ottendedelsfinalerne og vil automatisk være kvalificeret til næste års CL, uanset hvordan de klarer sig i den nationale liga. Nummer fem i de fire grupper vil også være videre til næste års CL, mens nummer seks og syv skal spille playoff. Vinderen er klar til næste års CL, mens taberen sammen med nummer otte i grupperne får plads i Europa League, som sikkert kommer til at hedde CL2. 

DET ER, hvad der er sluppet ud. Hvordan et dansk hold nogensinde skal kunne nå til CL1 er endnu uvist. Men måske ved at blive blandt de otte bedste i CL2.

Se også: Nu begynder global fodboldkrig

Se også: Spansk finale på vej til blodigt arabisk diktatur

Se også: Håbløst, DBU!

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere