Arrogant FIFA-præsident vil smadre UEFA

Infantino læste iskoldt i sin telefon, da der blev talt om døde migrantarbejdere i Qatar - han har tankerne andet sted, nemlig ved et VM hvert andet år, hvilket kan koste EM livet 

Arrogant FIFA-præsident vil smadre UEFA

Ekstra Bladets Jan Jensen interviewer formand i DBU, Jesper Møller, efter det åbne brev til FIFA. 6. maj 2021

NOK ER Europa det stærkeste fodboldkontinent i verden, hvilket fremgik tydeligt ved det seneste VM i Rusland, men magten over fremtiden er gledet UEFA og europæerne af hænde.

Det er tydeligt efter fredagens kongres i FIFA, hvor præsident Gianni Infantino med hjælp fra sine lakajer i Asien og Afrika fik støbt kuglerne til en revolution.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Infantino gad end ikke at høre efter, da der blev talt om den barske virkelighed i Qatar. Foto: Lars Poulsen
Infantino gad end ikke at høre efter, da der blev talt om den barske virkelighed i Qatar. Foto: Lars Poulsen
 

MED STEMMERNE 166-22 vedtog kongressen, at FIFA’s administration nu skal undersøge, hvad det vil betyde for fodbolden på verdensplan, hvis VM bliver afholdt hvert andet år i stedet for nu hvert fjerde år. Forslaget var fremsat af Saudi-Arabien, og for rigtigt at glæde Infantino, skal det gælde for både mænd og kvinder.

DET MASSIVE flertal indikerer, at vi nok skal vænne os til tanken. Angiveligt betyder det samtidigt farvel til EM i fodbold, med mindre UEFA vil klemme en EM-slutrunde ind mellem to VM-slutrunder.

Så begynder det at ligne håndbolden om igen med en slutrunde hvert eneste år. Som der ikke var fodbold eller turneringer nok.

DE SENESTE måneder har Infantino rejst Afrika tyndt. Blandt andet for at vinde afrikanerne for tanken om hyppigere VM-slutrunder.

Og det har båret frugt. Som en af de få tog præsidenten for det marokkanske fodboldforbund, Fouzi Lekjaa, ordet på kongressen og gav på vegne af Det Afrikanske fodboldforbund, CAF, forslaget som VM hvert andet år sin velsignelse.

Og smider vi de afrikanske stemmer i en pulje sammen med de asiatiske, hvor Saudi-Arabien hører til, er der hurtigt et flertal for VM hvert andet år.

FORSLAGET flugter også fint med Infantinos egen tale på kongressen. Han talte om sin drøm om, at fodbolden skal vokse globalt med 50 lande, der kan konkurrere på samme høje niveau, som de bedste europæiske lande gør i dag. Han ser gerne det samme på klubplan, hvor Europa også er totalt dominerende.

Infantino vil have flere globale turneringer for både klub- og landshold, og det vil uden al tvivl ramme EM, men også de europæiske klubturneringer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Er der to, der ikke kan sammen, er det UEFA's præsident, Aleksander Ceferin, tv, og FIFA's Infantino. Foto: Alexander Hassenstein/Getty Images/Ritzau Scanpix.
Er der to, der ikke kan sammen, er det UEFA's præsident, Aleksander Ceferin, tv, og FIFA's Infantino. Foto: Alexander Hassenstein/Getty Images/Ritzau Scanpix.
 

MODSTANDEN mod planerne om VM hvert andet år kommer kun fra UEFA og sydamerikanske CONMEBOL, som også har økonomiske og sportsligt stærke kontinentale turneringer for både klub- og landshold. Men blandt FIFA’s 211 medlemslande udgør UEFA og CONMEBOL kun knap en tredjedel.

HELT UDEN at rødme sagde Infantino på pressemødet efter kongressen, at et VM hvert andet år skam ikke skyldes økonomiske årsager. Det er udelukkende af sportslige grunde. Men vi skal huske på, at VM fra 2026 er udvidet til 48 hold, og det medfører altså mange kampe uden den store sportslige værdi.

En sådan VM-slutrunde kan slet ikke kvalitetsmæssigt måle sig med en EM-slutrunde. Det er ikke romantik. Det er fakta. Og det ved Infantino også. Men han ser FIFA som værende toppen af fodboldpyramiden, og han vil stå i spidsen for de største og de bedste turneringer i verden. Både for klub og landshold.

MEN SPÆNDER han buen for hårdt, risikerer han at miste både UEFA og CONMEBOL, som sagtens kan klare sig alene uden FIFA.

DET KOMMENDE VM i Qatar var ikke noget, der fyldte meget hos Infantino selv. Men den finske fodboldpræsident, Ari Lahti, tog ordet og holdt et fint indlæg om menneskerettigheder og om de nordiske landes opfordring til, at både FIFA og værterne i Qatar opper sig i forhold til migrantarbejdernes miserable forhold i ørkenstaten. Og ikke mindst de alt for mange og uforklarlige dødsfald.

Mens finnen holdt sin tale, sad Infantino det meste af tiden og læste på sin mobiltelefon. Større arrogance kan man næppe udvise.

--------- SPLIT ELEMENT ---------