En skammens dag for fodbolden

Ny mand i FIFAs eksekutivkomite er anklaget for at udpege demonstranter, som efterfølgende blev torteret

Så gjorde Blatter det igen: Bød en diktator med voldsomme anklager hængende over hovedet velkommen i FIFAs familie. (Foto: AP)
Så gjorde Blatter det igen: Bød en diktator med voldsomme anklager hængende over hovedet velkommen i FIFAs familie. (Foto: AP)

Man tror, det er løgn, men det er det desværre ikke. En mand, som er anklaget for medvirken til at en række landsholdsspillere fra Bahrain blev arresteret, torteret og dømt for at have deltaget i demonstationer mod styret i den lille diktaturstat, er i dag blevet valgt som formand for Det Asiatiske Fodboldforbund, AFC, og samtidig har han fået et sæde i FIFAs magtfulde eksekutivkomite.

Manden er Sheik Salman bin Ibrahim Al Khalifa. Han er medlem af Bahrains kongefamilie og har i mange år været formand for landets fodboldforbund. Under de massive demonstrationer for to år siden mod den enevældige kongefamilie og for demokrati, slog styret brutalt igen med masseanholdelser og mishandling af fangerne. I følge anklagerne mod Sheik Salman var han med til at udpege og identificere fodboldspillere, herunder en række landsholdsspillere, blandt de mange demonstranter. De blev efterfølgende udsat for en meget hårdhændet behandling.

Tre internationale menneskerettighedsorganisationer har tidligere rettet henvendelse til FIFA og bedt fodboldforbundet om at forholde sig anklagerne mod Sheik Salman Al Khalifa. FIFA har intet gjort. På samme måde har fodboldens verdensforbund heller ikke reageret på de mange afsløringer om sagen, som en række medier verden over, blandt andet Australsk TV, har gravet frem og dokumenteret. Heller ikke selv om der har været tale om førstehåndsvidner.

FIFA har ligeledes ikke reageret på en række anklager om korruption mod Sheiken. Tvært i mod sad FIFAs præsident, Sepp Blatter, og klappede på første række i kongressalen på Kuala Lumpur Hotel i Malaysia, da Sheiken blev valgt med massiv støtte fra regimerne i Saudi Arabien og Kuwait

Se også: Klodsede Blatter må fjernes fra FIFA

Efterfølgende sagde Blatter: 'Jeg lykønsker Sheik Salman Al Khalida med hans brilliante valg som formand for AFC og med valget til FIFAs eksekutivkomite.'

Efterhånden er der ikke noget, der kan overraske, når det handler om Blatter og FIFA. Diktatorer og andre suspekte personager bliver uden videre indlemmet i FIFAs flok. Men at man med åbne arme tager imod en mand med så mange voldsomme anklager hængende over hovedet, er dog alligevel at gå langt over stregen. Men egentlig understreger sagen kun alt for godt den mangel på anstændighed og moral, som i mange år har gennemsyret forbundet.

Se også: Presset vokser på platuglen Blatter

Dagen i dag var ikke nogen god dag for fodbolden. Det var en skammens dag.

0 kommentarer
Vis kommentarer