Kun en sejr tæller

Et pointtab mod Bulgarien vil slå os tilbage til start

Sådan vil vi gerne se Cornelius igen i aften. I glæde over en scoring. (Foto: Lars Poulsen)
Sådan vil vi gerne se Cornelius igen i aften. I glæde over en scoring. (Foto: Lars Poulsen)

Datoen siger, at vi er på vej mod lysere tider, og i påsken går vi over til sommertid. Sådan vil det dog ikke føles i en iskold Parken i aften, med mindre det danske landshold leverer en indsats som i anden halvleg mod Tjekkiet i fredags. Sker det skal vi nok få varmen.

Og vi har brug for endnu en succesoplevelse, hvis vi skal holde os inde i den benhårde kamp om pladserne til VM-slutrunden i Brasilien næste sommer. Med den klare sejr over tjekkerne, skabt på 45 gode minutter, fik vi indhentet lidt at det, vi tabte i efterårets tre kampe, hvor vi satte syv ud af ni mulige point til.

To af dem smed vi mod netop Bulgarien, selv om vi i Sofia allerede efter 26 minutter blev 11 mod 10. Mens begge hold stadig var fuldtallige, lagde bulgarerne et ganske godt pres på os. Særligt på fløjene var der god teknik og hurtighed hos østeuropæerne, der voldte os ret mange problemer. Da de fik en mand smidt ud, parkerede de effektivt bussen foran eget mål, og vi formåede aldrig at åbne op.

Bulgarien kommer da også til Parken som ubesejrede i de hidtidige fem gruppekampe. Selv mod de italienske gruppefavoritter formåede de at spille 2-2, og det vil være umanerlig dumt at undervurdere gæsterne i aften i Parken.

Jeg havde da også været mere tryg, hvis vores nationalarena var fyldt til bristepunktet af danske roligans, for landsholdet har brug for al den støtte, som gives kan. Desværre bliver Parken ikke mere end halvfuld, for Morten Olsens tropper har i lang tid ikke præsteret resultater, der for alvor har skabt fodboldfeber i vores lille land.

Otte lange måneder gik der, før der for alvor kom hul på bylden i anden havleg i Olomouc i fredags. Andreas Corlenius' vidunderlige scoring med højrebenet til 1-0 løste op for spillet hos rigtig mange på det danske landshold, og i den efterfølgende periode fik vi også set, hvad det er for greb, vi skal bruge i aften mod bulgarerne.

Danmarks eneste titelvindende landstræner, Richard Møller Nielsen, sagde det i sin tid: Spil dine fløje, selv om de er sløje. Forhåbentligt er hverken Krohn-Dehli eller Nicolai Jørgensen sløje i aften, men under alle omstændigheder er det netop over kanterne, at vi skal skabe gennembrud. Bulgarerne vil uden tvivl stå lavt, så vi skal bag om deres backer, bringe ubalance i deres forsvarsrækker og servere de indlæg, som Cornelius forhåbenligt kan lukrere af.

Vi skal også som mod tjekkerne i anden havleg spille bolden hurtigere i banens længderetning i stedet for på tværs. Christian Eriksen skal have bolden, inden han når at blive kropsnært markeret. Det lykkedes fint i fredags, og så fik vi set, hvor farlig den unge fynbo kan blive. Endelig skal vi forsøge os udefra. Eriksen og Stokholm havde gode forsøg mod tjekkerne, og Zimling scorede et rigtig flot langskudsmål, det første siden Ruder Konge var Knægt.

Morten Olsen sagde selv sent fredag aften, at vi med sejren over Tjekkiet havde hentet det ind, vi tabte i det første opgør i Parken i efteråret. Han tilføjede, at resten af kampene i gruppen er finaler, og derfor skal vi også have alle tre point mod Bulgarien. Sker det er vi bedre indbyrdes mod både Tjekkiet og Bulgarien, og dermed et stort skridt videre mod Brasilien. Spiller vi uafgjort, er vi slået tilbage til start, mens et nederlag vil være noget nær en katastrofe.

Så galt går det heller ikke. Sejren i fredags har pustet nyt liv i dansk fodbold, og selv om det ikke bliver let, så mener jeg stadig, at Danmark er det næstbedste hold i gruppen. Og det skal selvfølgelig række til en snæver sejr i aften.

[[

26. marts:
Armenien-Tjekkiet
Danmark-Bulgarien
Malta-Italien

7. juni:
Armenien-Malta
Tjekkiet-Italien

11. juni:
Danmark-Armenien

6. september:
Tjekkiet-Armenien
Italien-Bulgarien
Malta-Danmark

10. september:
Armenien-Danmark
Italien-Tjekkiet
Malta-Bulgarien

11. oktober:
Armenien-Bulgarien
Danmark-Italien
Malta-Tjekkiet

15. oktober:
Bulgarien-Tjekkiet
Danmark-Malta
Italien-Armenien

]]
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere