FCK - mestre med mangler

5 ting jeg lærte om Superligaen: FCK skal forberede sig til Europa, OB er langt fra Europa, Randers ligner et hold til Europa, Brøndby skal overleve på vilje og AGF er svingende som vejret

Claudemir er ved at nå tidligere tiders niveau. Og så er han måske på vej væk.. (Foto:Lars Poulsen)
Claudemir er ved at nå tidligere tiders niveau. Og så er han måske på vej væk.. (Foto:Lars Poulsen)

1: FCK skal forberede sig til Europa

Nu skal der udbryde en meget ondskabsfuld epidemi på Jens Jessens vej på Frederiksberg, hvis ikke FC København meget snart atter kan kalde sig for danske mestre. Med 10 kampe tilbage er forspringet ned til Randers på andenpladsen hele 16 point, og kun FC Nordsjælland kan mindske gabet ved at vinde den udsatte kamp mod AaB. Men så vil der stadig være 14 points afstand. Europa venter således på FC København, men spørgsmålet er, om det kommende mesterhold har noget at gøre i Champions League.

De sidste to sæsoner har FC København ikke været overbevisende i de europæiske opgør, selv om der er blevet arbejdet på sagen. Forsvaret er blevet tætnet, men stadig mangler der noget tyngde og fremadrettethed på midtbanen. Selv i opgørene i Superligaen. Claudemir er heldigvis ved at være i topform igen, men han ryger måske til Tyskland til sommer. Thomas Kristensen har ikke formatet til international topfodbold, og hjemvendte Daniel Jensen er slidt efter mange år i udlandet. Han kan næppe gå for fuld damp i en hel sæson. FC København må ud og hente en styrmand til den centrale midtbane. Fremme er det næppe grund til bekymring, hvis altså både Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius tager et år mere i klubben.

2: OB er langt fra Europa

OB kan stadig nå at rykke ud af Superligaen. Fire kampe og et point er indtil videre det magre resultat af anstrengelserne i dette iskolde forår. Fortsætter det på den måde, er det farvel og tak. Så galt går det næppe, men fynboerne er i krise. Herom ingen tvivl. Og det begynder i de bagerste rækker, hvor Jesper Christiansen ellers burde være manden, der vinder kampe for sit hold. Det gør han ikke. Han har ikke spillet et eneste overbevisende opgør indtil videre, og hans medspillere stoler ikke på ham.

Troels Bech vil de rigtige ting med sit mandskab, og han kan ikke klage over materialet. Men for hulen hvor spiller de elendigt sammen, og hvor laver de dog mange fejl. Fynboerne var blandt mine favoritter til at slås om den andenplads, der udløser kvalifikationskampe til Champions League. Det kan de godt glemme alt om. Nu skal der blot vindes nogle kampe, for ellers bliver temaet ret snart, om ikke Troels Bech igen skal finde nye udfordringer udenfor Ådalen. Hvilket ville være ærgerligt, for jeg kunne godt tænke mig at se ham i et længere forløb med et ordentligt mandskab. Og det mener jeg stadig, han har i Odense.

3: Randers ligner et hold til Europa

Jydernes træner Colin Todd råder på ingen måder over en lige så stærk trup som sin kollega i OB, men englænderen forstår at få noget nær det optimale ud af alle sine spillere. Derfor er kronjyderne nu rykket op på andenpladsen i rækken, og jeg ser ingen grund til, at Randers ikke skulle kunne holde fast i en topplacering, der i givet fald vil udløse europæiske kampe efter sommerferien. I gamle dage var Randers Freja, endda kun som andendivisonsklub, med i pokalvindernes Europa-cup, og i de kampe spillede Freja flot fodbold og langt over dagligt niveau.

Vi vil muligvis komme til at se det samme med Randers FC, som klubben hedder i dag. Her tages hele tiden skridt i den rigtige retning. Således er klubben ved at nærme sig en positiv målscore, hvilket ikke mindst skyldes tre kampe i træk uden en scoring til modstanderne. David Ousted i målet vinder kampe for sit hold, og derfor er det også ærgerligt, at han ikke vil forlænge den kontrakt, der udløber til sommer. Udlandet trækker, men vi har så rigeligt med danske målmænd, der varmer bænke i fremmede lande. Jeg håber, han ombestemmer sig, for jeg fornemmer, at vi kan forvente os endnu mere af kollektivet i Randers, hvis det får lidt mere tid sammen.

4: Brøndby skal overleve på vilje

På Vestegnen er de ved at indse, at ingen hold længere nærer en overdreven frygt, når modstanderen hedder Brøndby. Det var i gamle dage. Nu er alle kampe et opgør blandt ligemænd, og da Brøndby ikke råder over tidligere tiders individualister og stribevis af landsholdsspillere, som kunne styre og afgøre kampene, skal pointene hentes hjem ved hjælp af stædigt flid og hårdt arbejde.

Der var et udfald i pokalkopgøret mod Esbjerg, mens arbejdshandskerne igen var fundet frem til kampen mod FC Midtjylland. I denne sæson er og bliver Brøndby et middelmådigt hold, ledet af ivrige, men gennemsnitlige trænere. Selv om Brøndby nu er kravlet over nedrykningsstregen, så vil resten af sæsonen blive en lang kamp for overlevelse. Jeg har stadig svært ved at se to hold, som er dårligere end Brøndby, og derfor skal de nødvendige point fightes hjem.

5: AGF er svingende som vejret

Den havde mange næppe set komme. Bare 3582 tilskuere til et opgør mellen AGF og OB. En klassiker i dansk fodbold afviklet for nærmest tomme tribuner. Men AGF har dybest set kun sig selv at takke for det pauvre fremmøde. Vejret kan man altid give skylden, men AGF spiller altså som vinden blæser, hvilket også kan aflæses af resultatlisten. AGF kan, bortset fra FC København, slå alle og tabe til alle.

Og der er ikke nogen indre logik i hverken sejre eller nederlag. Sidst blev det til et nederlag hjemme mod bundholdet fra Brøndby efter en rædderlig indsats, og i går fik OB så en over nakken. AGF har alle muligheder for at være en tilskuermagnet i Aarhus, men skuffelserne har været for mange, og derfor er også AGF med til at bidrage til den krise, som dansk fodbold er midt i. Både kvalitets- og tilskuermæssigt.

Læs også:

Se også: Brian Steen: Ked af det på Osamas vegne

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere