Nu kan vi godt drømme om ædelt metal

Mod Island foldede det danske landshold sig for alvor ud

Mikkel Hansen kan næppe holde en hel kamp, men hvad gør det. Han er stadig i verdensklasse. (Foto: Lars Poulsen)
Mikkel Hansen kan næppe holde en hel kamp, men hvad gør det. Han er stadig i verdensklasse. (Foto: Lars Poulsen)

Alt går Danmarks vej ved VM, og med den overbevisende sejr over Island har vi taget førstepladsen i gruppen og har derfor en gratis kamp mod Makedonien fredag, hvor vi igen kan økonomisere med kræfterne. Det kan godt være, at vi har haft lodtrækningsheld, men Ulriks Wilbeks mandskab gør altså også deres del af arbejdet. Der er ren røv at trutte i efter fire kampe, og flere fra truppen melder sig for alvor ind i turneringen.

Vi ventede således ikke forgæves på Rasmus Lauge. Mod Island foldede megatalentet sig ud, og så fik vi set, hvilken karriere der venter den unge mand fra BSV. Nu var der pludselig tempo i spillet, overblik, god styring af angrebskombinationerne og overrumplende afslutninger, der kom bag på alle i den islandske forsvarsmur.

Der var så meget tænding på drengen, at Lauge også måtte indlkassere en dum udvisning for brok, men hellere være overtændt end udbrændt.

Med Lauge på toppen var der pludselig flere dimensioner i det danske angrebsspil, der så godt kunne leve med, at Mikkel Hansen var lidt længe om at komme i gang. Hansen hængte lidt i bremsen i første halvleg og er muligvis ikke i den form, der kræves for at kunne yde det yderste ved slutrunden. Om det kommer senere, tvivler jeg på. Mikkel Hansen slås med et belastet knæ og skal derfor spares i den udstrækning, det kan lade sig gøre.

Derfor var det også herligt at se Nikolaj Markussen løfte både sig selv og spillet, da han tog over efter Hansen. Den lange mand fra Madrid trak en række udvisninger, og han fik også vist, at han har et godt blik for stregspillerne. Markussen kommer til at spille en vigtig rolle ved dette VM, og så må vi håbe, at Mikkel Hansen kan fortsætte med at eksplodere i de sekvenser, han får på banen. Som han ikke mindst gjorde i aften i anden halvleg. Men 60 minutter kan han næppe holde til.

I den virkelige verden er det ofte sådan, at de store stjerner for alvor træder i karakter, når det virkelig gælder. Det gjorde Mikkel Hansen i de sidste 30 minutter og det gjorde ikke mindst højrefløjen, Hans Lindberg, eller Hans Majestæt som den spanske stævnespeaker i Sevilla har lært at sige. Det var verdensklasse, hvad Lindberg præsterede, og det vidner blot om den store bredde, der er på det danske hold.

Igen fungerede vores kontrafase også upåklageligt, og Henrik Møllgaard, der kommer susende i anden bølge og kynisk eksekverer, har allerede skrevet sig ind som en af VM's åbenbaringer. Møllgaard og Mikkel Hansen styrer sammen kontraangrebene med stort overblik, og det er et våben, der kan vinde mange kampe.

Nu er vi allerede fremme ved 1/8-finalen på søndag og med så meget medvind, at vi med rette kan begynde at drømme om medaljer. Ja, ja. forsvaret kan godt blive bedre, men så længe vi laver så mange mål og har så let ved det, kan vi godt leve med, at modstanderne laver 27-28 mål. Det overgår vi let, og det er jo ikke sådan, at Landin ikke tager fra inde i kassen. Han gør også sin del af jobbet.

0 kommentarer
Vis kommentarer