FCK på vej mod gys eller guld

5 ting jeg lærte om Superligaen: FCK har fået gang i maskinen, FCN har fået hul på bylden, FCM har fundet heldet, Brøndby har forstået Rommedahl og Sønderjyske nærmer sig det øvrige Danmark

Bolanos viste for alvor klassen i søndagens kamp. (Foto: Lars Poulsen)
Bolanos viste for alvor klassen i søndagens kamp. (Foto: Lars Poulsen)

1: FCK bliver stadig bedre

Rent faktisk var det flere gange muligt at se spil af international klasse, da FC København molestrerede AaB's unge hold i Parken. I sær højresiden med driftsikre Lars Jacobsen og sprælske Christiano Bolanos viste sig fornemt frem, og de stod sådan set også bag alle tre mål. Hvis Bolanos kan holde det niveau, han viste i går, så er jeg ganske tryg ved at sende den del af FC København ud på større opgaver i Champions League.

Men stadig kniber det alvorligt på den centrale midtbane. Måske er det blot os kritikerek der er for hårde over for Grindheim og Claudemir, men på onsdag får vi syn for sagn. Topopgøret i Farum vil for alvor udfordre alle dele af FC Københavns hold som, bortset fra pokalkampene mod Sønderjyske, er blevet bedre og bedre kamp for kamp i dette forår. FC København kan stort set afgøre mesterskabet på onsdag, men mareridtet er et nederlag modl FC Nordsjælland og igen i den efterfølgende kamp mod OB. Så ville alt pludselig være lige igen. Onsdag kan således byde på alt fra gys til guld.

2: FCN slog gækken løs - i begge ender

Efterhånden har alle forstået, af FC Nordsjælland er det bedst spillende fodboldhold i Danmark. Vi har også vænnet os til, at holdet har haft nogenlunde svært ved at omsætte det massive spilovertag i mange scoringer. Det blev der ændret på i lørdags, hvor der for alvor kom hul på bylden. Otte mål i en kamp er sådan noget, jeg har efterlyst længe i en Superliga, som byder på uhygeligt mange tætte kampe med få scoringer. Nu blev der løsnet op. I begge ender. Og vi fik set, at Jores Okore ikke er nogen supermand. Måske er det de skiftende makkere i midterforsvaret, der bringer den unge mand ud af fatning.

Okore må dog tilbage på hesten igen, for han bliver om nogen en nøglespiller i braget mod FC København. Opgaven hedder Dame N'Doye som i øjeblikket udstråler en form for usårlighed. Kampens gang kender vi allerede. FC Nordsjælland vil være spildominerende og forsøge at få gæsterne til at løbe forgæves efter bolden. Men når FC København får fat i læderet, så vil de komme med fart og uhyggelig fysisk styrke. Det er så her, at Okore skal vise, hvad han er lavet af.

3: FCM ligner bronceholdet

Endelig er tingene begyndt at falde på plads for FC Midtjylland, der vil så meget, men som har famlet en del i årets løb. Nu ligner hedeholdet endelig en ægte udfordrer til de to førerhold. I år er det godt nok en postgang for sent, men bronze er også pænt, og tredjepladsen må være målet nu for danseglade Riddersholm og hans svende. Når FCM som mod Lyngby afgør tingene i kampens døende sekunder, så er man virkelig blevet et tophold. Hver gang heldet tipper den vej, så ved man, den er hjemme.

Midtjyderne har dog også mandskabet til at ende et nøk foran Horsens, AGF og Sønderjyske. Truppen er klart bredere, hvilket også illustreres af, at holdet har flere spillere, som er i betragtning til diverse landshold.

4: Brøndby og Rommedahl fandt hinanden

I en Superligarunde, hvor målene raslede ind, blev det endelig forår for Brøndby og Dennis Rommedahl. Den lynhurtige fløj befandt sig godt i grænselandet, og pludselig blev han spillet på den rigtige måde. Han fik den dybe stikning, så han kunne parkere sin oppasser og smutte ned for at score. Vi så den klasse som Rommedahl indeholder, men som alt for sjældent er blevet luftet i Brøndby-trøjen.

Hvis det vi så i går er begyndelsen på en stigende formkurve, så bliver Rommedahl igen en nøglespiller på det danske landshold ved EM. Vi så også i går at Rommedahl og Krohn-Dehli flere gange søgte hinanden i ganske elegante kombinationer. Også det lover godt for sommerens store udfordring i Ukraine.

5: Sønderjyske på march

Hvor er det herligt, at det ikke altid går, som præsten prædiker. Tag nu Sønderjyske, som mange havde dømt til degradering inden det første fløjt i årets turnering. Nu ender det måske i stedet med, at der skal spilles europæisk fodbold i Haderslev til efteråret. I hvert fald er Sønderjyske godt på vej op gennem tabellen, og det havde slet ikke været ufortjent, hvis sønderjyderne havde fået alle tre point i går mod Brøndby. Var det sket, havde pointhøsten heddet 40, hvilket ville række til en placering på den femteplads, der giver adgang til kvalifikationskampe til Europa League.

Syv kampe i træk uden nederlag vidner om en vis kvalitet, og så har sønderjyderne for alvor fået skik på det offensive, hvor Lasse Vibe er ved at vænne sig til rytmen og tempoet i Superligaen, og hvor Antipas for alvor har fået sit gennembrud. Den mand er mange point værd.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere