FCK er impotente uden Damen

5 ting jeg lærte om Superligaen: Køge bør blive i ligaen, Helenius kan ramme kassen, FCK kan ikke uden Damen, Brøndby kan ikke med Rommedahl, og FCM kan bare ikke

Uden Damen var FCK ganske ordinære og lette at lukke ned. (Foto: Claus Bonnerup)
Uden Damen var FCK ganske ordinære og lette at lukke ned. (Foto: Claus Bonnerup)

1: Køge spiller ikke som en nedrykker
Brøndby er forårets hold, men mod Køge blev det anskueliggjort, at Auri stadig har meget at arbejde med. Køge derimod fremstod som et hold, der sagtens kan klare sig i Superligaen, og det får igen diskussionen om ligaens størrelse til at blusse op. Er 12 hold i virkeligheden for lidt? Har ikke både Lyngby og Køge her i foråret bevist, de sagtens kan gøre sig mod de øvrige hold?

Det er lige præcis, hvad de har gjort og for ganske små budgetter. I går var det nærmest lammende at se, hvordan Køge spillede Brøndby ud af egen bane. Fikse trekanter, hurtige fløje og stor spillelyst strålede ud af ligaens agterlanterne, og Brøndby-spilllerne var nærmest til grin i de smukke kombinationer. Talentet er til at få øje på hos Køge, og det vil være ærgerligt at undvære holdet i Superligaen, som godt kunne bestå af 14 hold.

2: Helenius-da-da
Allerede i vinterpausen blev der talt om, at AaB's ranglede midterangriber, Niklas Helenius, kunne være et emne til landsholdet, hvis Bendtner fik en dårlig fod eller en anden skavank. Men turen til Thailand med ligalandsholdet i januar blev ikke Helenius' gennembrud. Det så straks bedre ud, da han scorede et fremragende mål i sæsonstarten, men siden har der igen været stille fra den kant.

Lige indtil det blev påske på Aalborg stadion. Tre kugler i kassen fra den lange, men gør det ham til et landsholdsemne? Nej, må svaret være. Der skal mere til. For eksempel stabilitet. Landsholdet kan ikke bruge en topangriber, der kun scorer hver sjette gang. Så mange kampe når vi sjældent til en slutrunde. Morten Olsen udtager sin EM-trup den 29. maj. Helenius har endnu otte superligakampe til at overbevise om, at han kan oftere. Må jeg anbefale mindst hver anden gang.

3: FCK uden potens
Angsten for at tabe var større end lysten til at vinde, da FC København gæstede Aarhus. Og når ham der plejer at ordne tingene selv, ikke var med, så blev det for det meste en kedelig omgang trillebold. Dame N'Doye betyder ufatteligt meget for mesterholdet. Han giver de sidste 40 procent.

Oplæggene var der ellers i går. Venstresiden hos FC København er ved at nå samme niveau som højre, hvor Lars Jacobsen og Bolanos efterhånden kan finde hinanden pr. instinkt. I modsatte side har det knebet, men i de sidste to kampe har Oviedo og Pape Diouf set ret fornuftige ud. Mod AGF var der flere fortrinlige indlæg fra den kant, men Damen manglede inde på midten til at gøre arbejdet færdigt.

4: Så giv dog Rommedahl en stikning
Hvis EM-holdet blev udtaget alene på grund af præstationerne her i foråret, så ville Dennis Rommedahl have spillet sin sidste landskamp. Manden er ikke idiot. Han ved godt selv, det ikke kører, men hvorfor pokker sker der så ikke nogen forbedringer. Alle i Fodbolddanmark ved præcis, hvordan Rommedashlæ skal spilles, for at han kan levere sit ypperste.

Han skal ikke modtage bolden i fødderne på midten af banen med tre-fire forsvarsspillere foran sig. Han er ingen Messi, der kan afdrible et halvt hold. Rommedahl er hurtigløberen, der skal have den dybe stikning, som han blot skal løbe op og sende ind til midterangriberen. Enkel fodbold som virker fortrinligt på landsholdet. Men Auri og co. kan stadig ikke finde ud af det. Synd for Rommedahl, synd for Brøndby, og synd for alle os, der kan lide at se på. Hvis det her fortsætter, så får Rommedahl ikke den afslutning på sin karriere, som han fortjener.

Se også: Ekspert: Rommedahl skal ikke stå og pille næse

5: FCM bør have større mål
FC Midtjylland kunne have reddet påsken for os alle, hvis holdet havde gjort arbejdet færdigt mod FC Nordsjælland. 4-1 eller 5-0 havde givet liv i kludene, spænding i rækken og fest på heden. Nu blev det i stedet endnu en af de efterhånden mange kampe, hvor de sortklædte og blændende boldspillere ikke magtede at snøre sækken. Mage til ineffektivt hold skal man forhåbentligt lede længe efter.

Midtjyderne burde være placeret højere i tabellen. Helt oppe ved siden af Nordsjælland, men som andre klubber i rækken, så mangler hedeholdet en scoringssikker angriber. De mange flittige og stærke afrikanere kan slet ikke ramme de små mål, som bruges i international fodbold. Om de nogen sinde lærer det, begynder jeg at tvivle på. I sidste ende kan det koste den europæiske deltagelse, hvilket vil være pokkers ærgerligt, for spillermaterialet er til det.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere