Sulten og angrebet manglede

Danmark var helt uden sult - og først i anden halvleg skete der noget. Situationen er kritisk, og Olsen fejlede ved ikke at udtage Jesper Jørgensen

Bendtner ærgrer sig over en brændt chance. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Bendtner ærgrer sig over en brændt chance. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Vi skal have fat i tovet igen fra de gode kampe i efteråret. Det har været mantraet fra vores landstræner, Morten Olsen, inden kampen mod russerne i aftes i en lun og overdækket Parken. Tovet viste sig desværre at være alt for kort. Landsholdet fik ikke fat i noget som helst, og i perioder var vi statister i de russiske gæsters leg med bolden.

Bortset fra den skadede Daniel Agger stillede vi i noget nær stærkeste opstilling. Og det var måske fejlen. Der var ingen sult på det danske hold. Der var ingen, der skulle overbevise landstræneren om, at de skal med til EM. Alle var så sikre på deres deltagelse, at de spillede med håndbremsen trukket. Hvor meget det betyder at have noget på spil, fik vi bevis for efter pausen, da de to indhoppere Tobias Mikkelsen og Lasse Schøne satte deres præg på spillet. Schøne kæmper for en stamplads på holdet, Mikkelsen for blot at blive en del af truppen. De tilførte vores landshold noget vilje, og det gav os straks en langt større boldbesiddelse. Men russerne virkede på det tidspunkt nu også som om, at de havde fået det, de var kommet efter

Første halvleg var gæsternes. Men begge de russiske mål blev lavet over for et ufatteligt passivt dansk forsvar. Allerede efter tre minutter gik det galt første gang, da de rødklædte uden at møde den mindste modstand broderede sig igennem vores højreside, og da ingen af vores midterforsvarere ville frem og tackle, så sagde Roman Shirokov selvfølgelig tak og sparkede bolden fladt ind uden for Thomas Sørensens rækkevidde. Her var den danske målmand chanceløs. det var han ikke ved et andet mål. Det var et drop. af den soleklare slags.

Målene vækkede nu ikke de sløve danskere. Simon Poulsen fik ellers chancen for en hurtig udligning efter det første mål. Fikst driblede han sig fri i feltet, men afslutningen lå til hans højreben, og det er ikke særlig kraftfuldt.

Og så skete der ellers ikke noget i et helt kvarter. Russerne spillede bolden rundt, præcist som vi ellers gerne vil det. Men vi fik sjældent fat i læderet. Initiativet overlod vi til Rusland, og vi bakkede i forsvaret i stedet for at gå frem og møde dem højere oppe på banen. På den måde fik de god plads at spille på, og vi løb rundt som forvildede høns. Når vi havde bolden, formåede vi ikke at holde fast i den. Efter to, tre afleveringer mistede vi den igen. Ikke fordi russerne tog den fra os, men fordi vi fejlafleverede på stribe.

Når noget endelig lykkedes i vores angreb, kom det som regel fra venstre side. En perfekt aflevering fra Krohn-Dehli til bagerste stolpe gav os en kæmpe chance. Dennis Rommedahl, med sin eneste gode aktion i kampen, lagde bolden perfekt til rette for Nicklas Bendtner, der på kort afstand formåede at sparke forbi målet. Den lange mand med masken er rusten. Meget rusten.

På forhånd var der stillet spørgsmålstegn ved, om Simon Kjær hører til i startopstillingen, når Agger også er til rådighed. Kjær og Bjelland var ikke nogen sikker konstellation i Parken. De bakkede for meget, de stod i flere tilfælde for langt fra både hinanden og deres modstander, og så var der for mange opspilsfejl. I sær fra Kjær. Jeg er ikke i tvivl om, at den bedste duo hedder Agger og Bjelland.

Simon Poulsen fik chancen som venstre back, og igen viste han, at han er klart bedst offensivt. Med skarpe driblinger og gode indlæg er han virkelig et aktiv, når vi kører frem ad banen. Defensivt er det stadig tydeligt, at han er en omskolet angriber. Han placerer sig ikke altid rigtigt, og hans indgreb er heller ikke i verdensklasse.

På midten er de to duracell-kaniner, Kvist og Zimling, ikke til at køre trætte, men det er monotont at se på. Løbe, løbe, løbe og når de får bolden, så spilles den på tværs, på tværs, på tværs. Det er forudsigeligt mine herrer. Prøv dog med en dribling, eller et dybdeløb med bolden eller hvad med et skud på mål. Forandring fryder, og det vil give vores landshold en ekstra dimension.

Christian Eriksen bryder sig åbenbart heller ikke om at skyde på mål. Han er god til at holde spillet i gang, og han forsøger da også at gøre spillet dybere, men skarp og målfarlig er han ikke. Rommedahl gider ikke den her slags testkampe. De bringer intet hos ham i kog. Han leverer dog altid, når han skal. Så ham er jeg ikke nervøs for. Men generelt er vores angrebsspil en stor udfordring for Morten Olsen frem mod EM. Hvis ikke Bendtner når at komme i form, eller hvis han bliver skadet, så har vi ikke noget alternativ. Christian Eriksen er blevet nævnt som en mulighed bare i en lidt anden opstilling, men Eriksens kroniske modstand mod at skyde på mål gør ham altså ikke til en angriber in spe.

Vi mangler altså folk, der kan lave mål, og jeg er nødt til at gentage, at det er en klar fejl, at Morten Olsen ikke udtog Jesper Jørgensen fra belgiske Gent til kampen mod Rusland. Det er en midtbanespiller, der laver mål. Sådan en mand har vi ikke råd til ikke at afprøve. I dag var muligheden der.

Oven på blamagen i Parken er der nu kun to testkampe tilbage inden EM. Heldigvis er der flere måneder til udfordringerne hedder Brasilien og Australien, og så er håbet, at flere er kommet i form, at Agger er tilbage, og at en eller flere af vores spillere har fundet ud af at lave mål.

Onsdagens venskabskampe

Danmark-Rusland 0-2
0-1 Roman Shirokov (4. minut). 0-2 Andrey Arshavin (45. minut)
Tilskuere: 13.593

New Zealand-Jamaica 2-3
0-1 Xavian Virgo (40. minut). 0-2 Tremaine Stewart (53. minut). 1-2 Chris Wood (55. minut). 1-3 Navian Boyd (77. minut). 2-3 Chris Killen (89. minut)

Letland-Kasakhstan 0-0

Cypern-Serbien 0-0

Georgien-Albanien 2-1
0-1 Edgar Cani (3. minut). 1-1 Aleksandr Koshkadze (47. minut). 2-1 Alexander Amisulashvili (88. minut)

Moldova-Hviderusland 0-0

Israel-Ukraine 2-3
0-1 Oleg Gusev (17. minut/str.). 0-2 Evgen Konoplyanka (45. minut). 1-2 Tomer Hemad (54. minut/str.). 1-3 Andriy Yarmolenko (61. minut). 2-3 Ben Sahar (63. minut)

Ungarn-Bulgarien 1-1
1-0 Adam Szalai (42. minut). 1-1 Valeri Bojinov (87. minut)

Montenegro-Island 2-1
1-0 Stefan Jovetic (56. minut). 1-1 Alfred Finnbogason (79. minut). 2-1 Stefan Jovetic (88. minut)

Tunesien-Peru 1-1
0-1 Claudio Pizarro (45. minut/str.). 1-1 Wissem Ben Yahia (45. minut)

Malta-Liechtenstein 2-1
0-1 Martin Büchel (48. minut). 1-1 Michael Mifsud (54. minut). 2-1 Michael Mifsud (64. minut)

Rumænien-Uruguay 1-1
0-1 Edinson Cavani (2. minut). 1-1 Bogdan Stancu (50. minut)

Tyrkiet-Slovakiet 1-2
0-1 Vladimir Weiss (24. minut). 0-2 Miroslav Stoch (39. minut). 1-2 Ömer Toprak (85. minut)

Østrig-Finland 3-1
1-0 Marc Janko (32. minut). 2-0 Martin Harnik (54. minut). 3-0 Andreas Ivanschitz (73. minut). 3-1 Timo Furuholm (89. minut).

Kroatien-Sverige 1-3
0-1 Zlatan Ibrahimovic (13. minut/str.). 1-1 Jonas Olsson (44. minut/selvmål). 1-2 Sebastian Larsson (46. minut). 1-3 Sebastian Larsson (69. minut)

Grækenland-Belgien 1-1
1-0 Dimitrios Salpingidis (9. minut). 1-1 Nacer Chadli (33. minut)
Udvisning: Nicolas Lombaerts, Belgien (62.)

Schweiz-Argentina 1-3
0-1 Lionel Messi (20. minut). 1-1 Xherdan Shaqiri (50. minut). 1-2 Lionel Messi (88. minut). 1-3 Lionel Messi (90. minut/str.)

Irland-Tjekkiet 1-1
0-1 Milan Baros (50. minut). 1-1 Simon Cox (87. minut)
Tilskuere: 37.741

Italien-USA 0-1
0-1 Clint Dempsey (59. minut)
Tilskuere: 15.000

Nordirland-Norge 0-3
0-1 Håvard Nordtveit (44. minut). 0-2 Tarik Elyounussi (88. minut). 0-3 Espen Ruud (90. minut).

Polen-Portugal 0-0

Wales-Costa Rica 0-1
0-1 Joel Campbell (7. minut)
Tilskuere: 23.193

Tyskland-Frankrig 1-2
0-1 Oliver Giroud (21. minut). 0-2 Florent Malouda (69. minut). 1-2 Jeronimo Cacau (90. minut)
Tilskuere: 38.000

Slovenien-Skotland 1-1
1-0 Andraz Kirm (33. minut). 1-1 Christophe Berra (40. minut)
Tilskuere: 4.200

England-Holland 2-3
0-1 Arjen Robben (57. minut). 0-2 Klaas Jan Huntelaar (58. minut). 1-2 Gary Cahill (85. minut). 2-2 Ashley Young (90. minut). 2-3 Arjen Robben (90. minut)
Tilskuere: 76.283

Spanien-Venezuela 5-0
1-0 Andres Iniesta (37. minut). 2-0 David Silva (40. minut). 3-0 Roberto Soldado (50. minut). 4-0 Roberto Soldado (54. minut). 5-0 Roberto Soldado (85. minut)
Udvisning: Fernando Amorebieta, Venezuela (65.)
Tilskuere: 25.000.

0 kommentarer
Vis kommentarer