Riis og Contador er afhængige af hinanden

Holdejeren redder rumpen på sit cykelhold ved at frede sin stjerne

Contador og Riis har brug for hinanden. (Foto: AP)
Contador og Riis har brug for hinanden. (Foto: AP)

Præcis som forventet står Bjarne Riis og Alberto Contador last og brast i bøf-sagen, og sammen rider de mod nye horisonter og nye sejre på alverdens landeveje. Sandheden er, at ingen af de to kan undvære hinanden, eller måske mere sandt. De kan ikke overleve i branchen uden hinanden.

Foran snurrende tv-kameraer på hotel Las Artes i Contadors hjemby Pinto, svor de tidligere på aftenen hinanden troskab. Ikke evig, men i hvert fald så længe, den spanske stjernerytter kan lade benene snurre hurtigere end konkurrenterne. Og det kan han sikkert en hel del år endnu.

Det var et følelsesladet pressemøde i bedste sydeuropæiske stil. Riis var dog ret nordisk og sammenbidt, og meget forsigtig i sine kommentarer, men Contador spillede virkelig violin og fik fortalt, hvor meget sagen har taget på ham selv, på familien og sørme også på hele hans folk. Han rullede sig ud verbalt, og fik bifald fra salen både før og efter talestrømmen. Men i hans øjne lurede usikkerheden.

For både Riis og Contador er sagen afsluttet. De har taget dommen fra CAS til efterretning. Også selv om Contador overhovedet ikke forstår den, og stadig vil lade sine advokater se på sagen. Men lad nu det ligge. En dopingdømt rytter, med en karantæne på to år, vil normalt blive fyret på gråt papir. Men Contador er netop ikke dømt for doping. Det er halmstrået, Bjarne Riis selvfølgelig har grebet. Contador er dømt for ubevidst at have indtaget kosttilskud inficeret med det forbudte stof Clenbuterol. Bjarne Riis støtter Contador 100 procent, fordi rytteren bedyrer, at han aldrig har taget doping, og fordi Clenbuterolen er et absurdt uheld.

Det er klogt af den danske holdejer. Særligt med hensyn til økonomien. For uden Contador er Team Saxo Bank ikke meget værd. Uden spanieren har holdet ikke engang point nok til at køre i ligaen med de stærkeste hold. Det er Contador, der henter de mange point hjem til regnskabet og til placeringen på verdensranglisten.

Contador risikerer at skulle af med mere end 26 millioner kroner i bøder og udgifter til advokater og lignende. Det er dyrt at føre sag mod de internationale institutioner, og især er det dyrt at tabe. Selv laboratorieudgifterne til b-prøven fra sin domfældende test, skal han selv betale. Den koster 3800 kroner. Småpenge i det store billede, men alligevel en udgift. Så Contador har al mulig grund til at fortsætte sin karriere, som menes at indbringe ham på den gode side af 30 millioner kroner om året. Det er alene lønnen. Så kommer præmiepenge og sponsorindtægter oveni.

I cykelverdenen hersker der ingen tvivl om, at Contador er blandt de ypperste i faget. Ført rigtigt frem har han fire-fem år i sig endnu, så det ligner en gylden fremtid for Alberto og Bjarne, når spanieren igen må køre for alvor fra august.

Tour de France kommer han ikke med i denne sommer, men så kan vi andre glæde os til at se nogle af Bjarne Riis' danske ryttere indtage hovedrollerne. Chris Anker Sørensen som kaptajn i de høje bjerge glæder jeg mig i hvert fald til at se. Der er krummer i oksen fra Hammel, og når han får slap line, kan han sagtens gå hen og blive en positiv overraskelse.

Contador kan nøjes med at se på i juli og så nyde sin bøf helt uden angst for, at den skulle være inficeret med Clenbuterol eller andre grimme ting. Derefter er det nok en god idé, at han bliver vegetar.