Olsen er den benhårde censor

En række spillere er til afgørende eksamen i aften mod Finland

Christian Poulsen kæmper stenhårdt for en plads i Olsens startopstilling. I aften er atter eksamenstid. (Foto: Lars Poulsen)
Christian Poulsen kæmper stenhårdt for en plads i Olsens startopstilling. I aften er atter eksamenstid. (Foto: Lars Poulsen)

Landskampen mod Finland er hamrende vigtig. Det er nemlig en form for eksamen. Og Morten Olsen er den strenge censor. Det gælder en plads i den trup på 23 mand, som skal til EM i Polen og Ukraine til sommer. Så i aften på et stort set fyldt stadion i Esbjerg er der igen en række spillere, som skal overbevise landstræneren om, at de selvfølgelig hører hjemme i EM-truppen.

I målet skal vi se, om Anders Lindegaard kan leve op til sine egne salgstaler. Man kan roligt sige, at han har lagt maksimalt pres på sig selv med sine udtalelser den seneste uge. Han vil slå Thomas Sørensen af. Herligt, sådan skal det være. Nu skal han bare bevise det med hænderne også. Det skal nok gå.

I midterforsvaret får 19-årige Jores Okore chancen fra start. Han er ny dreng i klassen, og han er kun er kommet så langt, fordi først Simon Kjær og siden Andreas Bjelland er blevet skadet. Okore viste i indhoppet mod Sverige, at han ikke er tabt bag en vogn, og gør han det overbevisende i aften ved siden af Daniel Agger, så banker han for alvor på til en plads i EM-truppen.

I løbet af EM-kvalifikationen fik Danmark en ny midtbaneakse i skikkelse af William Kvist og Niki Zimling. De to jævnaldrendes indbyrdes forståelse er stor, og de forstår virkelig at balancere både offensivt og defensivt. Deres udfordrere er to ældre herrer, 31-årige Christian Poulsen og 36-årige Martin Jørgensen.

Især Christian Poulsen kæmper målrettet for at genvinde sin plads i startformationen på landsholdet. Det er der kun grund til at tage hatten af for. Men han mangler stadig et stykke for at nå fordums styrke. Fortsætter han med fast spilletid i sin franske klub, Evian, så tror jeg på, at det sker. Så bliver han for alvor en udfordrer til de to yngre kolleger. Det skal vi ikke kimse af.

Med Martin Jørgensen stiller det sig nok lidt anderledes. I aften får han lov til at begynde på græsset, men i et slutrundeperspektiv er han snarere den erfarne spiler, der skal sættes ind, når kampen skal køres sikkert hjem. Udenfor banen er han også tiltænkt en rolle som manden, der skaber ro og god stemning i både lejren og i omklædningsrummet.

Et større korps af agenter og opkøbere vil blive slemt skuffede, hvis ikke Christian Eriksen kommer på banen i aften. Det tror jeg i øvrigt også, at Christian Eriksen selv vil. Men noget tyder på, at han får en friaften for at spare pusselankerne til de kommende store opgaver for Ajax i både den hollandske liga og i Champions League. Manden er jo EM-sikker. Han har allerede bestået.

I aften vil Lasse Schøne i stedet få muligheden for at vise sig på den store scene. Det kan sagtens blive kampens oplevelse. Schøne tænker hurtigere end de fleste og ser åbninger, som vi andre aldrig ville få øje på. Og så sparker han godt til en bold.

Dennis Rommedahl er også sikker mand i EM-truppen, så han kan hvile sit ømme knæ i Esbjerg. Det giver Daniel Wass fra Evian muligheden for at afsløre, om han kan gøre sig på landsholdet. Han må betragtes som førsteudfordreren til Rommedahls plads, mens andenudfordreren er Tobias Mikkelsen fra FC Nordsjælland. Jeg håber, at vi også får ham at se i aktion i løbet af kampen. Hans holdkammerat fra det nordsjællandske, Mikkel Beckmann forventes af afløse Nicklas Bendtner helt fremme i anden halvleg, og så får vi set, om boldsikre Bechmann er et alternativ til EM-truppen.

Så der er mange, der skal svede på det grønne græs i aften. Karaktererne kan læses her efterfølgende.

Danmarks forventede startopstilling (4-2-3-1)

Anders Lindegaard

Lars Jacobsen, Jores Okore, Daniel Agger, Michael Silberbauer

William Kvist, Martin Jørgensen

Daniel Wass, Lasse Schøne, Michael Krohn-Dehli

Nicklas Bendtner