Udvid Superligaen

Talentudviklingen lider skade med den snævre liga

En udvidelse af Superligaen skal give en ny Jesper Grønkjær. (Foto: Lars Poulsen)
En udvidelse af Superligaen skal give en ny Jesper Grønkjær. (Foto: Lars Poulsen)

Med kun 12 hold hæmmer Superligaen udviklingen af danske fodboldtalenter og især af typen, der kan afgøre kampene. Vi har hårdt brug for nye offensive spillere som brødrene Laudrup, Preben Elkjær, Allan Simonsen og senest Jesper Grønkjær. Faktisk er vi så ringe kørende, at vi ikke i ædru tilstand kan pege på en eneste dansk angriber i Superligaen, som kan tage over, hvis Bendtner bliver skadet op til EM.

En måde at udvikle dem på er ved at lade de unge spillere få chancen i Superligaen. Hvilket sker for sjældent i dag, fordi Superligaen er for lille. Alle kampe er så fandens vigtige, at der bliver spillet med både livrem og seler. Stort set alle trænerne i Superligaen har defensiven som udgangspunkt. De tager meget få chancer, de spiller på det sikre, hvilket ofte er indkøbte skandinaviske granitblokke og gamle garvede danske spillere, der nok har disciplin og lydhørhed, men som ikke bringer spillet noget nyt.

Derfor skal Superligaen udvides til enten 14 eller 16 hold. Det vil give mere luft, mere liv og muligheden for at langt flere unge spillere kan blive prøvet af. Tanken har jeg haft længe - og andre har haft den før mig - men den blev modnet efter dobbeltrunden i påskeugen, som virkelig ikke var god reklame for dansk fodbold.

Flere gange 0-0 og 1-1 er ikke noget, der lokker folk af huse. Vi så velorganiserede hold med fysiske spillere, der kan følge en taktik. De kreative spillere, enerne, var det til gengæld svært at få øje på. De bliver kvalt i stramme koncepter, som bygger på en grundangst for at rykke ned.

Modstanderne af en udvidelse af Superligaen har tidligere sagt, at det vil gå ud over de bedste danske holds muligheder i Europa, hvis de har for mange bløde kampe i Superligaen. Men der er ingen bløde kampe. Hverken Lyngby eller HB Køge bliver kørt over af de store klubber. Ingen kampe i Superligaen ender 7-1 eller 6-0, som det sker i England, Holland, Spanien og Tyskland.

Blev Superligaen udvidet med Esbjerg og Randers og eventuelt også Vejle og Vestsjælland, så vil vi komme til at se en række nye friske ansigter, og der vil blive flere mellemhold, som ikke har livet på spil hver weekend. Jeg tror på, at det vil give flere muligheder for fri leg til unge spillere, der kan prøve de kreative sider af talentet af.

På det seneste har vi set lidt af det i AaB, hvor den stramme økonomi har forhindret indkøb. Nu spiller de unge med hver uge. De gør det ikke lige godt hver gang, men de er på holdet, og de udvikler sig kamp for kamp. AaB er et midterhold, som vi sagtens kunne bruge tre-fire mere af.

Flere vil hævde, at en udvidelse med blot to hold vil give for få kampe. Sikkert. Men hvis ikke 26 kampe er nok, kan der indføres et slutspil, som vi ser det i Belgien, hvor de seks bedste hold nu skal møde hinanden to gange. En udvidelse af Superligaen til 16 hold vil give 30 kampe, og det lever de fint med i Norge, Sverige og Portugal.

Dansk fodbold har hårdt brug for kreative spillere, der kan drible og afslutte. Hvis FC København skal have en ny angriber køber de ham færdigudviklet i udlandet. Dame N'Doye er et godt eksempel. Talentudviklingen skal derfor komme fra de mindre klubber med en strammere økonomi. Klubber som HB Køge, Lyngby og Vejle for den sags skyld. Men det kræver, at de ikke hver andet år skal ned og dykke i 1. divison og så begynde forfra.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere