Respektløst: Madrid købte Bale for EU-støttekroner

Købet af waliseren er et udslag af total mangel på respekt for en spansk befolkning, der økonomisk er helt nede og suge grundvand

Bale og Pérez - hovedpersonerne i sommerens mest respektløse fodboldhandel. (Foto: AP)
Bale og Pérez - hovedpersonerne i sommerens mest respektløse fodboldhandel. (Foto: AP)

Midt i den største økonomiske krise i Spanien siden 2. verdenskrig valgte Real Madrid at foretage den dyreste spillerhandel i historien. Waliseren, Gareth Bale, blev købt i Tottenham for 746 millioner kroner. De næste seks år er han sikret en årsløn på 137 millioner kroner, og så spørger man uvilkårligt sig selv. Er de blevet fuldkommen vanvittige i Real Madrid? Svaret er ja. Bale-handelen er et udslag for total mangel på respekt for den benhårde virkelighed, som mange i Madrid og i det øvrige Spanien må se i øjnene hver eneste dag.

Mere end 25 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Arbejdsløshedsprocenten er på 26 og for de unge helt oppe på chokerende 50 procent. Spanien er en nation, som økonomisk er i knæ og som reelt kun overlever på grund af støtte fra EU. 746 milliarder kroner har Spanien i følge den engelske avis, The Independent, foreløbig modtaget i kontant tilskud fra de europæiske skatteborgere. Mange af pengene er brugt til at redde de spanske banker fra konkurs. Det gælder også Real Madrids bankforbindelse, Bankia, der er blevet delvist nationaliseret i et forsøg på at redde stumperne. Bankia fik sidste år tilført 141 milliarder skattekroner, den største bankpakke i Spaniens historie.

En del af disse støttekroner har Real Madrid lånt til købet af Gareth Bale, og det slog i går hovedet på sømmet hos den konservative belgiske EU-parlamentariker, Derk Jan Epping. Han mener, at både Bankia og Real Madrid i virkeligheden er tæt på fallittens rand. Han ser købet af Bale som misbrug af skatteydernes penge, og derfor vil han have sagen rejst ved EU-kommissionen.

Det vil ikke være den første sag om Real Madrid, der lander på kommisionens bord. EU-kommissær for sport og konkurrence, Joaquin Almunia, har i fire år undersøgt, om den spanske storklub modtog ulovlig støtte fra Madrids borgmester i forbindelse med et større opkøb af jord. I det hele taget er Real Madrids økonomi et kapitel for sig selv. Stort set hver eneste år bliver klubben kåret som største klub i verden. Rent omsætningsmæssigt. Kritikere påstår dog, at klubbens gæld er endnu større, omkring 4,5 milliarder kroner, men det afviser præsidenten, Florentino Pérez. Han blev genvalgt tidligere på året. Ikke mindst fordi han lovede at købe en verdensstjerne til holdet. Det løfte har han holdt.

Real Madrid nyder kongens bevågenhed, og derfor kan klubben åbenbart slippe afsted med det meste. Sammen med Barcelona og blot to andre klubber i Spanien, Bilbao og Osasuna, er Real Madrid ejet af medlemmerne og er således en forening. De er ikke underlagt de samme regler om oplysningspligt og regnskabsaflæggelse, som de øvrige klubber i La Liga, der alle har selskabsstatus.

Den spanske regering har i alt for mange år været særdeles venlig over for de spanske klubber, der har fået lov til at leve med stor skattegæld og med store ubetalte banklån. Men på grund af landets økonomiske nedtur og de store hjælpepakker fra EU har tonen ændret sig. Både i og uden for Spanien. Det er blevet tilbagebetalingstid.

De spanske klubber skylder til sammen skattevæsenet fem milliarder kroner, og gælden til bankerne er på 30 milliarder. Tallene kommer fra den spanske regering, men dækker altså ikke de fire klubber, som er medlemsejede. Derfor kender vi heller ikke detaljerne for Real Madrids vedkommende. Det vil stærke kræfter i EU ændre på. Et af forslagene er, at alle spanske klubber skal etableres som selskaber, så offentligheden kan få indblik i økonomien.

Men lad os nu se. Foreløbig gør både Real Madrid og Barcelona, hvad der passer dem. De to klubber står for tilsammen 62 procent af de indkøb, som klubberne i La Liga har foretaget denne sommer. De to klubber scorer også halvdelen af alle tv-pengene i Spanien, og de lever på mange måder i deres egen verden. De forstærker sig, mens de andre har solgt ud for at betale af på gælden. Mere end 25 klassespillere har i dette transfervindue forladt Spanien. Det gælder spillere som Roberto Soldado, Radamel Falcao, Alvaro Negredo og Jesus Navas.

Også på den baggrund har prisen for Bale chokeret mange i Spanien. Den vanvittige sum vækker minder om tiden før finanskrisen, hvor alle brugte alt for mange lånte penge. En pris som hele Spanien i dag betaler af på. Bale er købt alt for dyrt, men måske er det præcis den handel, der får politikerne til at skride ind over for et fodboldmarked, som ofte virker helt ude af kontrol. Måske har Florentino Péres denne gang pisset i egen rede. Og så var det ikke engang nødvendigt.

Ved præsentationen i Madrid sagde Bale: 'Jeg ønskede at komme her, også selv om jeg kun havde fået en penny.'